Frodigt og fattigt paradis

Det føles allerede som længe siden. Det er faktisk længe siden. Det er mere end fem uger siden, at Penguin kom på land på værftet ved Le Marin på Martinique. Og der er sket så meget siden.

Det er fredag midt i januar. Vi har en aftale om, at Penguin skal tages op kl. 9. Som de punktlige danskere vi er, er vi der kl. 8.45. Punktlighed går man ikke helt så meget op i her i Caribien. Kranen mangler olie, og ingen ved, hvornår kranen kan være klar igen. Om en time, senere på dagen, i morgen. Det vides ikke. Kl. 12 har kranen fået sin olie, og Penguin kan komme på land.

Det første vi kaster os over, er skrammerne fra vores møde med et fragtskib i Kap Verde. Lettelsen breder sig. Det ser ud til kun at være skrammer i malingen. Til gengæld ser vi, at membranen ved saildrive har løsnet sig, og der er – forventeligt – zinkanoder, der er blevet spist op, og som vi lige så godt kan benytte lejligheden til at skifte, så de forhåbentligt holder til New Zealand. Vi gennemgår malerreparationerne med Fabrice, der også vil tage sig af zinkanoderne og membranen. Han virker kompetent. Han har læst op på Hempels Silic One, som han ikke har arbejdet med før, og han sætter straks sine folk i gang med at rense båden ned og slibe de skadede områder. Arbejdet med at påføre Silic One tager han sig selv af. Silic One er en ny biocid maling, der er mere miljøvenlig og gør det sværere for begroninger at sætte sig på bådens skrog. Det forhandles ikke på Martinique, så vi har med vores gode ven Jens’ hjælp fået sendt maling hjemme fra Danmark. Jeg skal hilse at sige, at det ikke har været en uproblematisk operation. På pladsen er der en Stavros, som meget gerne skulle hjælpe os med gelcoatskaderne. Han er en travl mand, finder vi ud af, og han er bare sig selv, så det bliver først efter nogle dage, at vi får fat i ham.

Carsten fra Capri kommer forbi. Med sig har han en tang til at løsne oliefilter. Han har måtte købe to. En til at erstatte den af hans, jeg dagen forinden forliste på bunden af bugten og en, der nu var en gave os. Carsten er en sand guttermand.

Da vi ikke kan gøre meget mere den eftermiddag sætter vi os ind i den lejede Renault Clio. Vi afleverer fokken til sejlmager og kører mod Martiniques hovedby Fort-de-France. I bagagerummet har vi vores saltvandsdruknede påhængsmotor. Vi har gået rundt i Le Marin og forhørt os om nogle mon kan reparere vores stakkels motor, men alle henviser til Fort-de-France. Vi finder en Mercuryforhandler. Der sidder fire unge mænd på et kontor og ligner nogle, der ikke har noget at lave. Da vi kommer med vores motor, rejser de sig alle. Jeg fornemmer, at vi er kommet til et sted for unge mænd, der elsker at rumstere med motorer. De kaster sig over den. Skiller den ad. Diskuterer henover den. Hidkalder Karsten. De vil gerne gøre et forsøg. Aftalen er, at vi ringes ved mandag. Vi sætter os ind i Clioen, nu for at finde vores hotel.

Fort-de-France er en slidt by, og vi har svært ved at finde nogen særlig charme ved Martiniques hovedby. Hotellet ligner et, der engang havde store ambitioner om at være byens fine hotel, men som tiden og falmede ambitioner har gjort til et bedaget og slidt et af slagsen. Vi beslutter os for at spise på hotellets restaurant, og tænker, at vi nok må booke bord. Vi ankommer et kvarter efter restaurantens åbningstid. Døren er låst. Der er ikke et øje at se. Efter nogle minutter kommer en tjener rendende og låser op. Vi er lidt i tvivl om de havde forventet gæster den aften, men vi får da anvist et bord og får udleveret menukort. Vi bestemmer os for en forret og en hovedret, men da vi giver bestillingen til tjeneren, så har de desværre ikke det, vi havde udset os. Faktisk har de denne aften kun én forret, én hovedret og én dessert. Karsten og jeg kigger undrende på hinanden. Vi er fristede af at gå, men det har været en lang dag, så vi stiller os tilfreds med det, de nu havde tilbage at servere. Det bliver ikke noget stort og mindeværdigt måltid, men vi bliver mætte, og sætter pris på, at der ikke er langt til hotelværelset. Vi er trætte efter en udmattende dag.

