Under stjernehimmel og månens skær

Endelig er det tid til at sejle videre. Vi er kommet tilbage til Penguin i Pointe-á-Pitre på Guadeloupe efter et kort besøg i Danmark og Bruxelles. Vi har været i Pointe-à-Pitre længere end vi havde forstillet os. Det har været godt, fordi vi har fået styr på vores strømproduktion, og så havde vi skønt besøg af gode venner hjemmefra. Men med udsigt til industrihavnen, masser af skibstrafik og uklart vand, har det ikke været noget synderligt charmerende sted at ankre.

Pointe-à-Pitre er Guadeloupes hovedby. Den ligner mange andre byer i Caribien. Få rester af bygninger fra kolonitiden og slidte nyere bygninger. Butiksmiljøet og det lille marked er primært målrettet cruiseshipgæsterne. Men selv en som mig, lod mig friste af fem friske Guadeloupe-vaniljestænger til 10 euro. Gadesælgere er der også i Pointe-á-Pitre. Her er det som oftest kvinder, der sælger tøj, primært dametrusser. Deres forretning slår de ned på et gadehjørne med en omvendt spand som sæde og med hele deres udvalg af varer i en stor indkøbspose.

Det store museum i Pointe-á-Pitre er museet om slaveriets historie. Det er et smukt museum. Hvis jeg var en by, hvis indbyggere primært var efterkommere af slaver, så havde jeg nok ikke kunne lade være med at lade slaveriets grusomheder være det altdominerende i et museums formidling, men dette museum forholder sig meget nøgternt til slavetiden og spiller ikke på de store følelser. At museet er på en ø under fortsat fransk flag, kan måske have haft sin indflydelse.

Som jeg har berettet lidt om tidligere, har vi ikke just været imponerede over den solcelleløsning vi har fået installeret. Vi har måttet rette op på en del selv, med hjælp fra gode folk. Med fra Danmark havde vi en taske fyldt med ting til båden, bl.a. to nye mppt-ladere til vores solpaneler. Vi opgraderer fra en lader med en kapacitet på 60 amp til to ladere med hver 50 amp. Det skulle meget gerne forhindre en overophedning og bedre udnyttelse af solpanelernes strømproduktion. Vi får installeret laderne, der også får en blæser til at køle, når strømproduktionen er høj og resultatet viser sig straks. Aldrig har solpanelerne leveret så meget strøm. Mere end 80 amp, når solen står højest. Det gør hele forskellen på om vores batterier kan nå at blive fuldt opladet inden solnedgang.

Vi har tjekket vejrudsigten for onsdag. Den siger 4-8 m/s, svagest først på dagen og en vind fra 120 grader. Det er helt perfekt. Vi skal rundt om Guadeloupes vestlige ø, Basse Terre. Guadeloupe har form som en sommerfugl, så vi skal først sydover før vi kan gå vest og til sidst mod nord langs vestkysten. Men et er prognoser, et andet realiteter. Vinden var fra morgenstunden nærmere 9 m/s og kom fra kurs 150-170. Hvad gør det, tænker I måske. Tjo, hvor vi var stået op i forventning om at få en rolig sejlads med vinden ind for slør, blev de første fire timer en hård kamp i biddevind. Det blev straks bedre, da vi kunne gå mere mod sydvest og op langs vestkysten havde vi skøn sejlads med vinden agten for tværs. Efter 47 sømil og 7 1/2 time kan vi kaste anker ved Pigeon, en smuk og rolig bugt i blikstille vand og ingen vind.

Vandet er klart, skildpadderne svømmer rundt og vi er hurtige til at hoppe i vandet. Endelig kan vi igen nyde at bade i indbydende vand.

Om aftenen sætter vi os op på dækket. Med os har vi et par gode stykker belgisk chokolade og et lille glas rom. Stjernehimlen er klar, og vi håber at se syv planeter på række. Det skulle være netop nu, men vi lykkes kun med at identificere Jupiter og Mars. Det gjorde dog ikke nattehimlen mindre smuk. Bare at ligge der på dækket og kigge op i uendeligheden og lade tankerne svæve. Vi bliver en dag mere. Vi nyder stilheden og den smukke bugt. Bådopgaver klares om formiddagen så vi med god samvittighed kan slappe af resten af dagen.

