I indianernes land

Havde vi gjort os klart hjemmefra, hvilke fantastiske naturoplevelser og kulturelle oplevelser Columbia og Panama har at byde på, så havde vi prioriteret at komme her tidligere. Det til trods, nåede vi heldigvis at få store og uforglemmelige oplevelser med os videre.

I hård kuling ankom vi til Santa Marta i Columbia kl. 21 søndag aften for snart 4 uger siden. Trætte efter 5 1/2 døgns sejlads fra British Virgin Islands tværs over Det Caribiske Hav. Da vi nærmede os land kaldte jeg Port Control. Vi var nu i Columbia, og jeg havde forberedt os på, at columbiansk politi nok ikke var de blideste. Jeg havde hørt om sejlere, hvor Port Control var sejlet dem i møde, kommet ombord på båden og stillet dem en lang række spørgsmål. Vores oplevelse blev heldigvis en hel anden. Over VHF-radioen ville de blot have bådens navn, vores hensigter og vide, hvor mange vi var ombord. Til det sidste svarede jeg tre, for Karsten og jeg har stadig fornøjelsen af at have Nikolaj med ombord. Derefter fik vi lov til at sejle ind til marinaen. Den skulle dog blive kl. 14 næste dag, før vi måtte forlade båden og få fast land under fødderne. Først da, var alle formaliteter med immigration og havnemyndigheder klaret. 

Santa Marta er ikke bare en tilfældig kystby i Columbia – det er landets ældste by, grundlagt helt tilbage i 1525 af den spanske opdagelsesrejsende Rodrigo de Bastidas. Byen var engang et centralt omdrejningspunkt for kolonimagten, og det var her, frihedshelten Simón Bolívar tilbragte sine sidste dage.

I dag emmer Santa Marta af farver, rytmer og dufte. Den gamle bydel er fyldt med hyggelige caféer, street art og afslappet stemning, og strandpromenaden summer af liv, især når solen går ned over havet. Her går vi en tur, på vores første aften. Der er et væld af små madboder, levende musik i gaderne, barer, restauranter og glade mennesker. Jeg forestiller mig latinamerikansk, når det er bedst. Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente os af Santa Marta, men dette var et skønt første møde. Vi går tidligt i seng, for næste dag skal vi afsted på et fire dages vandreeventyr ind i Columbias regnskov, ind til Ciudad Perdida (Den Glemte By).

Efter næsten tre timers kørsel ankommer vi til kanten af Sierra Nevada. Herfra starter vores vandring op og ind i regnskoven. Vi har rygsækkene pakket med hvad vi har brug for til fire dage i junglen. Vi har vores egen guide, Tato, der vil følge os hele vejen og dele sin viden med os. Tato er vokset op i området. Han er vokset op i en familie, der dyrkede coca-planter, hvis blade de solgte til narkoproducenterne. I dag driver hans familie almindeligt landbrug og Tato lever af den turisme, der er blomstret op siden det lykkedes regering og landmændene, i en aftale fra 2006, at omstille cocaproduktionen til legalt landbrug og sikre rammer for turisme. Det virker til, at den aftale holder her i området. 

Den første del af ruten går vi igennem området for de tidligere cocaplantager. Nu går der køer, der græsser. Der vokser stadig cocaplanter på vores vej. Indianerne tygger bladene, og vi får senere på dagen serveret te på cocablade. Men der er ingen kommerciel produktion af cocaplanten.

Den første dag går vi ca. 8 kilometer. Det tager os næsten 4 timer. Vi forlader landmændenes land og bevæger os ind i regnskoven. Her bor indianerne. Vi møder dem på vores vej, og vi passerer deres hytter. 

Der er to indianerstammer i området, hvor vi vandrer. Kogi-indianerne og Wawi-indianerne. Kogi-folket ser sig selv som vogtere af jordens balance. De har et dybt spirituelt forhold til naturen og mener, at deres ansvar er at holde verden i harmoni gennem ritualer og meditation. De bor i små landsbyer i runde hytter lavet af ler og palmeblade. Begge stammer går i hvide klæder, men man kan skelne Wawi-kvinderne på, at de har et rødt tørklæde over skuldrene.

Hen på eftermiddagen er vi fremme ved den lejr, hvor vi skal overnatte. Her er køjesenge med gode madrasser og insektnet, og vi får serveret et godt måltid mad. Der er andre grupper, der er på samme tur som os, og vi følges de efterfølgende dage. Ankommet til lejren hopper vi i Buritacaflodens friske kølige vand. Lige hvad musklerne har brug for. 