Det bliver til otte dage med Penguin på land. I vores naivitet havde vi håbet på fire, men ting tager altid længere tid. Folkene på værftet sliber, maler og polerer. Vi har vores egen lange liste af opgaver, så vi er på værftet fra morgenstunden og arbejder dagen igennem. Vores påhængsmotor står ikke til at redde. Saltvand er en sikker dræber. Endnu en ting må påføres anskaffelseslisten. Denne gang bliver det en lidt mindre en af slagsen. 9,8 hk.

Vi tillader os at give os selv fri i weekenden til at opleve Martinique. Vi får besøgt Balatas Botaniske Have og finder en skøn vandringsrute langs Atlanterhavskysten. Vi benytter lejligheden til at proviantere vin til båden. Det er en seriøs opgave. En halv eftermiddag i en vinhandel og vi går derfra noget fattigere men læsset med vin, der skal holde mange måneder frem.

Søndag er der karneval i Forte-de-France. Lige udenfor vores hotelvindue. Hvor heldige kan vi være, at vi lige får den oplevelse med, tænker jeg, og bevæger mig ned i menneskemængden. Det er både festligt og farverigt. Men efter nogle timer må jeg tilslutte mig Karstens oplevelse af, at det også er meget larmende. Der er ingen steder at få ro til hovedet. Slet ikke på vores hotelværelse. Vi tager væk fra byen, genfinder vores favoritspisested i Scœlscher og vender først tilbage, da karnevallet er pakket sammen.

Endelig er Penguin klar til at komme tilbage i vandet. Der er gået otte dage. Det bliver dejligt at få vand under kølen igen. Vi har en repareret fok, som vi skal have sat på forstaget. Det har vi ikke kunne gøre på land, så vi kaster anker ved St. Anne, og gør klar til at sætte fokken op. Men vinden har taget til. Det blæser 10 m/s, og det begynder at regne. Det er ikke en vind vi har lyst til at sætte fokken op i og skulle sætte sejlpinde i i et kraftigt blafrende sejl. Med uforrettet sag tager vi ankeret op, og sejler videre. Vi må undvære fokken til vinden har lagt sig. Regnen bliver tæt og sigtbarheden svag. Vi sejler med reduceret storsejl med vinden ind bagfra. Det er dejlig behagelig sejlads også selvom der er meget vind. Vi sejler langs Martiniques sydkyst og følger kysten nordover til vi kommer til en stor bugt ved Petit Anse. Det regner stadig. For første gang siden vi forlod Europa, har vi regnjakker på, og vi er kolde. Vi manøvrerer mellem et utal af fiskenet og lobsterpots ind til bunden af bugten. Her kaster vi anker. Her er vinden roligere Vi finder hen mod aften et svagt vindvindue til at få sat fokken på forstaget. I silende regn får Karsten sat sejlpindene i sejlet imens jeg får hejst sejlet. Vi går i ly for regnen under dæk. Regnvejr er på Penguin lig med pandekagevejr, så frem med piskeriset og stegepanden.

Der er meget vind over Caribien i disse dage. Middelvinden er 10 m/s. I læ for øerne er vinden svagere, men hvor der er åbent, og mellem øerne, er vinden kraftig og stødene er hårde. Imellem øerne har bølgerne også bygget sig op. Vi tager en rolig morgen i Petit Anse, og beslutter os for at tage op til det nordvestlige hjørne af Martinique til Saint-Pierre, og der vurdere, hvornår vi kan sejle over strædet til Dominica. Turen fra Petit Anse til Saint Pierre er på blot 17 sømil. Vi sætter reduceret storsejl og fuld fok. Der er god vind fra øst. Penguin sejler rigtig godt for halvvind. Da vi krydser bugten ind til Fort-de-France bliver det åbent og vinden er mellem 10 og 13 m/s. Det bliver en frisk tur. Karsten har en sikker hånd på rattet, men det er også hårdt. Vi skulle nok have sat lidt mindre sejl, men det går fint. Efter en times tid er bugten passeret, og vi kommer igen i læ af Martiniques bjerge. Sejladsen bliver roligere og til sidst dør vinden helt. Lidt over to timer tager det os at sejle de 17 sømil og lørdag middag er vi fortøjet til en ankerbøje ved Saint-Pierre. Vi genbesøger vejrudsigten. Der vil være kraftig vind helt frem til natten mellem mandag og tirsdag, og bølgerne mellem øerne vil være tre meter høje. Kun her ved Saint-Pierre er der svagere vind i læ af øen. Vi beslutter os for at vente med at sejle videre til Dominica til tirsdag. Vi skal ikke nå noget, og så kan vi lige så godt vælge den behagelige sejlads.

