Gennem Panamakanalen og ud på Stillehavet

Det er 287 dage siden vi stævnede ud fra Vedbæk havn, og 8786 sømil har passeret under Penguins køl, da vi når til Panamakanalens indsejling. Oplevelserne har været mange og store. Nogle vælger at stoppe deres eventyr her. Det ses ved de mange sejlbåde, der er sat til salg i Shelter Bay Marina, hvor vi er ankommet til. Vi har appetit på mere. Nye oplevelser venter på os, nye udfordringer skal takles og trangen til at mærke friheden er umættelig. Stillehavet venter forude, og vi glæder os.

En uge går i Shelter Bay Marina. En marina, der ligger ved indsejlingen til Panamakanalen. Det er en god marina, hvor vi kan få Penguin på land og med faciliteter, der gør os i stand til at gøre Penguin klar til at sejle igennem Panamakanalen og ud på det store Stillehav.

Ugen bliver derfor en arbejdsuge. Altså arbejde om formiddagen, udholde varmen om eftermiddagen og slappe af når solen går ned. Der er 33 grader om dagen og luftfugtigheden er høj.

Det første døgn har vi Penguin på land. Vi får højtryksrenset bunden. Det er ikke meget der sidder på vores silicone bundmaling (Hempels Silic One), men der sidder noget. Ingen hårde rurer, men alger og andet, der let kan fjernes med en blød svamp. Når vi er lidt optagede af, om vores bundmaling holder hvad den lover, og at der ikke sætter sig en masse alger og rurer, er det fordi vi om få uger skal til Galapagos. Kravet her er en pinlig ren båd.

Vi skal have sat en ny membran på omkring saildrive. Karsten og Nikolaj sliber og pudser og forbereder limning. Sidste gang holdt membranen sig fast i et døgn, før den faldt af. Da var det værftet i Le Marin på Martinique vi havde fået til at sætte den på. Denne gang sætter vi større lid til vores egne evner.

Gennemsvedt tøj, sengetøj og saltede håndklæder har hobet sig op de seneste uger. Vi har vaskemaskine om bord, men er der adgang til vaskeri på land, så benytter vi os af det. Denne gang bliver det en dyr omgang. 80 USD for tre maskiner og tumbling. Så er det vist også betalt. Men så havde damen i vaskeriet også lagt alt tøjet sammen for mig, så det krøllede mest (!) muligt.

Få meter fra, hvor Penguin er blevet sat på land står Sommerwind. Frank og Sylwia fra Danmark har iført sig heldragter for at kunne give Sommerwind en ny og frisk bundmaling. Det er et hyggeligt gensyn med Frank og Sylwia. Sidst vi så Frank og Sylwia var på Tenerife. Vi har lige tid til en arbejdsfrokost sammen, men arbejdet kalder for os alle.

Jeg skal lige hjem og vende Danmark i fem dage. Imens arbejder Karsten og Nikolaj sig igennem listen af opgaver. Og på en båd er det altid sådan, at der er de forudsete og planlagte opgaver, og så er der dem der kommer, når man mindst venter det.

Da Penguin efter et døgn på land bliver sat i vandet igen vil motoren ikke starte. Lidt kritisk, da Penguin jo skal ud af docken og ind i marinaen. Karsten og Nikolaj konstaterer hurtigt, at starterbatteriet er stået af. Ned i styrbordskahytten, under madrasserne og alle Nikolajs ting, for at komme til starterbatteriet og generatorbatteriet. For løsningen er at flytte kablerne fra det nu døde starterbatteri til generatorbatteriet. Motoren spinder og Penguin kan nu komme ind i marinaen. En ny opgave er føjet til opgavelisten. Bestilling og installering af et nyt starterbatteri.

Pudsigt nok står impelleren på generatoren også af. Uden impeller kan generatoren ikke køles med havvand, og så lukker den ned. Selve udskiftningen er en simpel opgave, men ofte når en impeller går i stykker, ryger der gummidele ind i kølesystemet. Sådan er det selvfølgelig også denne gang, så Karsten og Nikolaj må afkoble slange efter slange ind til alle gummidele er fundet. Det bliver nogle varme timer nede i bunden af båden.

Derudover står dagene på olieskift på motor og watermaker og alle mulige småreparationer af den slags, man helst vil fikse mens man ligger i en god marina, end ude på det store åbne Stillehav.

Vi får en fin plads i marinaen hvor vi ligger sammen med en del andre både, der også venter på at komme igennem kanalen. Her er flest amerikanere, men også en dansk båd, newzealændere, canadiere, briter, franskmænd og tyskere.