Der er bælgravende mørkt. Kl. er 19.30, og vi er allerede krøbet under de tæpper, vi har fået udleveret. Vi ligger i køjesengene godt beskyttet af myggenet. Der er et vildt insektliv. De sværmer og kryber alle vegne. Tato har rådet os til altid at huske at ryste tøj, før vi tager det på, for man ved aldrig, hvad der være krøbet ind i det. Tidligere på eftermiddagen viste han os en skorpion, han lige havde taget livet af, og forklarede, at det ikke var en af de giftige. Vi falder i søvn til flodens brusen, cikadernes sang og frøernes kvækken. 

Kl. 6 er der lyst nok til, at vi kan begive os afsted. Vækkeuret er derfor sat til kl. 04.45. En morgen der gryr i junglen, er magisk. Lyset er helt specielt, fuglene ser vi kun flygtigt, men imens vi vandrer langs stien, lyder der en kakofoni af forskellige fuglekald og fuglefløjt. Og så kan man høre vingeslag fra den hvidskæggede manakin hanfugl, der opfører en dans for hunfuglen i håb om, at hun bliver tilstrækkelig imponeret og vælger ham som sin mage. Der er den smukkeste fuglesang fra den håret oropendola og man kan høre papegøjernes skræppen.

Vi vandrer i to dage ind i Columbias regnskov, før vi når til foden af den glemte by. Det går op og ned. Mest op, og kun af en smal sti. Der er ingen veje. Kun denne ene sti. På andendagen vandrer vi 16 kilometer. Det tager os otte timer. Der er stop undervejs. Her får vi serveret frisk frugt som vandmelon, ananas og appelsiner og små boder tilbyder drikkevarer og små souvenirs. Ikke kinesisk tingel tangel souvenirs, men lokale produktioner af indianerne. En længere frokostpause og en tur i floden gør godt. Fødderne får velfortjent lidt luft. Stien er på lange stræk meget mudret. Eneste anden muligt transportmiddel her er muldyret. Vi møder mange på vores vej. Muldyrene, der transporterer mad og andet til de camps, hvor vi overnatter, og indianerne, der kommer ridende på deres muldyr. Børn på vej til og fra skole og familier med deres grise i snor krydser også vores vej. Vi hilser, og de hilser tilbage. Venligt, men afmålt. Kogi og Wawi indianerne er ikke store. Ja, for en stund får jeg lov at mærke, hvordan det er at være den høje blandt andre.

På andendagen når vi frem til campen for foden af Ciudad Perdida. Der er en særlig stemning. Alle har vandret de samme kilometer. Alle har kæmpet med de samme stigninger, og alle har nydt den samme storslåede natur. Vi er vel ca. 40 trætte og forventningsfulde vandrere. Tyskere, britere, hollændere, franskmænd og to asiater. Ja, det er først og fremmest en vesterlandsk disciplin at bruge sin sparsomme ferie på at udmatte sig selv. Karsten og jeg går i seng allerede ved syv-tiden. Vi er trætte. Inden kl. 22 er hele lejren gået til ro.

Med Tato har vi aftalt, at vi står op kl. 04.45, og er klar til at gå kl. 05.45, før alle de andre i lejren, så vi kan være de første til at nå Ciudad Perdida. Vi går et lille stykke langs floden, krydser den, på endnu en noget tvivlsom bro, inden vi kommer til de 1200 trappetrin, der fører op til Ciudad Perdida. Ikke regulære trin, men trin lagt af sten i årene omkring år 800. Hold op, det er hårdt. Jeg er fuldstændig færdig, da vi når toppen. Men følelsen af udmattelse fordufter hurtigt. Synet af disse imponerende anlagte runde terrasser midt inde i regnskovens bjerge er – ja, bjergtagende. Tato beder os om at tage nogle cocablade i højre hånd, stille os i en rundkreds, lukke øjnene og tænke på vores fortrydelser, ærgrelser og negative tanker, som vi gerne vil give slip på. Føre cocabladene over i venstre hånd og lægge dem i midten af cirklen. Nu har vi afleveret vores negative energi som Kogi indianernes guder vil omdanne til positiv energi. Tænk, at det skulle være så nemt.

Ciudad Perdida blev skabt af Tairona-folket omkring år 800, længe før inkaerne rejste deres imperium. Frem til slutningen af 1500-talłet boede Tairona-folket her, men Ciudad Perdida blev forladt, da de spanske erobrere rykkede ind i området. Selvom spanierne aldrig fandt selve byen, førte sygdomme, krig og missionering til, at Tairona-folket trak sig op i bjergene og forlod deres byer. Først i 1972 blev Ciudad Perdida opdaget.

Der er mange glemte byer som Ciudad Perdida. 600, siges det. Man har afdækket fem af dem. 