De efterfølgende dage er regnfulde. Kraftige byger kommer og går. Vi slapper af på båden. Altså lige indtil en opgave opstår, og det gør der altid på en sejlbåd. Karsten svømmer ned for at tjekke om membranen ved propellens saildrive, som de på værftet satte på, sidder fast som den skal. Det gør den ikke. Efter blot to døgn i vandet er membranen løs. Den er så løs, at vi er bange for, at den kan gå i propellen, hvis den løsner sig yderligere. I en lille time kæmper Karsten med at dykke ned under båden, for at få membranen hevet helt af. Det kræver mange dyk, en kniv, en god portion tålmodighed og snilde. Membranen kommer af. Heldigvis er den ikke vital. Den beskytter blot for begroninger ved saildrivet op til den egentlige beskyttelse mod vandet. Men i længden kan det være træls at skulle holde den hulning ren, så vi må finde et tidspunkt, hvor vi igen kan få monteret membranen. Det kræver, at Penguin igen skal på land, så det bliver ikke foreløbig.

Det er tirsdag morgen. Solen er ved at stå op og vinden er løjet tilstrækkeligt af til, at det er tid at sejle videre. Foran os har vi et stræk på ca. 55 sømil fra Martiniques Saint-Pierre til Dominicas Portsmouth heraf de ca. 25 sømil mellem øerne, hvor vind og bølger kommer uhindret ude fra Atlanterhavet. Vinden er stik øst, og prognosen siger 10 m/s, men før vi slipper Martiniques vestkyst er vinden tæt på nul. Vi gider ikke en hård sejlads, så vi sætter halvt storsejl og fuld fok. Vi slipper Martiniques kyst og vinden bygger sig hurtigt op. 4 m/s. 6 m/s. 9 m/s. Vi har vinden lige ind for slør. Bølgerne bygger sig også op. Ca. to meter. Men de er lange og bløde. Det bliver en fantastisk sejlads til Portsmouth. Vi har hånden på rattet. Dels fordi vores autopilot reagerer langsomt når en bølge skubber Penguin ud af kurs, hvilket gør sejladsen mindre behagelig, men også fordi vi kan lide at sejle med hænderne på rattet. Vi er mange både på vandet. På kortplotteren ligner det nærmest en kortege. Vi er mange både, der har ventet på lidt roligere vind til at komme videre. Da vi når Dominicas kyst lægger vinden sig en lille smule, og vi ruller resten af storsejlet ud. Bortset fra et par enkelte vindhuller har vi fantastisk vind hele vejen til Dominicas nordlige Prince Ruperts Bay ved Portsmouth. Efter ni timers sejlads kan vi kaste anker i den store bugt, hvor der i forvejen ligger ca. 30 andre både.

Vi er fremme i et nyt land. Vi skifter det franske gæsteflag ud med Dominicas. Dominica er med sine 751 km2 lidt større end Bornholm. Der bor ca. 75.000 indbyggere. BNP pr. indbygger er ca. 9.000 USD.

De oprindelige beboere kaldte øen Wai Tukubuli, men så sejlede Christopher Columbus forbi en søndag i 1493 og besluttede sig for at kalde øen Dominica (søndag på latin). Efter sigende satte han ikke engang fødderne på øen. Der skulle gå næsten 150 år før franskmændene og briterne kæmpede om at kolonialisere øen, og som de fleste andre øer blandt de caribiske antiller, så har øen både været under fransk og britisk herredømme, men Dominica er stadig navnet. Dominica fik sin selvstændighed i 1978. Hvem der havde herredømmet over øen indtil selvstændigheden, kan man gætte, blot ved at se hvilken side af vejen, der bliver kørt. På Dominica kører man i venstre side. De britiske spor på øen bliver færre og færre, og den ændrede globale magtbalance sætter også sine spor på Dominica. Således er ”Princess Margareths Hospital” for ikke så længe siden blevet til ”Dominica – Chinese Friendship Hospital”. Kineserne stillede med et billigt lån. Det siges, at det bare er en bygning uden meget udstyr.