Næste morgen ved solopgang er vi klar til at hive ankeret op. Kursen sættes mod Antigua. Vi har en dags sejlads foran os. Sejlende op langs Guadeloupes vestkyst ærgrer vi os over, at vi ikke har prioriteret mere tid her. Her er smukt, charmerende og mange skønne rolige bugte med sandstrande.

Når man sejler langs de Caribiske Antillers kyster, så nyder man synet af grøn frodighed med en farvelade af huse. Der er gule huse, hvide huse, blå huse, grønne huse, orange huse, lyserøde huse og grå huse, der i enhver tænkelig farvekombination har grønne tage, røde tage, hvide tage, blå tage, gule tage og grå tage. I Caribien er man glad for farver, og farver gør glad.

Så snart vi er fri af Guadeloupes kyst kommer vinden. Vi skal sejle næsten stik nord og vinden kommer fra vestsydvest. Vejrudsigten har meldt vind mellem 6 og 10 m/s. Hvilket holder stik. Vi sætter sejl, så det også bliver behageligt at håndtere de 10 m/s, dvs. et reduceret storsejl og en fuld udrullet fok. Efter 8 1/2 times god sejlads sejler vi ind i Fulmouth Bay på Antigua i læ for de halvanden meter høje bølger og den kraftige vind. Fulmouth Bay er en stor bugt, og den er fyldt med både. Vi har svært ved at finde en ledig plads til at kaste anker. I vores søgen går vi pludselig på grund. Penguin flytter sig ikke. Vi har ramt et lavvandsområde midt i bugten. Heldigvis er det sandbund. Karsten giver motoren fuld gas. Det lyder voldsomt, og sandet hvirvler op i vandet omkring os. Efter nogle stressende minutter har Penguin igen vand under kølen. Puha. Vi synes, at der er for trængt til at kaste anker, der kræver masser af svingplads, så vi ender med at kalde marinaen over VHF-radioen og booker en af deres ankerbøjer. Vi får en bøje lige ud for marinaen, der er fyldt med kæmpeyachts. Den ene større end den anden.

Vi er igen i “yeah man”-land. Engelsk er, udover kreolsk, det talte sprog. Modsat de fleste andre øer blandt de Caribiske Antiller, så har briterne kunne fastholde herredømmet over Antigua siden en gruppe briter gik i land på øen i 1632. Efter at have nedkæmpet de lokale caribs og holdt franskmændene og hollænderne stangen, har det været en britisk koloni siden 1667.  Kaptajn Horatio Nelson, den senere admiral Lord Nelson, rådede her. Antigua fik, sammen med Barbuda, deres selvstændighed i 1981. Uanset britisk eller fransk herredømme, så står Christopher Columbus’ navngivning tilbage i 1493, også her, uantastet.

Vi skal nyde dagens fangst. En tun. Lynstegt med risotto. Karsten sætter musik på til madlavningen. Den faste playliste. Ud af højtalerne lyder soundtracket fra Top Gun. Musik og film fra et land med idealer og værdier, der pludselig føles fra en svunden tid. Vi har netop set Trump og JD Vance ydmyge Zelensky for åbne mikrofoner. Eller måske ydmygede de to herrer i virkeligheden sig selv.

Vi nyder en dag på Antigua ved at vandre op til toppen af Sherley Hights. Her er kun ruiner tilbage af fortet fra 1780, men udsigten udover English Harbour og Fulmouth Habour, hvor Penguin ligger, er formidabel. Aftenens middag spiser vi på restaurant Lobster Pot. Det taler til os. Vi har lyst til hummer. Der er live reggaemusik. To mænd med guitar og keyboard. Vi forbliver de eneste gæster på restauranten på nær et enkelt andet par. Naborestauranterne er fyldt op. Hmm, har vi misset noget?, tænker vi. Maden er god, så vi nyder aftenen. Krabbekløer og grillet hummer. Musikerne får udtømt repertoiret af reggaeklassikere og musikken går over i reggaerytmer tilsat lidt hjemmekomponeret tekst som f.eks. en uendelig gentagelse af “the intension is good, the intension is good”. De har nu spillet i flere timer for en næsten tom restaurant. Vi har haft en dejlig aften, men har lidt ondt af musikerne uden publikum og de søde unge kvinder, der har vartet os op i løbet af aftenen.