Karsten og Nikolaj vil egentlig gerne hoppe en tur i vandet for at tjekke om membranen sidder fast, som den skal efter, at Penguin har ligget i vandet nogle dage. Men det bliver de kraftigt advaret mod af havnemesteren. Der bor to krokodiller i marinaen, og havnemesteren kan ikke garantere, at de ikke synes, at det ville være interessant med to hvide mænd som en god snack. Karsten og Nikolaj holder sig klogeligt fra at udfordre den skæbne.

For flere måneder siden kontaktede jeg Stanley. Stanley er agent. En agent, der hjælper sejlere som os med at komme igennem Panamakanalen. Han håndterer kontakten til myndighederne og kanalen. Myndighederne og Panamakanalen skal have et utal af dokumenter fra os – og penge, selvfølgelig. For kanalpassagen, inspektion, leje af store fendere og lange liner, 2 line handlers, alverdens gebyrer og Stanleys fee koster det os 3896 USD at komme igennem Panamakanalen.

Da vi er ankommet til Shelter Bay Marina, er vi i daglig kontakt med Stanley. Vi vil gerne igennem kanalen hurtigst muligt. Vi er det fyld, der kan gives plads til i en sluse, når et stort skib har fået sin plads. Med 80 procent sandsynlighed kan vi starte indsejlingen tidligt torsdag morgen, siger Stanley. Dagen før bliver det ændret til torsdag eftermiddag og torsdag formiddag bliver det ændret til fredag morgen. Sådan fungerer det. Sejlere må holde sig klar og være fleksible, men vi skal jo heller ikke andet.

Panamakanalen er 82 km lang. Fra atlanterhavssiden bliver man sluset gennem tre slusekamre, 26 meter op til Gatunsøen. På Gatunsøen sejler man 21 sømil (ca. 39 km), hvor man kommer til de tre slusekamre, der sluser ned til Stillehavet.

Fredag morgen kl. 03 kommer vores to line handlers, Alex og Rogue. For at sejle gennem kanalen er det et krav, at der på båden som minimum er en skipper og fire til at holde linerne. Da Penguins besætning kun består af tre personer, må vi finde to ekstra til at hjælpe os. Nogle benytter sig af andre sejlere, der melder sig frivilligt. Vi beslutter os for at få Stanley til at finde os to professionelle line handlers. Alex og Rogue har prøvet dette mange gange før, og det skaber en hvis ro på Penguin. Rogue kalder Kanalen over VHF-radioen og får endelig bekræftet vores tid for indsejling. Vi sejler ud af marinaen. Der er stadig nogle timer til solen står op, men der er masser af lys i området for indsejlingen til Kanalen. Store skibe ligger for anker og venter på deres tur gennem kanalen. En lodsbåd sejler ud til os, og ombord på Penguin stiger vores advicer Guillermo. Man skal også have en advicer ombord. Han stiller sig ved siden af Karsten, der står ved rattet, og skal guide os igennem kanalen. Guillermo er en hyggelig, snakkesalig fætter, der er klar og tydelig i sin kommunikation til os. Vi er ikke i tvivl om, hvad vi skal gøre, og hvad der kommer til at ske.

Da solens lys bryder igennem, sejler vi ind i den første sluse. Vi kan høre brøleaberne i det fjerne, imens vi får kastet fire tynde liner ned til Penguin, to fra hver side af slusen. Oppe på slusens kant står fire mænd. De ved, hvordan man kaster en line med en abehånd knyttet i enden (en abehånd er et knob for at gøre linen nemmere at kaste langt med) og får den til at lande meget præcist på Penguin. Til de liner skal vi koble de lange tunge liner, vi har lejet, så de kan trækkes tilbage op til mændene på slusekanten. Med linerne på Penguins klamper kan vi nu sikre bådens placering midt i slusen og regulere linerne, imens vandstanden i slusen stiger. Nikolaj, Alex, Rogue og jeg har ansvar for hver vores line.

Nu er Panamakanalen jo ikke lavet til sejlbåde af vores beskedne størrelse. Den er lavet til de store fragtskibe, og der findes et mål, som fragtskibe bliver bygget efter. Det mål hedder panamax. Fragtskibet foran os i slusen har sådan et mål. Set lidt på afstand ser det ikke ud til, at der er mange fingersbredder mellem skibets side og slusens kant. Penguin til gengæld har oceaner af plads til begge sidder.