Vi tager en stille start på vores første dag på Dominica. Det betyder god tid til, at jeg kan nyde min te, og Karsten sin kaffe, før vi hopper en tur i vandet. Da vi er kommet op, dukker en delfin op. Den svømmer hen til Penguins stævn. Den stikker hovedet op, svømmer lige så stille omkring vores ankerkæde. Kommer op for at trække luft. Lægger hovedet på sned, som vil den i kontakt med os. Den lægger sig på siden, så vi kan se hvor fin den er. Sådan kredser den rundt et stykke tid inden den stille svømmer videre. Karsten og jeg nyder øjeblikket. Ikke noget med at løbe ned efter et kamera. Oplevelsen må forblive for det indre blik.

Dominica ved hvordan man gør sejlere glade. De har reduceret indtjekningbureakratiet til et minimum. En kvinde sidder ude foran en lille bygning og nyder skyggen med sin mobil i den ene hånd og en mangofrugt i den anden. Med sit venlige smil hilser hun en velkommen. “Do you want to clear in?”. Hun skal blot bruge nummeret fra min online indtjekning, vores pas og udtjekningspapirerne fra Martinique. Retur får vi et dokument som både gælder for ind- og udtjekning så længe vi opholder os i Dominica i mindre end 14 dage. Hun sætter sig igen i skyggen med sin mango.

Vi vandrer en tur op til Fort Shirley, som vi har udsigt til fra Penguin. Et britisk fort fra kolonitiden med alt hvad der hører sig til for at beskytte øen og bugten mod angreb fra franskmændene og pirater. Efter at have nået at forfalde til ruiner er det i dag renoveret for EU-midler fra en pulje, der støtter økoturisme. Jeg ved ikke hvor meget økoturisme der er i renovering af et gammelt fort, men fint er det da blevet. Vi vandrer videre af en af stierne bag fortet, op gennem en skov. Der ligger tomme krabbeskjolde og krabbekløer langs hele stien. Ja, der kunne ligne, at der har været krabbe kallas. Vi lærer, at det er en lille hejrefugl, der smæsker sig i øens sorte krabber, og efterlader skallerne på stien.

Karsten kan virkelig ikke lide slanger. Så da en slange krydser stien farer han op. Heldigvis var den hverken angribende eller farlig. Den kryber blot ind i krattet, men for Karstens syn ser han hvad Indiana Jones ser, da han i filmen Raiders of the Lost Ark ser hele gulvet bevæge sig. Og det er ikke morsomt. Det er tid til at vende om og finde vejen tilbage til stranden og til Penguin. På vejen tilbage drømmer Karsten om at få sig et desmerdyr som følgesvend på vores vandreture i tropeskovene.

Tilbage på stranden passerer vi en restaurant. En kvinde går og fejer gulvet. Vi spørger om der er åbent til frokost. Jo, det er der skam. Om de åbner for servering kl 12.30 eller måske kl. 13 kunne hun dog ikke sige, det afhang af hvornår kokken ville komme. Det lever vi med. Vi har heldigvis ikke en stram kalender. I Caribien kalder de det ”island time”.

Carsten og Vinni fra Capri inviterer os med på tur i den bil, de har lejet. Turen går til et af Dominicas mange vandfald. Med i bilen har Carsten sin machete. Han vil lære os, hvordan vi hugger en bananklase ned. “Man er ikke rigtig langturssejler, hvis man ikke har hentet sin egen bananklase og hængt den på båden som en del af provianten”, siger Carsten. Således begiver vi os afsted. På vej mod vandfaldet står en bananpalme i vejkanten med en kæmpe bananklase. Bevæbnet med macheten hugger Carsten bananpalmen ned og pludselig står Karsten og jeg med en klase bananer som vil kræve stor appetit på bananer, hvis vi skal nå at fortære dem. Længere oppe af vejen møder vi en landmand. Han har lige høstet en stor bunke kakaofrugter. Han hugger en over og viser os hvordan man kan spise det frugtkød, der er om de enkelte kakaobønner. Det smager godt, men slet ikke af kakao. Vi parkerer bilen og vandre det sidste stykke op til Milton vandfaldet. Efter at have krydset det lille flodløb flere gange kan vi høre vandfaldets brusen. Og der, midt inde i regnskoven vælter vandet ned fra en klippekant 33 meter oppe ned i en lille sø. Vi tager badetøjet på og hopper i det kølige og utrolige friske vand. Nøj, hvor er det lækkert.