Det var sjovt at se Antigua, men lidt for crowded for os. Vi beslutter derfor at tage videre næste morgen. Solen er lige stået op, vi har sat sejl og sat kursen mod vest. Målet er St. Kitts & Nevis. Der er helt overskyet, og der er tunge regnskyer i horisonten bag os. De indhenter os hurtigt, og det bliver en dag som denne, at man bliver mindet om, at vejrprognoser blot er prognoser. Vi var blevet stillet behagelige 7-10 m/s i udsigt fra en kurs 100-120 hele dagen. I stedet starter vi med 9-14 m/s fra en kurs 140-150 i øs regnvejr. Antigua forsvinder i de tunge skyer bag os, og sigtbarheden er højest en halv sømil. Vi reducerer både storsejl og fok. Vi flyver afsted med vinden agten for tværs, 7-9 knob. Efter to timer lægger vinden sig lidt og efter yderligere et par timer dør vinden, og vi må tænde for motoren. Det er første gang, at vi oplever en fuld gråvejrsdag her i Caribien.

Karsten har sat fiskesnøren ud med en stor rød og hvid sprutte. Og sørme om der ikke er bid. En stor flot mahi mahi. En kedelig grå sejlads bliver vendt til glæde og begejstring over den flotte fangst. Den næste halve time går med at få fisken i land, rense den og rengøre cockpittet for al blodet, der fulgte med. Der er mad til mindst tre dage. Fantastisk. Vinden tager til igen, og de sidste fire timer jibber vi os frem til Charlestown på Nevis’ vestkyst. Da vi nærmer os Nevis ser vi det, som måske også var det, der fik Columbus til at navngive øen. Under det stadig tætte, men lette, skydække er der en kridhvid sky, der omkranser bjergtoppen på Nevis.  Det siges, at det var sådan en sky, der fik Columbus til give øen navnet La Nuestra Señora de las Nieves (Our Lady of The Snows).

Vi kaster anker kl. 16.30. 10 timer tog det os at tilbagelægge 58 sømil.

St. Kitts & Nevis består af to øer på størrelse med Mors og Ærø. De fik deres selvstændighed fra britisk herredømme i 1983. Der er 46.000 indbyggere i landet heraf bor de 13.000 på Nevis. Deres BNP pr. Indbygger er ca. 22.500 USD. Selvstændighedstrang og ønsket om at løsrive sig fra den store dominans findes i alle størrelser. Således blev der afholdt en afstemning på Nevis tilbage i 1998 med ønsket om at løsrive sig fra St. Kitts. 62% stemte for, men en realisering af selvstændighedsønsket krævede 67%.

“Help”…… “help”. Jeg kigger op. En mand sidder i sin dinghy et godt stykke ude fra Penguin med én åre og kæmper en desperat kamp for at ro hen mod sin sejlbåd, men vinden er taget til og regnen siler, og manden driver længere og længere ud af bugten. Det er blevet morgen på Nevis. Jeg kalder på Karsten. Vi må hjælpe manden. Vi har endnu ikke fået motoren sat på vores dinghy, og det vil tage for lang tid, hvis vi skal nå at hjælpe manden. Karsten springer ud i vores dinghy for at ro ud til manden. Jeg står tilbage på Penguin, og er lidt ængstelig for, om Karsten nu også bliver fanget i den stærke vind og strøm. Karsten når frem til manden i dinghyen og sammen kæmper de mod vind og strøm. Det ser ikke ud til, at de kommer nogle vegne. Jeg kalder Pan Pan over VHF-radioen. Jeg varsler, at der er to mænd, der i i risiko for at drive ud til havs. Jeg kommer i kontakt med den lille lokale færge, der er på vej ud fra Charlestown. Han er klar til at hjælpe. Kort tid efter lykkes det heldigvis Karsten, med mand og dinghy på slæb, at ro hen til en større motoryacht. Jeg afblæser Pan Pan. Kort tid efter ser jeg, at Karsten og manden i dinghyen er på slæb efter en motorbåd, som motoryachtens ejer bruger til fiskeri. Han sætter først manden i dinghyen af ved sin sejlbåd for derefter at sætte Karsten af ved Penguin. Karsten er udmattet og gennemblødt. Han fortæller hvordan den stakkels mand, André, der er singlesejler, for fire dage siden på vej mod Guadeloupe fik motorstop og i stedet søgte mod Nevis, hvor han fik hjælp til at ankre. På vej ind til land i sin dinghy for at hente mekanikeren, der skulle reparere hans motor, mister han sin ene åre, og det er der, jeg hører ham råbe om hjælp. Tal lige om at have nogle møgdage som sejler. André er nu tilbage på sin sejlbåd, men han har stadig en mekaniker inde ved stranden, der venter på at blive hentet. André er tydeligvis slået lidt ud. Han kalder os over VHF-radioen. Mon vi kan hjælpe ham endnu engang. Og selvfølgelig kan vi det. Vi sætter motoren på vores dinghy, og Karsten sejler mig ind til land, så jeg kan cleare os ind, imens han sejler mekanikeren ud til André.