De store skibe bliver hjulpet frem i slusen af fine små metalblanke lokomotiver, der kører på skinner langs hele slusen. Det er fascinerende at tænke, at sluseportene, hele mekanikken og lokomotiverne er præcis som det var, da sluserne blev indviet i 1914. Selve operationen gennem kanalen fungerer yderst professionelt, og vi får et førstehåndsindtryk af kanalens betydning for verdenshandlen med den trafik der er gennem kanalen 365 dage om året, 24 timer i døgnet.

Timerne gennem de første sluser og over Gatunsøen er faktisk ret begivenhedsløse. Der er ikke meget at berette. Til gengæld er det for mig meget emotionelt. Spørg mig ikke hvorfor, men det er meget følelsesladet for mig, sammen med Karsten og vores hjem Penguin, nu at være nået til den kanal som mennesker har skabt for at forbinde Atlanterhavet med Stillehavet.

Turen over Gatunsøen tager ca. 5 timer, så her får vi både serveret morgenmad og frokost for dagens udvidede besætning. Det er et krav, at der for line handlers og advicer serveres et varmt frokostmåltid med kød. Nikolaj har på forhånd lavet en lækker karryret, hvor vi har puttet både bacon og kylling i. Den er godt spicy og Guillermo, Alex og Rogue virker tilfredse.

Gatunsøen er en oprindelig sø, der med kanalens tilblivelse blev gjort større ved at oversvømme den omkringliggende skov. Den er både fascinerende og smuk at sejle på. Der skulle være masser af dyreliv både på land og i søen, men det så vi nu ikke meget til. Til gengæld passerede vi en masse fragtskibe på vej den anden vej i kanalen. Mærsk fylder godt i landskabet her i Panama. Vores advisor vidste ikke, at Mærsk er et dansk selskab, men han vidste godt, at de netop har købt den jernbane, der løber langs hele kanalen. Den slags bliver der fulgt med i, hvis man er beskæftiget i og omkring kanalen.

Fremme ved de sidste sluser, hvor vi nu skal sluse ned, bliver vi koblet sammen med den newzealandske katamaran Rawhiti. På den måde kan vi være to sejlbåde i en sluse samtidig. Nogle gange kobler man tre sejlbåde. Der er lidt nerver på hos alle indtil koblingen er sikret. Ingen ønsker skrammer på sin båd, og både vi og Rawhiti skal lige finde ud af, hvordan vi kan styre os videre frem. Alt går godt og problemfrit, så vi er hurtigt klar til at sejle ind i den næste sluse. Rawhiti bliver den styrende sejlbåd, fordi den er en katamaran og har to motorer, der kan styres uafhængig af hinanden. Det gør det nemmere at styre det store tunge, umage par vi nu er, igennem sluserne. Karstens opgave ved rattet på Penguin bliver nu at hjælpestyre og ikke mindst være med til at bremse. Til mig og Nikolaj siger Guillermo, at nu kan vi bare slappe af, for nu er der kun brug for to line handlers på Penguin, og det har han sat Alex og Rogue til.

I sluserne på vej ned er det sejlbådene, der ligger forrest. Bag os ligger et kæmpe fragtskib ved navn Honey Badger. I den sidste sluse kommer den meget tæt på os. Så tæt på, at den må slå bak og de trækkende lokomotiver bremser alt det de kan. Vi kan se og høre de store metalliner, der er koblet fra lokomotiverne til skibet, blive spændt helt ud. Det lyder voldsomt. Langsomt får de bragt skibet til stop. Det får os på Penguin til at føle os meget små, mens vi ser den store bov tårne op lige bag os.

Den sidste af Panamakanalens sluser åbner sig for os. Det er en helt speciel følelse at stå der i stævnen af Penguin og kunne skue ud mod Stillehavet. Helt korrekt er det Den Panamanske Golf, vi skuer ud mod, men altså lige derude er det kæmpe store Stillehav. Fælder jeg en enkelt tåre? Måske.

Vel ude af slusen kobler vi os af Rawhiti og siger tak for denne gang. Måske ses vi i Fransk Polynesien.

Sammen med de liner og fendere vi har lejet, bliver Alex og Rogue samlet op af en båd, der sejler os i møde. Vi takker for et godt og professionelt stykke arbejde og hyggeligt selskab. Det tager noget længere tid før Guillermo bliver hentet. Så lang tid, at vi må cirkle rundt i en time. Frustrerende efter en lang dag, der for os startede klokken tre om morgenen. Tiden begynder at blive kritisk for os. Solen går snart ned, og vi skal meget gerne nå frem til en ankringsplads inden solnedgang. Guillermo har været en god og hyggelig advicer, og vi takker for hans hjælp, da han endelig bliver hentet og vi kan sige farvel. Det er så småt ved at blive mørkt da vi kaster anker i Panamabugten med udsigt til Panama Citys skyline.