Min telefon ringer. Karsten og jeg er med en guide sejlet op ad Indian River. ”Det er ikke noget alvorligt, men I skal nok ikke komme for sent tilbage til Penguin”, siger Vinni i den anden ende af røret. En anden sejlbåd er mislykkedes med at sætte deres anker, og er drevet ind over vores ankerkæde. Carsten måtte i sin dinghy for at befri bådens anker fra vores ankerkæde, hvorefter båden ramte ind i siden af Penguin. Åh, ikke flere skrammer på Penguin, tænker vi, og bare ikke Penguins anker er blevet revet op, så Penguin kommer til at drive. Vi finder hurtigt tilbage. Ikke mere tid til at se leguanerne i trætoppene, høre papegøjerne eller se flere efterladte scenerier fra ”Pirates of The Caribbean”. Heldigvis er der ingen skrammer at se på Penguin, og Karsten dykker ned og ser, at vores anker blot er blevet trukket endnu dybere ned i sandbunden. Alt er godt. Vi får hele beretningen fra Carsten og Vinni, og vi kan se over på sejlbåden, der ramte os, der nu har kastet anker lidt længere væk. På intet tidspunkt ulejliger de sig med en tak for hjælpen til Carsten og Vinni eller med at forsikre sig, at de ikke har pådraget Penguin skader. Sådan er mennesker så forskellige.

Vi skal ud at opleve mere af Dominicas fantastiske natur. En lokal guide, Max, henter os kl. 6.30 ved stranden og kører os op til en vandrerute på Dominicas nordkyst, der går fra Capuchin til Penville gennem regnskov. Langs smalle stenede, og til tider meget mudrede stier kan vi høre frøernes kvækken, fuglenes kvidren, vinden i trætoppene og den hule lyd fra de høje tykke bambusstammer,  der slår mod hinanden. Der må være et rigt dyreliv i sådan en regnskov, men det gemmer sig godt. Vi ser firben i mange størrelser. Pludselig ser vi en fin lille, lidt skræmt, opossum. Den sidder der på skrænten og tænker vist, at hvis den sidder helt stille, så opdager den potentielle fjende den ikke. Det den ikke ved er, at vi ikke er en fjende, men blot nysgerrige vandrere. Efter lidt tid tager den da også forsigtige skridt hen mod dens hule. Opossum er et natdyr, så den burde slet ikke være ud på denne tid af dagen. Dens forsvarsmekanisme er vist mere egnet til nattens mørke. Vi støder også på en black crab, hvis forsvarsstrategi er en hel anden. Den går straks i forsvarsposition ved at vende fronten imod os med kløerne ud til siden for at gøre sig bred og truende, og så kravler den ellers langsomt baglæns imens dens øjne på stilke ikke slipper os af syne.

Der er så grønt og frodigt. Kokosnødder ligger allevegne på jorden og bananpalmerne er en del af vildnisset. Der er de smukkeste blomster, der lyser op i alt det grønne. Sådan er det meste af Dominica dækket af regnskov. På øen falder der ca. 5.000 mm regn om året. Til sammenligning falder der ca. 780 mm regn om året i Danmark. Vi nynner Phil Collins dejlige sang fra filmen Bjørnebrødre “On My Way” imens vi vandrer gennem denne skønne plet på kloden.

Tell everybody I’m on my way

New friends and new places to see

With blue skies ahead

Yes, I’m on my way

And there’s nowhere else

That I’d rather be

Tell everybody I’m on my way

And I’m loving every step I take

With the sun beating down

Yes, I’m on my way

And I can’t keep this smile off my face

Efter næsten fire timer og 11 kilometer er vi fremme ved Penville, hvor Max samler os op og kører os tilbage til Portsmouth.