Vi går rundt i det der engang var en levende by med 2-3.000 indbyggere. Idag er det et helligt sted for indianerne. Her er så fredfyldt og smukt. Der er ikke meget tilbage af byen fra dengang. Kun de cirkelrunde plateauer i forskellige niveauer. Der er fundet mange smukke guldskatte her. De fineste figurer støbt i forme af bivoks. Æstetikken og rigdommen har været stor og man får indtryk af et mere innovativt og udviklende samfund end dem vi har passeret på vores vej her i 2025.

Det er storslået at stå der på de fine plateauer med udsigt ud over Columbias bjerge, alle dækket af tæt frodig regnskov. Når man står her, forstår man, hvordan den ufremkommelige geografi for den kendte verden fortsat gemmer på ukendte dyrearter og samfund og illegale produktioner.

Det er tid til at tage de 1200 trin ned til flodens bred og gå tilbage til Carabaña Paraiso-lejren, hvor der venter os noget frokost. I køkkenet står Clared. Hun er imponerende. Hun står for maden på hele turen. Imens vi pruster og stønner vores vej gennem regnskoven, så tager hun turen i småløb, for hun skal hver gang nå hen til den næste lejr og have maden klar til os, når vi ankommer. Hun driver sit køkken med et smil og er altid klar med en ekstra kop kaffe til Karsten, glutenfri ret til mig og en ekstra portion mad til Nikolaj. Hun sørger for mad til alle de grupper, der vandrer samme rute som os. 

Efter frokost er det tid til at tage rygsækkene på ryggen og påbegynde turen tilbage ud af regnskoven. Luftfugtigheden er 90%, så vi har efterhånden vænnet os til konstant at være gennemsvedt. Solcreme og myggespray er en del af den faste påklædning, men regnskoven giver heldigvis masser af skygge, og det er heldigvis kun hen ved aftenstid, at vi for alvor mærker myggene sværme, men der er både malaria og denguefeber i området, så vi skal ikke risikere noget.

Efter otte kilometer og tre timer (nu går det mere ned end op) er vi fremme ved lejren, hvor vi skal have vores sidste overnatning. Vi hopper i floden, får vasket al sved og skidt af og musklerne kan slappe af. Om aftenen holder en kogi-familie sig til. Faderen går rundt med deres lille barn på armen. Moderen går forsigtigt rundt. Hun vil gerne sælge nogle armbånd, hun har flettet. Jeg køber et. Jeg spørger om jeg må tage et billede af hende. Hendes mand er meget begejstret for billedet. To unge drenge sætter sig hos os. Den ene hedder Ronaldo. Tato fortæller, at Ronaldo er blevet sendt langt væk hjemmefra, for han har ikke opført sig ordentligt. Nu må han klare sig selv i et stykke tid. Han er 14 år.

Den sidste nat bliver ikke sjov for mig. Ikke fordi der natten igennem er den vildeste og øredøvende koncert af frøer, men fordi jeg har fået noget at spise, som min mave absolut ikke har det godt med. Næste morgen er jeg helt afkræftet. Fast føde kan jeg ikke holde i mig. Jeg prøver alt lige fra Tatos guavate (han finder lige et træ, hvor han tager nogle blade, et stykke bark og en umoden guavafrugt), der er indianernes kur, til nutidens elektrolytdrik. Grupperne begynder at vandre afsted. Vi sender Nikolaj med en anden gruppe. Karsten bliver hos mig og den grupetto, som jeg bliver en del af. Der er nemlig ikke anden mulighed end at vandre. Det skulle dog lige være på ryggen af et muldyr, men det har jeg svært ved at forstille mig skulle være mere behageligt. Karsten og Tato er tålmodige med mit noget nedsatte tempo, og når det går opad, bliver Karsten mit muldyr og redning. Han tager min rygsæk imens jeg kæmper mig op ad de ekstremt mudrede stier. Vi følges med to kvinder, for hvem hele turen vist har været en større udfordring, end de havde forberedt sig på. Efter 9 kilometer bliver stierne lidt bredere og mindre mudrede. Tato har sørget for, at der venter et par motorcykler, der kan tage os resten af vejen tilbage, hvor vi startede for fire dage siden. En halv time bag på en motorcykel og vi er tilbage, hvor hele turen startede. Clared har lavet lækker columbiansk fiskeret som afslutning på turen, men til mig skynder hun sig at lave en god kartoffelsuppe, som jeg lige akkurat kan holde i mig. Det er tid til at sige farvel til Tato, Clared og de andre vi har fulgtes med. Det har været en helt fantastisk oplevelse, vi sent vil glemme. Jeg falder i søvn i bilen tilbage til marinaen i Santa Marta.