Nikolaj kaster sig straks over madlavningen, Karsten åbner en flaske champagne, for der er grund til at skåle på en god kanalpassage og for en milepæl på vores eventyr. Mig? Jo, jeg slår benene op og lader mig opvarte.

Bugten ud for Panama City er et ikke et charmerende sted at ankre. Vandet er uroligt, vi ligger blandt en masse opankrede fiskeskibe, kun få sejlbåde, og vandets kvalitet indbyder absolut ikke til en dukkert. Her skal vi ligge så få dage som muligt, bliver vi hurtigt enige om. Men vi skal lige nå at opleve Panama City og få klaret den sidste proviantering.

Panama City er en sjov størrelse. Med sine mange skyskrabere ser byen meget moderne ud, og langt større ud end hvad et land med fire millioner indbyggere kan bære. Der er en gammel bydel, som er charmerende, med mange meget fint restaurerede bygninger men ved siden af kan der stå, det der engang har været et hus, men hvor nu kun ydermurene består og hvor klatreplanter har skabt et vildnæs.  Den gamle bydel er tydeligvis mest for turister, især fra de store cruiseskibe. Og der bliver passet godt på turisterne. Der er politi og militær alle vegne. Alle med skarpladte pistoler og iklædt skudsikre veste. Jeg er i tvivl om hvorvidt jeg skal føle mig tryg eller utryg med denne heftige tilstedeværelse. Men når man går rundt i byen, virker alt stille og roligt. I den nyere del af Panama City er der kæmpe shoppingmalls med et butiksudbud, vi ikke er i nærheden af i Danmark. Der er mange penge i Panama.

Museet om Panamakanalen er et besøg værd. Det ligger i en smuk, velholdt bygning i den gamle bydel og fortæller på fin vis historien om kanalen, om kanalens betydning for landet, om overvejelserne bag byggeriet og hvordan kanalen og Panamas politik gennem de sidste hundrede år er vævet tæt sammen.

Kanalen er gravet hvor den er gravet, fordi det er her der er kortest mellem Stillehavet og Atlanterhavet. Tanken blev først tænkt i det 16. århundrede, fordi spanierne, der dengang var herrer i hele området, ville have en nemmere måde at få alt det sølv og guld de hentede i Peru, hjem til Sevilla og Cadiz. Den gang var løsningen at sejle med skibe op langs Sydamerikas vestkyst, læsse over på muldyr der hvor Panama City ligger i dag og fragte det over på den anden side til udskibning til Europa. En lang og besværlig vej. Man konkluderede at det ikke var muligt at grave en kanal.

Nogle hundrede år senere, i slutningen af 18-tallet, gjorde et fransk konsortium et behjertet forsøg. Men de måtte give fortabt. Opgaven var for stor og kompliceret og de havde helt og aldeles undervurderet udfordringerne med at arbejde i et meget malaria-inficeret område. De gravede og de gravede mens tusinder døde, og man kom ingen vegne.

Ind på scenen træder amerikanerne. Theodore Roosevelt er blevet præsident i USA og han mener, at USA skal åbne sig til omverden. Handle mere, fylde mere, være mere til stede. Panama er på det tidspunkt en provins i Columbia. De vil gerne være selvstændige og det kan amerikanerne hjælpe med, hvis de da lige vil skrive under på, at amerikanerne dermed får retten til at grave kanalen, eje den, drive den og for øvrigt også eje en 8 km bremme af jord på hver side af kanalen, hele vejen igennem Panama. Mod en beskeden betaling, naturligvis.

Amerikanerne sender et par krigsskibe til området, Panama løsriver sig og underskriver få dage efter kontrakten med amerikanerne, der straks går igang med arbejdet. Der rekrutteres arbejdere over hele verden til lille Panama. Mange spaniere og irere tager turen derned, men det er især den lille britiske koloni, Barbados, der leverer gravere til arbejdet. Det er fattige efterkommer af slaver, der hellere vil grave en kanal end at arbejde til lav løn på de britiske plantager, der søger til Panama. De kommer i titusindvis, alt sammen styret af amerikanske ingeniører og godt beskyttet af den amerikanske hær.

Desværre er lige præcis den afdeling af museet, der fortæller om selve ingeniørarbejdet, under ombygning, så det går vi glip af. Men resten af museet viser hvor enorm stor betydning kanalen har for det lille land – og ikke mindst hvor stort et ar det har været på Panama, at have sit land skåret midt over af en fremmed magt i årtier. Først i 1970’erne lykkedes det Panama at forhandle en aftale på plads med amerikanerne om, at de selv skal overtage kanalen. Det er præsident Carter, der på vegne af USA, indgår aftalen. Amerikanerne skal ud og kanalselskabet skal drives af Panama. Skibe fra alle nationer skal behandles lige, dog skal amerikanske krigsskibe i en krisesituation have fortrinsret til gennemsejling. Den endelige overdragelse sker i 1999.