Vi bliver hurtigt enige om, at vi slet ikke er færdige med at opleve Dominicas skønne natur. Vi må blive en dag mere. Vi aftaler med Max en hel dagstur den efterfølgende dag. Om det er fordi Max ikke gider at arbejde om søndagen, skal jeg ikke kunne sige, men det er Kevin, der står der tidligt næste morgen, og er klar til at vise os mere af Dominica.

Vi har gennem årene vandret i Dolomitternes golde tinder, Washington States grønmosede skove og de schweiziske alpers sneklædte tinder. Nu kan vi tilføje Dominicas frodige regnskov.

Jeg ved ikke om jeg ligefrem havde forventet en kakofoni af dyrelyde, men der er næsten helt stille. Få gange hører vi det, der måske er papegøjer højt oppe i trætoppene, men ellers er der helt stille. Lige så rig regnskoven er på fauna lige så fattig er den på dyreliv. Det gør dog ikke oplevelsen mindre fantastisk. I en time vandrer vi gennem en frodighed vi ikke har set magen. Der er grønt i alle nuancer og blade i alle former. Stien er mudret og udfordrende, men vi kommer endelig frem til Midleton vandfaldet. 80 meter falder det. Vandet bruser med en enorm styrke. Det har regnet meget den seneste tid, så meget, at vandfaldets kraft gør det umuligt at bade i søen i bunden af vandfaldet. Vi nyder det fascinerende syn.

Når Karsten og jeg vandrer, så sker det, at vi møder andre på vores vej. Med sine lange ben tænker Karsten lad mig sætte farten op, så jeg kan få lidt afstand, og få lov til at gå for mig selv. Med mine korte ben tænker jeg, lad dem passere, så jeg ikke har dem prustende i nakken, så jeg kan få fred til mit eget tempo. Nå, men vi lykkes nu som oftest at finde en fælles takt.

Først kl. 17 er vi tilbage på Penguin. Vi er trætte men rige på oplevelser. Efter vandfaldet fik vi svømmet gennem en grotte, vi fik badet i de varme kilder i Wotten Waven. Kevin gav os indsigt i livet på Dominica. Et liv, der ikke altid er nemt med høj arbejdsløshed, en udvandrende befolkning og politikere som han ikke oplever, gør noget for at forbedre forholdene. Men han elsker Dominica, og synes, at det er paradis på jord.

Dominica har været en skøn oplevelse. Fantastisk natur, men også et fattigt land, der med sin lille befolkning kæmper med høj arbejdsløshed, lav fødselsrate og fraflytning. Der er halvtomt alle vegne, som Kevin siger. Udtjente biler holder blot i grøftekanten og bliver til rustvrag. Uden at kende nærmere til landets økonomi, så har jeg svært ved at forestille mig, at de kan klare sig uden hjælp udefra. Og kommer hjælpen ikke fra USA og vores del af verden, så kommer den fra Kina.

Det er tid til at sejle videre. Næste morgen hæver vi ankeret, og sætter kurs mod Les Saintes. En lille øgruppe syd for Guadeloupe, og som er en del af Guadeloupe. Det er en kort tur. Blot 20 sømil, så med afgang kl. 7 om morgenen forventer vi at være fremme ved 11-tiden. Vi er spændt på bølgerne og vinden. De seneste uger har de blæst godt i Caribien. 10-12 m/s. Vi sidder og holder øje med det hver dag. Denne mandag skulle det lægge sig lidt. Det bliver en fin sejlads. 8-11 m/s for slør og tålelige bølger. I læ af øen Terre-de-Haute sejler vi ind i smult vande mellem Les Saintes øer og forbi de store yachts. Vi finder en ankerbøje. Inde på land støder vi på en af de stærke franske markører: Folk med bagettes under armen. Vi er tilbage på fransk grund. Et lille fransk turistparadis med hyggelige gader med små butikker og restauranter, der serverer skøn mad. Kun 20 sømil fra Dominicas regnskove til øer, der tydeligvis ikke får samme mængde regn. Her er mere goldt og de dominerende planter er kaktusserne. Vi nyder to dejlige dage i Les Saintes. Vi får vandret op til Napoleon Fortet. Herfra er der en forrygende udsigt over øgruppen og over til Guadeloupe. Vender vi blikket mod syd kan vi ane Dominicas bjerge.