De næste dage nyder vi Santa Marta. Karsten og Nikolaj tager afsted på en dykkertur, og Nikolaj og jeg tager til katolsk messe søndag formiddag, for at få lidt indtryk af kirkens rolle i Columbia. En aften nyder vi en god middag i selskab med Saska og Tobias fra München, som vi mødte på turen til Ciudad Peridad.

I flere dage har vi nøje studeret vejrudsigten. Der er meget vind i det Caribiske hav, og der er ikke optimale tidspunkter for to døgns sejlads til Panamas San Blas. Der bliver også varslet risiko for thunderstorms. Dem vil vi rigtig gerne undgå. Vi nyder Santa Marta imens vi tæller på knapper. 

Vi taler om at sejle onsdag morgen, men vi er stadig i tvivl. Karsten og jeg studerer hver især prognoserne. Jeg ser endnu længere frem, og det ser ikke ud til, at vinden lægger sig. Af alle dagene, så langt prognoserne rækker, ser onsdag og torsdag trods alt mindst slemme ud, så jeg tænker, at vi bør holde fast i afgang onsdag. Karsten, derimod, tænker at hvis vi er i tvivl, så er vi ikke i tvivl. Vi bør ikke sejle. Vi vender det med hinanden, og bliver enige om, at med meget reduceret sejl og med en kurs nord om området med høj cape (meget energi i luften og dermed risiko for dårligt vejr) så kan vi godt tage afsted onsdag. En uge mere i Santa Marta er ikke tillokkende. Vi ligger i marina, og der er ulidelig varmt. Vi trænger til at komme ud og ligge for anker og mærke vindens brise. 

Kl. 9 onsdag morgen stævner vi ud. Papirarbejdet er klaret og stemplerne i passene er sikret. Vi har godt 300 sømil foran os. Vejrprognoserne siger en middelvind på 10 m/s med vindstød op til 16 m/s og 2-3 meter høje bølger. Vinden er i nordøst, så vi vil heldigvis have vind og bølger ind bagfra. 

I løbet af den første time krydser tre flokke med hver 5-6 delfiner vores vej – eller det vi tror er delfiner. De er store. Der er intet legesygt over dem. Deres bevægelse i vandet ser helt voksent og alvorstungt ud. De finder ingen interesse i det kølvand vi skaber. Vores bedste bud er, at det nok nærmere var grindehvaler vi så.

Første udfordring er, at vi ikke bør sejle for tæt på Magdalenaflodens udmunding. Fra flere sider er vi blevet advaret. Flodens udadgående strøm og havets modgående bølger kan skabe meget ubehageligt vand at styre i for en sejlbåd.

Jeg er lidt anspændt. Vi kommer til at passere flodmundingen syv sømil ud. Jeg er spændt på hvordan strømmen fra floden og havets bølger fra NØ vil få vandet til at opføre sig. Jeg spejder ud over vandet. Det caribiske hav langs Columbias kyst er grønt, men som vi nærmer os flodens udløb bliver vandet mere og mere brunt. Vi kan ikke se kysten, det er alt for diset, så det er kun på kortplotteren, at vi kan se, at vi nærmer os. Bølgerne ændrer sig ikke. Ingen store skift i strømmene. Skuldrene sænker sig og vandet bliver igen grønt, kun brudt af hvide skumtoppe. 

Det første døgn er hård sejlads. Middelvinden er 12-13 m/s. Vindstødene runder 18 m/s og bølgerne er tre meter høje. Det er ikke sejlads, hvor vi kan læne os tilbage og slappe af. Bølgerne får Penguin til at rulle meget. Det gør det svært at sove og måltiderne er lige hvad der kan findes i køleskabet. Med meget vind og høje bølger bliver luften meget saltet, og alt på båden bliver fedtet af salt. Håret, tøjet, hynderne i cockpittet, alle overflader på dæk. Heldigvis har vi vinden i ryggen og vi har, med en meget lille snip af storsejlet og fuld fok, sat den helt rigtige sejlsætning. Ikke for meget sejl, så båden bliver svær at styre, men heller ikke for lidt sejl, så bølgerne tager magten. Vi har god fart i båden. 7-9 knob, og når vi rider ned på de store bølger, så runder vi 12 knobs fart. Autopiloten knokler for at holde kursen, altså når ikke Nikolaj hygger sig med at tage rattet. Det kræver mange kræfter at tæmme Penguin i vindens og bølgernes rasen. 