Det er en nøgternt fortalt historie. Jeg tror, at alle ved, at kanalen aldrig var blevet gravet, hvis det ikke var for amerikanerne. Men det med at eje dele af andres land hører fortiden til.

Ifølge præsident Trump var det først og fremmest amerikanske liv, der gik til i etableringen af Panamakanalen, og at det er en af årsagerne til, at han mener, at kanalen retmæssigt tilhører USA. Det er selvfølgelig løgn. Det var blandt graverne, at dødstallene var høje, og det arbejde udførtes ikke af amerikanerne. Efter den målestok burde Barbados eje kanalen.

Hvad han derimod har lidt ret i er, at kineserne fylder meget i Panamas forretningsliv. Det er et Hong Kong-selskab, der ejer de to enorme havneterminaler, i begge ender af kanalen og i det hele taget er den kinesiske tilstedeværelse betydelig. Både fra de lokale taxachauffører og fra dem, der arbejder i eller med Panamakanalen, hører vi bekymring over de kinesiske investeringer og den kinesiske dominans, der følger med. De oplever kinesernes tilstedeværelse som ren udbytning, og de har ikke noget godt at sige om den kinesiske tilstedeværelse. De virker til, at de faktisk gerne vil have lidt amerikansk tilstedeværelse igen. Afgive kontrol og ejerskab af Panamakanalen er nok ikke lige det de forestiller sig, men større amerikansk engagement i Panama virker til at være klart at foretrække frem for kinesisk.

Panama er en mellemamerikansk nation på godt og ondt. Landets historie er rig på spansk undertrykkelse, senere solid amerikansk tilstedeværelse, militærkup i dusinvis, korruption og storstilet narkokriminalitet, men også i de senere år et mere og mere velfungerende samfund efter vestlige standarder.

De sidste to dage ligger vi i Playita Marina. Det gør provianteringen noget nemmere, og vi skal have besøg af en insektbekæmper. Vi skal have udført ‘fumigation’ og have et certifikat på, at det er blevet foretaget senest 72 timer før afgang mod Galapagos, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at få lov til at ankomme til Galapagos. Med Uber kommer vi rundt i byen. Karsten går på jagt efter ting til båden og vin. Nikolaj og jeg tager den helt store og sidste tur i supermarkedet, så vi kan toppe vores forsyninger op. Fra vi forlader Panama City, og til vi engang om mange måneder rammer Tahiti bliver indkøbsmulighederne meget sparsomme og dyre. Vi fylder derfor Penguin op med mel, ris, pasta, tortillas, juice, krydderier, pesto, kikærter, linser, tomater på dåse, langtidsholdbar mælk og fløde, parmesanost, chokolade, kaffe, alverdens ting på dåse, vin, gin, tonic, øl, Coca cola, køkkenruller, toiletpapir og meget meget andet. Vi har en hel kasse med ting, der kan give god smag til maden.

Vores ene nabobåd i marinaen sejles af en ung kvinde fra Missouri. Hun er solosejler. Kun hun og hendes smukke kat bor på båden. Hun er sejlet fra Florida, og skal snart afsted mod Marquesasøerne i Fransk Polynesien. En tur på ca. 30 dage. Man skal være gjort af et særligt stof, for at tage ud på de store have alene i sit eget selskab. Ingen at dele oplevelserne med. Ingen at kunne læne sig op ad. Ingen at løfte opgaverne med. Det stof er vist hverken Karsten eller jeg gjort af. Til den anden side, længere ude på broen, ligger en anden amerikaner. I masten har de et stort flag med et klart budskab: “Pro America – Anti-Trump.

Karsten og jeg tjekker vejrudsigterne nøje. Foran os har vi 7-9 døgns sejlads til Galapagos. Der er ikke et entydigt godt vejvindue. Men den 22. april ser ud til at være en god dag at stævne ud på, hvis vi er indstillet på en blandet sejlads, med både lidt med-og modvind, ingen vind og alt muligt ind imellem. Der er ingen udsigt til lyn, torden og andet voldsomt vejr. Men det er selvfølgelig kun en prognose, vi studerer.

Frugt- og grøntsagsnettene samt køleskab og fryser er fyldt til bristepunktet. Dieseltanken og de ekstra dunke på dækket er fyldt. Vi er klar. Vi skal for en stund sige farvel til Nikolaj, men heldigvis støder han til os igen, når vi skal videre fra Galapagos ud til Fransk Polynesien en lille månedstid senere.