Jeg finder kontoret med Customs, Port Authorities og Immigration. På døren står, at man skal banke på, så jeg banker stille, men bestemt og døren bliver åbnet af en kvinde. “What do you want?”. Jeg melder mit ærinde, og bliver aller nådigst lukket ind, efter, at jeg har forsikret hende om, at min tudse i halsen ikke er smitsom, og at jeg derfor ikke behøver en maske. Jeg smiler venligt, alt det jeg har lært. Kvinden i døren er fra politiet og skal stemple vores pas. Jeg forsikrer hende om, at vi hverken har våben eller dyr ombord. Jeg får vores stempler, og hun sender mig videre til havnemyndighederne. Her sidder endnu en noget bister kvinde, der vil vide det præcise klokkeslet vi ankom til bugten og præcis hvilken bugt vi er sejlet fra på Antigua, og beder mig betale det der svarer til 300 kr. Jeg bliver sendt videre til Customs. Jeg banker venligt på døren og stikker hovedet ind. Bag endnu et skrivebord sidder endnu en bister kvinde. “Smile and wave, smile and wave” tænker jeg (jer der har set tegnefilmen Madagascar, ved, hvad jeg mener). Hun stiller mig en masse spørgsmål selvom jeg allerede har udfyldt det hele på forhånd på deres hjemmeside, og som hun sidder og kigger på på sin skærm. 100 kr., og så skal jeg for øvrigt lige tilbage til Immigration med et af de mange papirer jeg har udfyldt og underskrevet. Puha, nu går der så 3-4 dage inden jeg skal igennem samme procedurer igen for at tjekke ud af St. Kitts & Nevis. Det er første gang, at jeg har følt mig så uvelkommen.

Jeg finder Karsten, der er kommet tilbage. Vi går en kort tur rundt i Charlestown. Den er ikke stor, og der er ikke meget at se, men bygningerne tilbage fra kolonitiden side om side med de meget farverige kreolske huse har sin charme. Vi kommer forbi byens museum og statuen af deres berømte bysbarn, Alexander Hamilton. Hamilton er født på Nevis uden for ægteskab og under fattige kår, så hans liv startede ikke nemt. Men en rig købmand sendte ham til New York for at studere, og her blev han en del af kredsen omkring George Washington i tiden op til uafhængighedskrigen mod briterne.

Alexander Hamilton har sat nogle enorme fingeraftryk på det USA vi kender i dag. Han kæmpede side om side med Washington mod briterne i krigen, og blev sidenhen finansminister i Washingtons regering. Han var føderalist og var derfor stærkt optaget af at bygge institutioner, der kunne sikre, at de 13 stater forblev samlet og stærke. Det var ikke nemt. Delstaterne var naturligt mest optagede af at bevare mest mulig uafhængighed, og der var ikke mange erfaringer med at bygge en føderal stat op fra grunden, som Hamilton kunne trække på. Han lykkedes med at skabe den amerikanske centralbank, et finansielt system og en fælles valuta mellem de 13 stater samt en række andre institutioner som vi i dag betragter som selvfølgelige i en moderne stat. Han var kontroversiel i sin tid og veg ikke tilbage fra konflikter, hvis han troede på sin sag. Det kostede ham desværre også livet i en ung alder, da han som 47-årig blev skudt og døde i en duel.