Guadeloupe er et fransk oversøisk departement med ca. 400.000 indbygger. Som de andre øer blandt de caribiske antiller har Guadeloupe været under både britisk og fransk herredømme, men oprindeligt beboet af Arawaks og Caribs. Den franske revolution i 1789 gav for en kort stund slaverne deres frihed, men Napoleon genindførte slaveriet. Guadeloupe har et fint museum om slaveriets grumme historie.

Nu har vi haft et par uger uden bådarbejde. Ingen problemer. Ingen reparationer. Men det skal selvfølgelig ikke vare ved. Vi opdager, at vores generator er holdt op med at lade vores batterier, når den kører. På Penguin er vi afhængige af vores egen strømproduktion. Til det har vi vores solceller, vores generator og vores motor. Generatoren tænder vi, når solcellerne ikke har kunne producere nok til vores batterier, og når vi har brug for 230 volt til bl.a. vores watermaker, vaskemaskine og airfryer. Med en del skyet vejr, så har vores solceller svært ved at holde trit, så det er kritisk med en generator, der ikke kan supplere batteriladningen. Det pudsige er, at den fortsat kan levere 230 volt. Det er sådanne dage, at jeg ville ønske, at jeg var uddannet elektriker og ikke cand.polit. Cand.polit er nærmest en værdiløs uddannelse som langtursejler. Karstens cand.merc er ikke meget mere værd. Med vores begrænsede viden og forståelse (Karsten er søn af en maskinmester og er derfor lidt skarpere end mig), forsøger vi at identificere problemet. Heldigvis for os er Andreas på Atlanta et utrolig hjælpsomt menneske. Selvom han har ansvaret for en båd med tolv mand ombord, så er han altid klar til at hjælpe. Vi beslutter os for at sejle til Point-à-Pitre på Guadeloupe, hvor Atlanta ligger, og fange Andreas inden Atlanta sejler videre. Det bliver en træls sejlads i fire timer for motor lige op imod vinden.

Andreas konkluderer, at det må vores batterilader, der er gået sig en tur. Han har faktisk inden vores ankomst allerede fundet butikken, der kan sælge os en ny. En ny lader bliver købt og med Andreas hjælp får vi den installeret. Vi takker Andreas mange gange, inden han sejlere videre med Atlanta. Desværre viser det sig, at en ny batterilader ikke løste vores problem. Vi må på den igen. Det er tid til at følge ledninger, men vi orker ikke mere den dag. Vi må klare os.

Den efterfølgende dag lader vi bådopgaver være bådopgaver. Vi vil meget hellere bestige Guadeloupes slumrende vulkan, Soufriére. Det kræver halvanden time i bil for at komme til stedet, hvor stien op ad bjerget starter. Vi har tjekket vejrudsigt på mountain-forecast.com. Den siger godt nok regnbyger, kun 16 grader og en del vind, men hvor slemt kan det være? Vi tørrer vel hurtigt igen, hvis vi skulle blive lidt våde. Vi pakker dog ekstra tøj for en sikkerheds skyld. Vækkeuret er sat til kl. 6, afsted i dinghyen ind til den bil vi har lejet. På vej ser vi, at Soufriére er indhyllet i skyer, men det kan jo også have sin charme, tænker vi. Med vandreskoene på, en ekstra trøje og en let oppakning vandrer vi afsted. Jo, jo, det er da lidt vådt at gå i skyerne, men det går nu nok. Det er blot 1 time og 45 minutter til toppen, godt nok i svært, stejlt terræn, men vi er hver udstyret med en vandrestav, så alt er godt. I løbet af den næste halvanden time bliver vi ramt af kaskader af vand fra oven. Første gang tager det blot få minutter at blive gennemblødt fra inderst til yderst og fra top til tå, og da det er køligt og konstant fugtigt, så er der ingen mulighed for at blive tør igen mellem de kraftige regnskyl. Stien vi går ad er blevet til et lille vandløb. Vi kæmper os op. Vi er våde. Vi er kolde. Og når den kraftige vind rammer os, så gælder det om at holde fast på hatten. Vi kommer ikke til toppen. For første gang opgiver vi at nå vores mål for vores vandretur. Udslaget sker da vi møder en far og hans søn på vej ned. De kan melde, at det sidste stykke er meget stejlt, det blæser kraftigt, og der er ingen sigtbarhed. Vi vender om. Efter halvanden times nedstigning kommer vi til et bassin med varmt vand fra de varme kilder. Vi sænker os ned i bassinet. Kroppen bliver langsomt varmet op. Vores tøj kan vrides, og mine sko er så våde, at jeg ikke var blevet overrasket, hvis en haletudse eller to havde fundet vej ned til mine fødder. Dagens oplevelse har fundet sin afslutning.