Jeg har nattevagten fra kl. 10 til 01. Karsten ligger og sover i cockpittet med tæppe over sig. Det er lidt køligt. Jeg står midt i cockpittet. Her kan jeg holde fast med begge hænder, holde balancen og har et godt overblik. Slam. Noget rammer mig lige i nakken. En femten centimeter lang flyvefisk ligger nu på gulvet i cockpittet og spræller. Den nat sender de høje bølger mange flyvefisk ind over Penguin. Kort efter rammer en bølge skævt og knækker ind over cockpittet. En kaskade af vand vælter ind over mig og Karsten. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange liter vand, der vælter ned over sovende Karsten, men tæppet, han ligger med er gennemblødt, og Karsten selv er blevet våd fra inderst til yderst. Klogeligt har Nikolaj taget regntøjet på, da han afløser mig på vagten. Det bliver ikke sidste gang, at en bølge sender vand ind over cockpittet. 

Det er ikke meget søvn nogen af os får den nat. Hvis vi ikke kan få sovet, forsøger vi på den ene eller anden måde på skift at få en eller anden form for hvile. 

På min morgenvagt, hvor solen er ved at stå op, opdager jeg til min forfærdelse, at vi har mistet vores Dannebrog. Flaget er væk. Flagstangen er væk. Det Dannebrog, der troligt har siddet bag på Penguin siden vi forlod Vedbæk flyder nu et eller andet sted på det Caribiske Hav. Måske synker det til bunds. Måske en lille pige finder det skyllet ind på stranden et sted i Panama. Nattens vind var mere end hvad det kunne holde til. Nu er der underligt tomt, der på bagbords side. 

I købet af det næste døgn lægger vinden sig lige så langsomt. Vi kan slappe lidt mere af. Vi kan ligefrem nyde sejladsen. Vindens retning er ret konstant fra kurs 40-50, og vi kan holde en direkte kurs mod San Blas med en vindvinkel på sejlene på 140-145 grader. Helt perfekt. Efterhånden som vi nærmer os Panama lægger bølgerne sig også. Anden nattevagt bliver rolig og dejlig begivenhedsløs, og besætningen får noget velfortjent søvn.

Efter to døgn og tre timer kan vi kaste ankeret ved den lille San Blas ø El Porvenir. Her kan vi tjekke ind ved de panamanske myndigheder og betale for den nødvendige cruising-tilladelse, der giver os lov til at sejle rundt i San Blas eller Guna Yala, som de indianske indbyggere selv kalder det. Det går dejlig nemt. Vi føler os velkomne. El Porvenir er en lille ø med myndighedernes kontor, et lille hotel og en landingsbane, der strækker sig fra den ene ende af øen til den anden ende. Efter 10 minutter på øen, har vi set alt, hvad der er at se.

De første Guna indianer sejler hen til os. De vil sælge os deres flag. Vi køber et håndsyet flag og sætter det under Panamas flag i vores gæsteflagline. Guna Yala har to flag, begge revolutionsflag tilbage fra 1925. Det ene med hænder, der holder en bue og en pil, symboliserende, at det var med dem, at de vandt over Panamas regering. Det andet med et svastika, der for Guna-folket repræsenterer de fire verdenshjørner og balancen i universet. De vejrer begge på El Porvenir. Et flag med svastika, synes vi måske lige er meget at rejse på Penguin. Vi nøjes med de revolutionerende krydsede arme.

Omkring 30.000 Guna-indianere, fordelt på cirka 49 landsbyer lever på de små øer ud for Panamas caribiske kyst. Kvinderne spiller en central rolle i både økonomien og det sociale liv. De ejer ofte hus og jord, og når et par gifter sig, er det manden, der flytter ind hos kvindens familie. Særligt vigtigt er kvindernes rolle i fremstillingen af de farverige molaer – tekstilkunstværker, som både har stor kulturel betydning og udgør en vigtig indtægtskilde. I dag bygger økonomien i Guna Yala på fiskeri, kokosnøddesalg, håndværk og i stigende grad turisme. Historisk har Guna-folket været kendt for deres modstand mod assimilering. Til den dag i dag er det for en Guna-indianer ikke tilladt at gifte sig med en ikke-Guna. 

I 12 dage nyder vi Guna Yala. Små palmeøer med de fineste hvide sandstrande. Omkring øerne er der koralrev. For at finde det rette sted at ankre skal man manøvrere mellem øerne og revene. Det kræver en i stævnen til at holde øje med, om der nu er dybt nok til, at vi kan sejle igennem. Der er utrolig smukt og fredeligt. Vandet er klart, og det er bare en kort dinghytur ud til de rev, der omgiver os, når vi gerne vil snorkle. Gunaerne kommer forbi for at sælge os frugt, grønt, fisk, langoustini, molaer og armbånd. Glæden er stor på Penguin, når muligheden for friske varer byder sig. Tomater, auberginer, squash, frisk spinat, passionsfrugter, ananas og melon kan gøre underværker, og vi planlægger nøje vores måltider, så det rækker så lang tid som muligt. Vi ved ikke hvornår muligheden kommer igen. Langoustini står den på de fleste dage, når det altså ikke lige er friske tun, vi har kunne købe.