Om eftermiddagen sejler vi videre til St. Kitts. Her finder vi en skøn og fredelig ankerbugt, White House Bay. Blot 7 sømil fra Nevis. Der ligger ca. 10 andre både. Vi kaster anker. Det kræver et par forsøg. Bunden er ikke kun sand men også klipper. Som altid hopper Karsten i vandet og dykker ned for at sikre sig, at ankeret har sat sig som det skal, så vi kan sove trygt om natten og forlade Penguin om dagen i vished om, at hun er der, når vi kommer tilbage. Vi sætter også en ankeralarm til på min iPad. I White House Bay nyder vi et par dage med afslapning, svømning, snorkling, vandretur på øen og selvfølgelig lidt bådopgaver.

Vi begynder at nærme os afslutningen på vores tid på de caribiske øer. Vi har planlagt to stop inden vi krydser ned mod Santa Marta i Columbia, Det er St. Martin og BVI (British Virgin Islands).Turen fra St. Kitts til St. Martin er en dags sejlads, men for at korte den lidt af, beslutter vi os for at sejle op til den nordlige del af St. Kitts, og så derfra næste morgen sætte kursen mod St. Martin.

Det er middagstid, og vi forventer blot et par timers sejlads for motor, så kan vi kaste anker igen. Men oppe nord på øen er der pålandsvind og bølger ind mod kysten. Det er ikke til at ankre der. På vores elektroniske søkort, Navionics, viser den, at det er muligt at ankre oppe på nordkysten af St. Kitts. Der vil vi være i læ for vind og bølger. Men efter to forsøg, hvor vi må konstatere, at det er klippebund, hvor ankeret blot kurer henover, må vi gå til plan C. Vi må tage en nattesejlads til St. Martin. Det er blevet sent på eftermiddagen, og fra blot sejle en kort kystnær tur skal vi nu gøre Penguin og os selv klar til en nattesejlads.

Vi havde set frem til en dagsejlads fra St. Kitts til St. Martin. En sejlads på 45 sømil hvor vi passerer St. Eustatius og Saba om bagbord og St. Barts om styrbord. I stedet blev det til en nattesejlads, hvor kun lyset fra øerne anes.

Det er længe siden vi har haft så behagelig og konstant vind uden kraftige vindstød. I syv timer har vi 6-9 m/s agten for tværs. Skøn og rolig sejlads. Nattens sejlads er begivenhedsløs. Præcis som en nattesejlads helst skal være.

Hen over nattehimlen farer laserlys, og 15 sømil fra Sint Maartens kyst kan vi høre en tung bas. Der er regatta i Sint Maarten. Kapsejlads krydret med fest og musik. Sint Maarten er hollandske del af Saint Martin. Vi sejler om til den nordvestlige del af øen. Den er fransk, og hedder Saint Martin. At ankomme og skulle kaste anker i mørke et nyt og fremmed sted er ikke noget jeg bryder mig meget om. Det er utrolig svært at orientere sig på vandet i mørke og meget svært at bedømme afstande til kyst og andre både. Marigot Bay er heldigvis meget stor, og der er god plads. Kl. 02.30 har vi kastet anker, og vi går til køjs efter en lang dag på vandet.

Saint Martin/ Sint Maarten er den mindste ø, delt mellem to lande. Frankrig og Holland. Opdelingen går helt tilbage til 1648. Øen er blot 88 km2. Saint Martin er en fransk oversøisk region og en del af EU. Sint Maarten er en selvstændig nation under Holland, men ikke en del af EU. Grænseovergangene på øen er lige så fredelige som mellem EU-landene. Et par flag der markerer, at her går grænsen.