At være langturssejler er hårdt arbejde. Nu er opgaven at løse problemet med vores generators manglende ladning af batterierne. Det bruger vi halvanden dag på. Når jeg siger ”vi”, så er det med modifikationer. Karsten og jeg bruger nogle timer på at følge ledninger – og der er mange – for at forstå, hvad der er koblet sammen med hvad. Vores hjerner knager. Vi kommer frem til flere teorier på vores problem. Bl.a. har vi fundet ud af, at vi har endnu en batterilader. Måske er det den, der er gået. Det er for længst blevet mørkt. Ankerlanternerne på de andre sejlbåde omkring os er tændt og inde på land kan vi høre, at andre bruger deres fredag aften på, i selskabeligt lag, at lade sig underholde af calypsomusik på museet om slaver, som vi ankrer lige ved. Vi orker ikke mere. Vi laver os noget god mad og nyder et godt glas vin. Lørdag morgen, lang tid før de fleste er oppe, er vi oppe og i gang. Capri er igen vores nabo, og Carsten spørger om vi har brug for hjælp. Det bliver en fuld arbejdsdag for Karsten og Carsten. Efter at have målt spænding på snart sagt alt, der har strøm igennem sig, og diskuteret frem og tilbage, så viser det sig, at det er vores anden batterilader, den er gal med. Andreas diagnose var rigtig, vi havde bare vist ham den forkerte lader. Konklusionen er også, at en række af vores kabler er underdimensionerede. Jeg er for længst smuttet over til Vinni. Jeg er ikke til megen gavn på Penguin. Vinni deler til gengæld gavmildt al sin erfaring og viden om vind på havet og livet som langturssejler. I forening får Karsten og Carsten skaffet en ny lader og tykkere kabler, og kl. 16 søndag eftermiddag er Penguins strømproduktion blevet genetableret. Vi skylder Carsten en kæmpe tak for hjælpen. En af de efterfølgende dage gør Karsten og jeg arbejdet færdigt. Vi får opgraderet de underdimensionerede kabler, der har skabt brandvarme kabler og batteriladere. Både generator og solceller leverer nu meget mere effekt. Solcelleladeren viser sig desværre også at være underdimensioneret, nu hvor vi er under meget solrigere himmelstrøg. Vores el-saga er ikke slut. Noget træls, at det vi troede, at vi havde fået professionelle til at lave for os hjemme i Danmark, har vist sig at være fyldt med fejl. Nu har Karsten og jeg opgraderet os selv til spirende elektrikere.

Søndag er også dagen, hvor vi har fået besøg hjemmefra. Ikke til at bo på båden, men på et resort i nærheden. Sune, Stine og deres dejlige børn, Axel, Marie, Alma og Ida er kommet til Guadeloupe. Det bliver en skøn uge, hvor vi sammen udforsker og nyder Guadeloupe og hinandens selskab. Vi får ikke sejlet så meget, som vi havde håbet på. Det blæser stadig meget, og det er ikke vejr at sejle langt i, hvis ikke alle gæster er søstærke. Så er det til gengæld godt, at Guadeloupe kan byde på regnskov, vandfald, snorkling og god mad.

Det er nu otte måneder siden vi forlod Vedbæk. Snart skal vi videre vestover. Men inden vi gør det, beslutter vi os for at tage et lynvisit hjem til Danmark. Familien og gode venner skal have et kram og jeg har et bestyrelsesmøde. Det bliver til fem hektiske dage. Vi er nu tilbage på Penguin, klar til at fortsætte vores eventyr.