Men der er også en bagside. En bagside af de smukke bountyøer. Det er den side af øerne, der vender ud mod Det Caribiske Hav. På den side, af mange af øerne, driver der store mængder plastikaffald ind ude fra havet. Der ligger bunker af plastikflasker, sko og andet skidt og ragelse. Det er sørgeligt at se på.

Vi sejler rundt mellem øerne. San Blas’ yderste rev giver bølgelæ, så vi sejler på næsten fladt vand med god vind i sejlene mellem øerne. En time eller to sejlads, og vi er fremme ved en ny smuk plet, hvor vi kaster ankeret og nyder stedet et par dage eller tre til vi har lyst til at sejle videre.

Hver dag et nyt koralrev at snorkle i. Hver dag et nyt sceneri. De levende koraller, der svajer i strømmen. De papirstynde lilla vifter, korallerne med deres lange tynde brune fingre og dem der ligner hvide fjerboaer. Alle sammen ind imellem de faste koraller, der har form som piber og vaser og koralklipperne med kraftige grønne, røde og gule farver. Imellem dem svømmer en imponerende mangfoldighed af fisk i alle regnbuens farver. Dem i stimer og dem, der svømmer i ensom majestæt. Vi møder også den smukke plettede rokke, der graciøst svømmer forbi os. Revhajen, der lige får det til at gibbe i os, da den pludselig ligger under os, indtil vi lige minder os selv om, at nok er det en haj, men en rimelig ufarlig haj. Og den sjove kuffertfisk der med sine små finner får bevæget sit lidt kantede korpus gennem vandet. Tidsfornemmelsen bliver ophævet. Vi svømmer bare rundt og lader os betage af naturens fantastiske skabninger, og pludselig er der gået en time. Det er tid til at komme op, inden vi bliver helt opløst.

Og sådan går vores dage. Med afslapning, snorkling, svømning, en gåtur på den nærmeste palmeø, handle med Guna-indianerne, der sejler forbi, lave noget god mad, Nikolaj og Karsten bager brød og så selvfølgelig lidt dagligdags bådarbejde, men det er heldigvis ikke meget. Nikolaj får trænet sin fridykning, og kan klare imponerende 24 meter. Vi hilser lidt på nogle af de andre sejlere, men det er egentlig ikke meget vi får talt med andre.

Af San Blas’ mere end 360 øer er kun 55 beboet, og de fleste af dem ligger tæt på fastlandet. Vi beslutter os for at sejle til Isla Maquina også kaldet Mormake Tupu. Her bor nogle af Guna indianerne. Vi ankommer ved middagstid. Det er samtidig med, at mange af mændene kommer tilbage fra fastlandet i deres kanoer, der er udhulede træstammer, med dagens høst, byggematerialer eller andet, som samfundet på Mormake Tupu skal bruge. Vi bliver taget imod af Alfonso. Han taler, som en af de få, engelsk. Han vil rigtig gerne vise os rundt på Mormake Tupu, men først bliver vi inviteret til at sidde ned. Han er nysgerrige efter, hvem vi er, og vi spørger til ham og livet på Momake Tupu.

Vi går en tur rundt på øen, der er lidt mere end en hektar stor. Husene ligger tæt og gaderne er smalle. Hele øen er tætpakket med huse, der har vægge af bambus og tage af palmeblade. Skolen og et par andre huse er murede huse. I skolegården spiller en gruppe drenge basketball. Alfonso tager os med ind i Congreso’en. Det er øens størst og vigtigste bygning. Her samles alle øens beboere næsten hver aften. I midten hænger tre hængekøjer. Kun øens tre sahilaer må sidde her. De leder øen og dens samfund, afgør tvister og bestemmer, hvilke opgaver, der skal løses. Sahilaerne fungerer både som politiske og spirituelle guider. I Congreso’en diskuteres og træffes beslutninger om alt fra konflikter og straffe til ægteskaber og forretningsaftaler. Congreso’en spiller en vigtig rolle i beskyttelse og bevarelse af traditioner og kultur, og den sikrer, at Guna-love og skikke overholdes og videreføres. Rundt om hængekøjerne står bænke, hvor øens beboere sidder og lytter til sahilaerne, der ofte synger eller reciterer deres beslutninger og visdom. Congreso’en betragtes som hellig, og vi får ikke lov til at tage billeder af bygningen.