Tirsdag formiddag vinker vi farvel til Nikolaj og sætter kursen mod Galapagos. Vi har besluttet den første dag at gøre et stop på øen San José. Øen er en del af Las Perlas øerne, der hører til Panama. Det giver os mulighed for, i krokodillefrit farvand, at lave et sidste tjek af, om Penguins skrog er rent og om membranen rundt om saildrivet nu også sidder fast.

Det er en god dags sejlads til San José. Vi kan sætte code 0 straks vi er ude af marinaen. Til at starte med skal vi manøvrere os igennem de mange fragtskibe, der ligger for anker og venter på deres tid gennem Panamakanalen. Vi har perfekt vind, og vi kan sætte en direkte kurs mod Las Perlas. Det bliver en skøn dags sejlads. Mellem øerne i Las Perlas er der et fiskeliv uden lige. Igen og igen ser vi fisk springe op af vandet. Det er som oftest udtryk for, at større rovfisk er på jagt. Selv en rokke ser vi springe op. Vi ser små fiskefinner i havoverfladen i grupper af 4-6. Hvad det er, kan vi desværre ikke se, men fascinerende er det. Sådan er det hele vejen ind til den bugt ved San José, hvor vi har besluttet os for at overnatte. Vi når frem lige i tide til at kaste ankeret imens der stadig er lidt lys på himlen, men det bliver hurtigt mørkt.

Mindre fascinerende er det, at lige som vi tror, at nu kan vi lave os lidt god mad og nyde et godt glas vin i cockpittet i en smuk bugt, bliver vi på et splitsekund invaderet af titusindvis af små flyvemyrer. De er alle vegne i cockpittet og nede i salonen. Vi ender med at barrikadere os under dæk. Lukke alle luger. Og så bruger vi ellers  en lille times tid på at få bugt med de mange flyvemyrer, som nåede at finde vej ned i salonen. Puha. Det blev ikke lige den afslappende aften vi havde set frem til. Godt, at vi ikke havde planlagt at skulle blive her i længere tid. Næste morgen kommer vi op i cockpittet og ser den ene massegrav efter den anden i alle kroge af cockpittet, og mange levende flyver stadig rundt. Det tager os mange dage at få bugt med dem alle.

Inden vi hiver ankeret op, er Karsten en tur i vandet. Penguins bund er pinlig ren og membranen sidder fast som den skal. Vi er klar til Galapagos.

Sejladsen videre fra San José og ud i Stillehavet bliver præcis så blandet som forventet. Og meget mere.

Den første dag bliver en frustrerende dag. Der er meget svag og skiftende vind. Det betyder mange skift i sejlføring og start og stop af motor. Samtidig skal vi navigere forbi trafiksepareringszoner for de store skibe. Her er der klare regler for sejlbåde. Vi skal vige for de store skibe, og vi skal krydse vinkelret på zonerne.

Dagen forløber sådan her:

• Kl. 8.15: Vi starter for motor. Vinden er kun 2 m/s
• Kl. 9.00: Der er nu lige præcis vind nok til at vi kan sætte 1/3 storsejl og rulle code 0 ud
• Kl. 11.00: Vinden skifter markant retning. Code 0 må ned og vi tænder for motor
• Kl. 11.15: Vinden har stabiliseret sig og vi sætter storsejl og fok
• Kl. 12.15: Vinden dør, og vi må rulle sejl ind og starte motoren
• Kl. 13.00: Vi ruller code 0 ud. I 2 m/s og med hjælp fra 2 knobs strøm sejler vi 3-4 knob
• Kl. 15.10: Starter motor for at sikre kryds over trafiksepareringszone
• Kl. 17.00: Vi ruller code 0 ud i fortsat svag vind
• Kl. 19.00: Vi sætter vores nattesejlsætning: Fok og storsejl
• Kl. 22.40: Vinden stiger til 10 m/s så vi reducerer storsejlet
• Kl. 02.00: Vi reducerer fokken. Vindstød op til 15 m/s

Jeg skal ikke trætte med flere sejlsætningsskift, og den efterfølgende dag bliver heldigvis også meget mere stabil. Samme sejlføring dagen igennem.

Under et af sejlskiftningen går det ene spil, som vi bruger til code 0-bagbordsskøde, i udu. Træls. Vi må skille hele spillet ad. Der er nogle fjedre, der ikke fjedrer som de skal. Frem med klud og ny fedt. Rense alle delene og smøre dem med nyt rent fedt. Vi samler spillet, som igen spinder som det skal.

