SERVIETPLANEN

Mange spørger til vores mere præcise planer, og selvfølgelig har vi gjort os vores tanker. Vi kalder det vores servietplan. Det er alene en servietplan, da vi ved, at meget kan ske undervejs, både hvad vi selv har indflydelse på, og det, der er ude af vores hænder, men som vi må indrette os efter. Vigtigst er det, at vi ikke bliver slaver af noget vi hjemmefra har besluttet, at vi skal nå. Vigtigst er det, at vi nyder friheden, sejleroplevelserne og får set verden fra vandsiden.

Når det er sagt, har vi selvfølgelig gjort os en masse tanker, for det hører selvfølgelig med til drømmene og planlægningen. Derfor en servietplan, som vi gerne deler her.

Vi vil stævne ud fra Vedbæk havn og passere Kronborg Slot for vores bagbord. Sætte kursen mod Skagen for at runde toppen af Danmark. Derfra til Stavanger og måske opleve Lysefjorden.

Når vejrvinduet er til det krydser vi Nordsøen for at ramme Inverness i Skotland og sejle igennem Caladoniekanalen og det smukke skotske højland. Her vil vi nå til Oban, hvorfra kursen vil blive blive sat mod syd gennem det Irske Hav.

Med passende stop undervejs vil vi nå til Cork på Irlands sydkyst. Fra Cork vil det nok tage os 4-5 dage at krydse Biscayen og nå til La Caruña i Nordspanien. Langs den portugisiske kyst ligger der mange skønne små havnebyer. Nogle af dem vil vi nyde på vores vej mod Portugals sydvestlige spids. Herfra skal vi bruge en uges tid på vandet for at nå til Madeira eller de canariske øer.

Det er nu blevet november. Båden skal gennemtjekkes, og den helt store proviantering skal sikres, for nu står vi overfor vores første store oceankryds. Det vil tage ca. 20 dage at krydse Atlanterhavet fra Gran Canaria til Caribien, og det gøres bedst i perioden fra slut november til december.

Om vi rammer Barbados eller Martinique som det første sted, hvor vi sætter vores fødder på land igen vil tiden vise. I ca. fire måneder vil vi nyde de caribiske øer. Blot cruise rundt fra Tobago i syd til Antigua i nord.

Til april skal vi gerne ramme Panamakanalen. Det tager to dage at sejle igennem denne spektakulære kanal før en kæmpe sluse åbner sig for os, og vi kan stævne ud i Stillehavet. Vores store ønske er at komme til Galapagos. Det tager ca. 7 dage.

Når vi er mætte af indtryk fra denne helt unikke plet på jorden, vil der gå mere end tre uger, før vi igen ser land. Vi er klar til vores andet store oceankryds. For første gang på turen vil vi krydse Ækvator på vores vej mod Fransk Polynesien. Her er der et uendeligt antal øer og atoller, hvor frodigheden er stor, vandet tyrkisblåt, revhajer og mantarays er hverdagssyn.

Vi bevæger os mod sydvest, hvor vi forhåbentlig får et vejrvindue til at kunne sætte sejl og kurs mod New Zealand. Fra New Zealand ville det være smukt, hvis vi kan slutte to års sejlads af med at sejle ind i Sydney Bay og passere Operahuset.

Men det er om meget lang tid, og kun tiden vil vise om vores servietplan kommer til at holde stik.