Saint Martin er også stedet, hvor vi har glædeligt gensyn med Nikolaj fra Artemis, som vi mødte tilbage på Tenerife. Vi har inviteret Nikolaj med ombord på Penguin som gast, og sammen skal vi sejle til Fransk Polynesien. Nikolaj fylder snart 23 og er fra Langeland. Nikolaj er godt selskab. Han ved en masse om alt muligt. Han er god til at lave mad, og så har han lige så stor appetit på at opleve verden fra en sejlbåd, som vi har.

Vores plan var umiddelbart at sejle videre til BVI (British Virgin Islands) den efterfølgende dag, men vindudsigterne varsler tæt på ingen vind. Der er 90 sømil til BVI, og det vil være ulideligt at sejle for motor i de ca. 16 timer det vil tage. Vi beslutter os for at blive i St. Martin en dag mere. Det giver os tid til at opleve øens absolutte største Insta-spot, nemlig stranden, hvor flyene er lige over hovedhøjde inden de lander på landingsbanen. Det er Flyvergrillen i eksotiske omgivelser. Der står folk i hobetal i bikini og badebukser med kamera i hånden klar til at fange øjeblikket, hvor et fly er så tæt på, at det får solhattene til at løfte sig. Vi står der også, og det er fascinerende at se flyene komme ind ude over havet for at gøre klar til landing. Der er rutefly i blandt, men de fleste fly er private jets.

Dagens store opgave er proviantering. Det er sidste chance for at handle i en velassorteret fransk Carrefour. Vi skal have fyldt lagrene op. Pasta, bønner, linser, kikærter, tortillas, Alfredo sauce, oste, salamier, skinke, parmesanost, alverdens ting, der kan give god smag, frugt, grønt og meget meget mere. Vi kommer forbi en vinhandel med et fantastisk udvalg, så vi får lige toppet vinlageret op. Vi har handlet så meget, at vi ikke alle tre kan være i dinghyen med alle indkøb, da vi skal tilbage til Penguin.

Den efterfølgende dag, gør vi stille og roligt Penguin klar til afgang. Vi planlægger at sejle ved 14-tiden, så vi kan ankomme til BVI i dagslys. Der er tid til at tage en sidste tur ind til land for at cleare ud, få skiftet en gasflaske, skaffet de sidste nødvendige bådreservedele og forkæle os selv med friskbagte bagettes og nogle lækre oste og salami fra den lokale, og meget franske, specialforretning. Vi slutter af med en kreolsk frokost på Rosemary’s Creole Seafood.

Det er ikke meget vind, prognoserne har stillet os i udsigt, så for første gang siden turen fra Tenerife til Kap Verde pakker vi vores letvindsejl, code 0, ud. Bortset fra nogle timer for motor i løbet af aftenen, bliver det code 0, der bærer os hen over det Caribiske hav til BVI. Vandet er helt roligt, og vi har den langsomste og mest rolige sejlads vi nogensinde har haft. Vi sejler 2 1/2 – 4 knob, men vi skal ikke nå noget. Vi skal bare nyde sejladsen, roen og den helt fantastiske stjernehimmel der glimter over vores hoveder, imens sejlets blide blafren og lyden af Penguin, der skubber sig gennem vandet, er de eneste lyde i nattens mørke. Til bagbord, langt ude i horisonten, bliver himlen lyst op af lyset fra St. Croix og stille og roligt kommer Jomfruøerne til syne foran os. Et par gange får vi hyggeligt delfinbesøg. En delfin lægger sig så tæt op under vores stævn, at man skulle tro, at den brugte stævnen til at klø sig på ryggen. Det tager os 21 timer at komme frem til Road Town på Tortula. Vi sejler ind mellem BVI’s øer og forstår straks, hvorfor dette er et sejlerparadis. En masse mindre grønne øer med krid hvide sandstrande, turkisblåt vand og en god temperatur omkring de 28 grader.

Jeg vil spare jer for endnu en beretning om caribisk bureaukrati, men blot sige, at jeg drømte mig tilbage til de franske besiddelsers easy going bureaukrati, da jeg fik voksenskældud af en stor mand i uniform bag et skrivebord, fordi jeg havde formastet mig til at gå i land via en fueldock i stedet for at ankre ved en ankerbøje. Jeg tror, at jeg blev reddet af, at det var søndag og frokostpause, da han forgæves forsøgte at få en til at føre mig tilbage til Penguin, så vi kunne sejle ud til en ankerbøje, og jeg så kunne komme tilbage igen. Han forbarmede sig og rakte mig de otte eksemplarer af papir, som jeg både skulle underskrive på forsiden og på bagsiden.