Den efterfølgende nat er der et festfyrværkeri af lynglimt. Langt ude i horisonten. Næsten 360 grader rundt. Men over Penguin er der den vildeste stjernehimmel. Der er ingen vind og vandet er helt fladt. Vi har måtte starte motoren. For lave omdrejninger – vi skal have dieslen til at række så langt som muligt – brummer motoren som den eneste lyd i natten. Lidt over kl. 4 om morgenen er en stjerne – nej det må være en planet – dukket op over horisonten i øst. Den er så stor og lyser så klart, at dens skær spejler sig i havets overflade. En halv time senere, lige under planeten dukker den fineste orange nymåne op over horisonten. Vi er tæt på Ækvator, så månen ligger næsten ned. Det er som om planeten trækker månen op i en usynlig snor. Sådan bevæger planeten og månen sig op over himlen. Planeten trækker. Månen følger efter. Solen lyser himlen op allerede inden den er dukket op over horisonten. Stjernehimlen fortoner sig, men ikke planeten over månen. Den lyser stærkt og klart, ligesom månen, på den nu lyseblå himmel.

Kl. 6.30 er der vind nok til at sætte vores code 0. De næste mange timer har vi den mest fantastiske sejlads på roligt vand og ved let vind. Vi sejler 5-8 knob agten for tværs. Karsten laver en lækker smoothie af den megen frugt vi har med os, og vi tager fat på rengøringsarbejdet efter de mange flyvemyrer, som er at finde i hobetal i alle kroge i cockpittet. Men der er også god tid til at slappe af. Vi læser, lytter til podcasts, sætter fiskesnøren, hviler og bare nyder den gode sejlads. “Sådan burde sejlads altid være”, siger jeg til Karsten.

Hen på eftermiddagen dør vinden, og vi må starte motoren. Det er blevet overskyet. Vi har en mørk nat i vente. Nattevagterne er fordelt, og jeg har vagten frem til kl. 22. Igen begynder lynene, men de er tættere på. De kommer så tæt på, at jeg begynder at gennemtænke strategier. Skal vi slukke for al elektronikken? Kan vi ændre kurs og undgå lynene? Jeg vækker Karsten. Jeg har brug for, at vi lige vurderer situationen sammen. På radaren er det rigtig svært at se, hvordan uvejret bevæger sig, og det er i øvrigt hele vejen rundt om os. Vi vælger ikke at slukke for elektronikken, da vi så også slukker for AIS-signalet vi sender og andre skibe vil ikke kunne se os, og så skal vi også undvære radaren, som er det bedste redskab vi har til at forsøge at undgå de mange lyn. Jeg lægger vores elektronik i gasovnen, så skulle det i hvert fald være beskyttet, hvis lynet slår ned. Regnen vælter ned og lynene giver de vildeste glimt og oplyser himlen i korte sekunder. På bedste vis forsøger vi at navigere udenom de værste områder med radarens hjælp.

Vi er ikke de eneste, der ikke synes, at dette vejr ikke er videre sjovt. En flok stormsvaler holder sig til Penguin, og de pipper alarmerende og skrækslagne i de mange timer, det står på. Karsten overtager vagten, og jeg forsøger at få lidt søvn nede i salonen. Under Karstens vagt mister vi al vinddata fra vores vindmåler oppe i masten. Til at starte med viser den fortsat korrekt vindvinkel, men vindhastigheder er helt hen i vejret. Den viser pludselig 50 m/s selvom vinden er så svag, at vi sejler for motor. Til sidst forsvinder al data. Klokken er blevet 2 om natten. Karsten er udmattet. “De mange lynglimt i fire timer er hårdt for øjnene”, siger Karsten, da han vækker mig. Frem til kl 6, hvor solen begynder at stå op, fortsætter det med at lyne og tordne om hovederne på os. Det har stået på i 11 timer. Det er nok noget af det mest ubehagelige vi har været ude for, men nu er det ovre, og vi kan ånde lettede op. Om det har været et lyn, der har sat vindmåleren ud af funktion, ved vi ikke, men vi ved, at jeg nu skal en tur op i masten, når vi er kommet frem til Galapagos. Det er åbenbart en udsat enhed, sådan en vindmåler. Det er nu anden gang. Første gang var på den lille Portugisiske ø Salvagens, hvor en fugl havde sat sig på vindmåleren, så den knækkede.

Regnen fortsætter med at sile ned det meste af dagen. Vi sætter sejl, når der er vind nok, og det er skiftende. Uden elektroniske vinddata må vi lade vinden i ansigtet og Dannebrogs flagren være det, der giver os en indikation af vindhastigheden. Vindretningen kan vi heldigvis se fra vores windex i toppen af masten.