Det var Alfonsos bror, Venancio, der nogle dage tidligere solgte os nogle af sine molaer. Da sejlede han forbi Penguin, da vi lå ved Holandes Cays. Vi brugte vel mere end en time, hvor han fremviste alle sine fine molaer, og vi udvalgte til sidst dem vi gerne ville købe af ham. Det er ellers først og fremmest kvinderne, der syr Guna indianernes berømte molaer. Det er håndlavet tekstil, som traditionelt udgør den forreste og bagerste del af kvindernes bluser. Molaerne skabes gennem en teknik, hvor flere lag stof skæres og sys sammen i mønstre og motiver. Før kontakten med europæerne malede Guna-kvinder deres kroppe med naturlige farvestoffer og geometriske mønstre, ofte med spirituel eller kosmologisk betydning. Da europæisk tøj blev introduceret i kolonitiden, begyndte kvinderne at overføre disse mønstre fra kropsmaling til stof – og sådan opstod molaen.

Vi går i de smalle gader. Vi er de eneste fremmede på øen. Mange øjne følger os, og nogle af børnene, på deres bare fødder, følger os rundt. De vil rigtig gerne i kontakt. Med vores få spanske gloser forsøger vi en dialog. I gaderne kommer vi forbi kvinder, der har hængt deres molaer og perlesmykker op, så vi kan se dem. Vi fornemmer at rygtet om, at der er potentielle kunder på besøg, er løbet i forvejen. Det er unikt håndværk, og vi får da også nogle molaer med os videre. Snart har vi været øen rundt et par gange, og vi tænker, at det er tid til at takke Alfonso og finde tilbage til Penguin. Det har været en hel unik oplevelse at komme lidt ind på livet af Guna indianerne.

Vi sejler videre til Limon Cays, hvor vi sejler ind mellem øer og koralrev for igen at kaste anker. Her nyder vi de sidste to dage inden vi sætter kursen mod Panamakanalen.

Vi skal vestover langs Panamas kyst for at når til Colon og Shelter Bay Marina, der er byen ved Panamakanalens indsejling fra øst. Der er meget lidt vind langs kysten, så vi beslutter os for at bide den 75 sømil lange tur over i kortere ture. Ca. 30 sømil fra Limon Cays er der en lille marina, Turtle Cays Marina, som vi beslutter os for at gøre til vores første stop. Vi sikrer os, at de har plads til os, og at det er dybt nok til vores køl, der stikker 2,2 meter. Det er blevet op ad formiddagen. Karsten og Nikolaj har lige været på den sidste snorkeltur. Vi vil kunne være fremme ved 17-tiden. Vi er blevet anbefalet af havnemesteren, at vi ikke kommer senere, da den lille kanal ind til marinaen kræver god dagslys. Vi sætter genakkeren, men den sikrer os kun en fart omkring de tre knob. Det vil nå at blive mørkt inden vi er fremme med den fart. Efter en lille time må vi, til stor ærgrelse for besætningen, tænde for motoren så vi kan holde en gennemsnitsfart på fem knob.  Noget der altid kan kompensere for den kedelige motorsejlads, er en god fangst. I dag kommer der en spansk makrel på krogen. Ikke stor, men fin som et måltid til os tre. Nikolaj, der er blevet udnævnt til Penguins fiskeriminister, går straks i gang med fileteringen.

Den sidste time tager vinden lidt til, 4-5 m/s, og med vinden ind for slør kan vi sejle 5-6 knob. Indsejlingen til Marinaen er gennem en kort kanal. Vi har fået at vide, at den er 3 meter dyb. Midt i kanalen står Penguin pludselig stille. Vi sidder fast i den mudrede bund. Det er umuligt for os at komme videre. Med motor i høje omdrejninger og bovpropellen i aktion lykkes det Karsten, at få vristet Penguin fri af bunden nu med kurs ud mod åbent hav igen. En plan B skal hurtigt udtænkes. Vi undersøger ankringsmuligheder længere ned langs kysten. Om halvanden time går solen ned. Vi skal meget gerne nå at kaste anker inden. Vi sætter god fart på motoren. Syv sømil længere langs kysten kan vi, i læ af øen Isla Grande, ankre. Solen er gået ned bag øen, da vi ankommer, men himlen er stadig lys. Der ligger et par udtjente katamaraner, og to mænd sidder i deres lille fiskebåd og håber på lidt fangst i skumringen, da vi kaster ankeret. Bountyøer er blevet skiftet ud med høje klippeøer, der er grønne og frodige og med et fugleliv, der giver genlyd helt ud til Penguin. Aftenens måltid står på ris med ceviche af spansk makrel.