Vi sejler rundt om hjørnet til Nanny Cay Marina, hvor vi har booket en plads. Vi skal have gjort os selv og Penguin klar til fem dages sejlads til Columbia. Det bliver til to døgn i BVI, men vi får ikke set andet end marinaen. Tiden går med at vaske tøj, komme en tur i masten og sikre, at alt er som det skal være, pakke dinghyen sammen og efterspænde skruer, sjækler og blokke. Nikolaj laver en lækker dahl til flere dage, som blot skal varmes under sejladsen og den sidste proviantering klares. Jeg får klaret et bestyrelsesmøde over Teams, og det kræver flere timer ved computeren for at sikre, at vi kan komme lovligt ind i Columbia.

Kl. 10 tirsdag formiddag er vi klar til at kaste fortøjningerne. Med god vind sætter vi code 0 og de næste timer stryger vi afsted med 6-7 knob. Vi lægger Jomfruøerne bag os, og efter 40 sømil passerer vi til bagbord St. Croix. Silhuetten af Porto Rico kan hen på aftenen svagt anes i horisonten bag os, og det bliver det sidste land vi får at se inden Columbias kyst vil dukke op flere dage senere.

Det er et farvel til de Caribiske Antiller. I næsten tre måneder har vi nydt disse skønne øer, hvor de oprindelige Arawaks og Caribs ikke er blevet givet mange fingeraftryk i historiebøgerne, men hvor til gengæld Christopher Columbus’ navngivning og franske og britiske erobringer har sat sine præg helt frem til i dag.

Vi glæder os til Columbia. Vi havde ikke hjemmefra tænkt, at vi ville gøre stop her, men vi har fra flere sejlere hørt meget godt om særligt Santa Marta. Det er en særlig fornøjelse ved vores sejlereventyr, at vi blot lægger planerne for de næste destinationer undervejs.

Men inden vi når dertil, skal vi tilbagelægge 700 sømil hen over det Caribiske Hav. De første to døgn er noget træls. Vinden er så svag, at vi sejler for motor i rigtig mange timer. Vi sætter storsejl og code 0 ved hver given lejlighed. Det er skønt, når vi kan slippe for motorstøjen, men prisen er en meget lav fart. De to første døgn får vi kun tilbagelagt 230 sømil. Til sammenligning var et gennemsnitsdøgn over Atlanterhavet på 150 sømil. Når vi nu alligevel ikke kan få meget fart i båden benytter vi os af muligheden for at hoppe en tur i vandet. Der er noget helt særligt over, at have fire kilometer hav under sig.

Vi har fiskesnøren ude. Hver gang hjulet ruller, løfter vi alle hovedet. Mon der er bid? men oftest er det bare saragossatang, der har sat sig i sprutten. Efter blot en times sejlads fanger vi dog en fin barracuda, men vi sætter den ud igen. Barracudaer er en rovfisk der jager inde ved rev. Ved nogle koralrev har fiskene giften ciguatoxin. Hvis man ikke er sikker på, om der er ciguatoxin , hvor man fisker, så skal man holde sig langt væk fra at spise fisken. Vi nøjes med at lade kameraet forevige fangsten.

På andendagen er Karsten ved at tage sig sammen til at tilberede aftenens måltid: en omelet. Men i samme øjeblik er der træk i fiskehjulet, og denne gang er trækket mere end blot tang. En fin mahi mahi er gået på krogen. Fiskefangst skaber altid glæde blandt besætningen. Omelet er streget fra menuen. Nu står den på friskfanget fisk med ris og svitsede løg og broccoli med en rest feta samt en sauce af soya, ingefær og lime. Nikolaj overtager meget hurtigt fileteringen. Det er en øvet, vi har fået med ombord.