Det er træls at sejle i silende regn, men endnu mere træls, at vinden er så skiftende, at vi sætter sejl, for kort tid efter må tænde for motoren, fort kort tid efter, at vi kan sætte sejl igen. Sådan en dag vil vi bare have overstået, og heldigvis har det da også en ende. Hen på eftermiddagen stopper regnen og ved aftenstid kan vi igen sætte sejl og denne gang går der næsten tre døgn uden afbrydelser, hvor storsejl og fok, op imod vinden, bærer Penguin frem mod Galapagos. Efter regn kommer sol. Efter stressende sejlads kommer behagelig og skøn sejlads, så jeg igen kan sige til Karsten, at sådan bør sejlads altid være.

Nu tror I måske, at det er ensomt ude på det store Stillehav. Men det er ikke. Vi har skam haft gæster de fleste dage. Vi har i flere perioder været et refugium for små fugle. En lille gul sangfugl på træk fandt hvile på Penguin i over et døgn. Den hoppede rundt på dækket og i cockpittet, virkede ikke forstyrret af os, fandt endda ned i salonen, hvor den fandt sig en krog over natten. På natten med det vilde lyn- og tordenvejr tumlede en lille stormsvale ned i cockpittet. Fortumlet og forskræmt klemte den sig op i et hjørne. Den ænsede os ikke, når vi nærmede os den. Som om den var blind. Vi kunne tage den i vores hænder og flytte den, uden at den reagerede på det. Den gjorde ingen antaster til, at den ville tilbage i sit rette element. Stakkels lille fætter. Vi kunne jo ikke have den med hele vejen til Galapagos. Vi måtte sende den tilbage, hvor den kom fra, ud på vandet. Plump. Den landede på vandet og kort tid efter fløj den ud mod horisonten. En nat havde vi tre blånæbbede suler svævende rundt om Penguin. Penguin får flyvefiskene til at springe op, og det gør det til en leg for sulerne at fange deres ynglingsspise. Oven på sådan en nat følte de åbenbart behov for et lift. Side om side sætter de sig ude i stævnen. De føler sig ikke skræmt af, at vi går op til dem, næh de vender blot ansigtet imod os og stirrer intenst.

Den næstsidste nat sejler vi meget stille på meget stille vand. Der er mørkt. Ingen måne til at kaste sit skær over havoverfladen. Kun en stjerneklar himmel. Jeg sidder og har en meget afslappet vagt, da jeg kan høre, at vi har fået følgeskab. På siden af Penguin kan jeg høre en flok delfiner. De er oppe at trække luft. Følgeskabet varer en rum tid, så er de videre.

Det er blevet tirsdag. Det er en uge siden, vi forlod Panama City. Nedtællingen er begyndt. Det er i dag, vi krydser Ækvator. Vi holder nøje øje med vores gps-position. Der skal skåles og skænkes til Kong Neptun. Dagen på søen er ualmindelig rolig. Vi trisser afsted med 4 knob. Ved Ækvator er der sædvanligvis meget svag vind, om nogen. Således også i dag, og hen på eftermiddagen må vi starte motoren. Kl. 21.25 (Panama-tid) krydser vi den usynlige linje. Det er mørkt. Stjernehimlen er klar. Glassene er fundet frem til champagnen. En lille flaske købt i en meget fransk vinbutik på St. Martin. Vi har nul-alkoholpolitik på Penguin, når vi sejler, men en skål og en skænk må der til på 0 grader 00 minutter og 000 sekunder Nord. Promillerne bliver dog til at overse. Vi ved nu, hvorfor champagne skal være på store flasker. En flad champagne, som vi dog håber, at Kong Neptun sætter pris på. Karsten kryber under tæppet, og min nattevagt begynder. Nu på klodens sydlige halvkugle.

Onsdag morgen. Galapagos-øerne kan skimtes i horisonten. Vi sætter snøren ud omtrent på samme tid som morgensolen breder sine stråler ud over vandet. Herfra handler det bare om at forberede alt det praktiske, som skal være på plads før vi kaster anker i Acadamy Bay på Santa Cruz, den store ø i midten af øgruppen. Der går imidlertid ikke længe, før det rykker kraftigt i snøren. Med møje og besvær får vi hevet en stor Mahi Mahi ind. Pludselig får vi travlt med at rense og filetere fisken. Nu har vi til lækker mad de næste par dage. Vi skal nu opleve Galapagos de næste par uger. Det bliver fantastisk.