Næste morgen sejler vi 11 sømil videre til Portobelo. En by, der ligger i bunden af en smuk bugt, hvor fire floder har deres udmunding. Små to timers skøn sejlads med genakker i 4-5 m/s vind. Afslappende og tilbagelænet. Og når jeg sidder i bagbords side og nyder Penguin glide gennem vandet, kan jeg lige række p over mit hoved og plukke en af de skønne små bananer fra bananklasen, vi har hængende, og som har forsynet os i mere end en uge.

Vi sejler forbi to boliger, der flyder på vandet. I den ene bor CEO for Ocean Builders, Grant Romundt. Ambitionen for Ocean Builders Seapods er at skabe bæredygtige, flydende hjem på havet. 

I den anden har den tyske rumfartsingeniør Rüdiger Koch i januar i år slået rekorden for længst ophold i bolig under vand. I en nedsænket kapsel 11 meter under havoverfladen har han tilbragt 120 dage. Hans ophold havde til formål at demonstrere potentialet for menneskelig bosættelse under havet og at fremme bæredygtige, havbaserede boligløsninger.    

Det kunne have været sjovt at besøge dem, men vi var i tvivl om de havde Gevalia-kaffe på kanden, så vi nøjedes med at sende nysgerrige blikke fra Penguin.

Portobelo var engang en af de vigtigste havne i den spanske kolonimagt. Grundlagt i 1597 af spanierne, blev byen hurtigt centrum for eksporten af sydamerikansk guld og sølv, der blev sejlet fra Peru til Panama City, fragtet med muldyr over land og videre til Portobelo – hvorfra det gik videre til Europa. Portobelo var også et knudepunkt i den transatlantiske slavehandel. Tusindvis af afrikanske slaver blev bragt hertil. Mange af de tilfangetagne kom fra Congo-regionen i Centralafrika. Frem til i dag er lever Congo-kulturen derfor som en stærk kulturarv i regionen.

Byen blev gentagne gange angrebet af pirater, heriblandt den berømte engelske pirat Sir Francis Drake, som døde ud for Portobelos kyst i 1596 og efter sigende blev begravet til havs i en blykiste. I et forsøg på at beskytte den værdifulde by opførte spanierne flere fæstninger omkring bugten. 

Vi tager dinghyen ind og går lidt rundt. Det er en lille og stille by, der har sin storhedstid bag sig. Der er ikke mange mennesker i byen, men skolebørnene i deres skoleuniformer, der lige er kommet tilbage med skolebussen, fylder i gadebilledet. Husene vi går forbi signalerer ikke den store tillid til medmenneskene. Vinduer, døre og verandaer er gemt bag store gitre. Vi får købt lidt brød, frugt og grønt og finder tilbage til Penguin.

Den næste morgen, før solen står op, bliver vi vækket af brølabernes kraftige og umiskendelige brøl. Et eller andet sted i trætoppene inde på land sidder de og brøler, så det kan høres ud over bugten. Det er et pudsigt lydtæppe at stå op til iblandet alverdens fuglekvidder. Senere på formiddagen tager vi dinghyen ind til land, nu på den modsatte side af hvor byen ligger. Her ligger ruinerne af de gamle forter, der tydeligvis har været store og imponerende engang. Vi bevæger os lidt op i junglen. Det er lidt imponerende, at i betragtning af hvor mange dyr vi kan høre, så ser vi kun de flittige myrer i endeløse rækker slæbe blade, blomster og frø langs lange smalle stier. På båden har vi dog fået besøg af to svaler. De har brugt morgenen på at flytte ind på Penguin. Nikolaj opdager, at de har fundet ind i hulrummet i vores bom. Da de begynder at bygge redde, må vi dog sætte en stopper for indflytningen. 

Det bliver et kort visit i bugten ved Portobelo, som man sagtens kunne bruge mere tid ved, men vi skal være i Shelter Bay Marina kl. 8 den næste morgen. Her skal vi gøre os klar til at sejle gennem Panamakanalen. 

Vækkeuret er sat til kl. 03.25. kl. 03.35 hiver vi ankeret op. Det er stadig mørkt. Vi har ca. 20 sømil at tilbagelægge. Ude i horisonten kan vi se lysene fra de store tankskibe og containerskibe, der ligger for anker og venter på at kunne gå gennem Panamakanalen.

Som vi nærmer os, tager vinden til og regnskyl vælter ind over os. Vi tager de sidste 10 sømil for motor, for sikkert at kunne manøvrere mellem de mange store skibe. KL. 7.30 ligger vi foran Shelter Bay Marina. Kl. 8 skal Penguin løftes op på land. Snart skal vi igennem Panamakanalen og videre ud til Galapagos, og det kræver sine forberedelser. Det er tid til at tage arbejdstøjet på.