Kl. er 2 om natten. Karsten rusker blidt i mig. “Måneformørkelsen er begyndt”, hvisker han.  Der er fuldmåne, og Nikolaj har læst, at der er måneformørkelse på vores længdegrad netop denne nat. Vi har aftalt, at den, der har vagten, når det sker, vækker de to andre.  Vi ligger i cockpittet og kigger op på himlen. Der er ikke en sky. Penguin glider gennem vandet med 5 knob. Vi sejler med code 0 og reduceret storsejl. De små bølger får Penguin til at rulle, og op mod himlen vipper mastens top fra side til side. I takt med, at månen bliver formørket, træder flere og flere stjerner frem. Der er så mange stjerner, at det er svært at identificere de kendte stjernetegn i mængden. Med blikket rettet mod den smukke måne, ses stjerneskud ud af øjenkrogen. Det er en magisk nat. Med jorden i en lige bane mellem solen og månen, er månen nu blevet til den smukkeste orangerøde kugle på himlen. Sådan er det længe, og vi ligger bare og suger øjeblikket til os.

På dag tre og fire sejler vi med genakkeren. Vinden er stadig svag. Maks. 5 m/s. Når vinden lægger sig for meget slår sejlet, og det er frustrerende, men alternativet er motoren, så vi lever med lyden og rykkene. I løbet af det fjerde døgn tager vinden endelig til, og resten af vejen til Santa Marta bærer storsejl og fok Penguin frem fortsat med vinden agten for tværs. 6-8 knob. Vi er nået til Columbias kyst, men vi holder god afstand. Columbias nordøstligste hjørne er et bjerg på halvøen Peninsula De La Guajra, som er berygtet for at skabe vilde accelerationsvinde. Dem vil vi gerne undgå, så vi har lagt en kurs, der holder os ca. 50 sømil fra kysten. Vi mærker dog nok kanten af det, den sidste nat. Vi stryger afsted med 7-10 knob med både reduceret storsejl og fok i en middelvind på 10 m/s og 13,5 i stødene. Bølgerne er blevet større. Op mod to meter. Den kraftige vind i sejlene og bølgerne mod skroget kæmper en indbydes kamp, der får Penguin til at rulle. Det udfordrer vores nattesøvn og vagten kræver noget mere opmærksomhed. Vores femte døgn bliver vores hurtigste døgn. 168 sømil.

Vi er meget alene på Det Caribiske Hav. Kun i det fjerne aner vi undervejs få tankere og cargoskibe og en enkelt sejlbåd. Andre dukker kun op som ais-signaler på vores kortplotter. En hedder SD-3000 (uncrewed). Det er alligevel første gang vi ser det. Det er US Navy, der tester dens mulige anvendelse. Først da vi nærmer os Columbias kyst begynder skibstrafikken at melde sig. Store tankere. Store cargoskibe. Ingen sejlbåde.

Den sidste dags sejlads bliver skøn og stabil sejlads med 5-7 knob i 7-10 m/s. Vi er tilbagelænede og afslappet. Lige indtil ……. Slam. Den hårde vind rammer os. Prognoserne havde varslet os, at når vi ville nærme os Santa Marta ville vindstødene ramme 15 m/s. Vi havde forberedt os, og reduceret vores sejl. Solen er gået ned. Det er blevet mørkt. Vinden tager kraftigt til. Karsten tager rattet, og med en sikker hånd holder han Penguin på ret kurs i det der bliver op til 18 m/s i stødende i to stive timer imens vi nærmer os Santa Marta Marina. Det er aldrig sjovt at ankomme i mørke. Det er endnu mindre sjovt at ankomme i mørke i stiv kuling. Vi kommer ind i bugten, hvor vi er i bølgelæ, men vinden raser stadig. To mænd fra marinaen kommer ud til os, og de hjælper os med at lægge til ved fueldocken. Vi puster ud. Vi er alle udmattede, men Karsten nok mere end Nikolaj og mig. Det var en hård afslutning, men vi er lettede og begejstrede over at være ankommet til Columbia. Vi åbner en flaske champagne og skåler for en god passage. Vi har været uden kontakt med omverdenen i fem døgn, så det er også tid til at tjekke om verdenen står endnu inden vi går til køjs og falder i søvn til lyden af en meget pulserende by. I morgen skal vi cleare ind og på nye eventyr i et nyt land.