yeah man

Det er 1. januar. Et nyt år er skudt i gang. Også på St. Lucia sker det med fyrværkeri. Vi havde fantastisk udsigt fra båden til fyrværkeri inde fra land da klokken slog tolv. I nord. I øst. I syd. Inden da havde vi nydt en nytårsaften i rigtig international/amerikansk stil på Sugar Beach Resort med levende musik og en kæmpe buffet med alt hvad hjertet kan begære. Den efterfølgende dag er nytårsfestivitas afløst af en stille morgen, hvor vi beslutter os for at flytte os fra Soufriere rundt om den nordlige piton og finder os en ankerbøje mellem de to pitoner. Her er dejlig roligt og utrolig smukt. 

Ugerne før og efter nytårsaften sejler vi rundt blandt de øer, der hedder Windward Islands. Det er en kæde af øer. I nogle tilfælde selvstændige nationer i andre tilfælde øer, der er en del af Frankrig. De ligger som en perlekæde fra Martinique i nord til Trinidad Tobago i syd, med Atlanterhavet mod øst og det Caribiske hav mod vest. Det er et dejligt sted at sejle, fordi der altid er god vind. Men det er også en oplevelse af meget forskellige lande, selvom man mærker den fælles caribiske kultur. St. Lucia forsøger som selvstændig nation at skabe rammerne for øens befolkning. Det virker til at være svært eller også er landets ledelse uduelig. Jeg ved det ikke. Men infrastrukturen er elendig og bureakratiet er håbløst. Der er ikke meget velstand. Til gengæld har vi fornøjelsen af at møde ‘boat boys’, i hver eneste bugt vi kommer til. De sejler os i møde i deres joller, og tilbyder os at hjælpe os med at ankre eller hvad som helst vi har brug for, hvis de kan tjene en skilling på det. Det samme gælder St. Vincent and The Grenadines. Nogle sejlere taler om, at man skal være på vagt. Vi har kun mødt venlighed.

Vi bliver ikke mødt af boat boys på Martinique. Her må vi klare os selv. Velstanden er for stor. Til gengæld kan vi nyde det meget stærke franske aftryk i madkulturen, og at infrastruktur og systemerne bare fungerer lidt mere smooth. Vi er i EU og Schengen. Supermarkederne sælger foie gras, skønne oste og gode franske vine. Til gengæld bliver vi ikke tilbudt friske hummere af fiskere, der kommer op til vores båd, som vi har oplevet det på St. Lucia og St. Vincent and The Grenadines. Når vi spørger nogle af martiniqueanerne om de er franske eller caribiske er svaret, at de er caribiere. “Frankrig interesserer sig kun for os, når de har brug for os” er svaret. Har vi hørt det før? Relationen til de andre øer i The Windward Islands er stor, når det handler om følelser, men den bedre velstand i forhold til naboøerne kan de nok takke den franske relation for.

På St. Lucia er turisme en vigtig indtægtskilde. De store og meget fornemme resorter trækker mange turister til fra Nordamerika. Hvis man er mand og ikke ernærer sig af turisme, så er man fisker. Og det på en lidt gammeldags, men ganske original måde. En tidlig morgen får vi en lektion i, hvordan det gøres. En lang, slank båd, der har set bedre dage, glider forbi Penguin i bugten ud for Soufriere. Fire mænd i båden, kun i shorts eller badebusker og ikke mange gram fedt på kroppen. De spejder ned i vandet. Efter fiskestimer, finder vi senere ud af. En af dem giver signal – ikke mange meter fra Penguin – og straks hiver de to forreste maske og snorkel frem og hopper i. Styrmanden sejler båden i en blød bue, mens den fjerde lægger net ud. Og herfra bliver det fascinerende. De to fyre i vandet har simpelthen til opgave at skræmme fiskene ind i nettet. Det er hårdt arbejde, men da vi senere ser dem hive nettet op, kan vi se at det har været indsatsen værd. De pakker hurtigt dagens fangst ind i sække og net – ikke noget med kasser med is og den slags – og sejler ind til kysten for at sælge fiskene. Det hele tog mindre end en time. Ved solnedgang er de på vandet igen. 

Det er den 2. januar. Vi nyder de smukke omgivelser mellem St. Lucias to pitoner. Det er to meget karakteristiske vulkanske toppe på sydvestsiden af St. Lucia. Vi har vi aftalt med Peanut og Kallis, at de henter os kl. 06.30. “Yeah man” svarer Peanut, når jeg siger, at vi gerne vil afsted inden det bliver for varmt. ‘Yeah man’ er faktisk hans svar på næsten alt hvad jeg spørger om. Et fantastisk udtryk, som jeg har lyst til at tage til mig. ‘Yeah man’. Det er også Peanut, der arrangerer en chauffør til at køre os gennem østcaribiens største kakaoplantage og op til Fond Gens Libre – Valley of The Free People. Yeah man, er svaret da vi spørger om han kan hjælpe.

Fra Fond Gens Libre kan man med en guide komme op til toppen af Grand Piton. Den Piton som Penguin ligger for foden af. En guide er påkrævet, og det er beboerne i Fond Gens Libre, der driver denne turismeaktivitet lige fra de unge mænd og kvinder, der er guides til dem der sælger is, et måltid og en souvenir, når man er kommet ned igen. Vi går igennem det lille samfund. Der er glæde og god stemning. Alle kender hinanden. Men historien bag Fond Gens Libre er grum. Flygtede slaver og frigivne slaver etablerede et samfund her. Blev de flygtede slaver fundet, var skæbnen grum. En tur i guillotinen på torvet i Soufiere.

Jeg har lært og læst om tiden med slavehandel, men det er ikke en del af min slægts historie. Vi har sejlet fra Kap Verde til Caribien. En strækning hvor tusindvis af afrikanske slaver er blevet fragtet fra Vestafrika til kolonierne i Caribien under kummerlige forhold og med stor dødelighed undervejs. I Caribien er denne del af historien meget mere nærværende. Det er slægtshistorien for mange af de mennesker vi møder. En slægtshistorie, hvor forfædrene har være ufrie, er blevet handlet og behandlet som dyr. Jeg forstår godt, hvis dagens caribiske borgere har svært ved at se storheden i de gamle europæiske imperier.

To kvindelige guider leder os op mod Gros Pitons top. Det tager os næsten to timer at gå, eller vel nærmere klatre, de tre kilometer op til toppen. Der er indlagte pauser med etablerede bænke og tid til en tår af den påkrævede 1 1/2 liter væske pr. person. Imens jeg er udfordret af, at et skridt kræver et benløft over knæhøjde og et sted at støtte en hånd for hvert skridt, så går vores kvindelige guide med den største lethed med armene over kors og med nærmest svævende skridt, som var hun Peter Pan. Kun min indædte stædighed, og Karstens støttende ord, får mig til toppen. Men belønningen udebliver ikke. Fra toppen har vi den smukkeste udsigt ind over St. Lucia, udover det Caribiske hav og med St. Vincent ude i horisonten. Vi er 770 meter over havets overflade. Turen ned er ikke mindre udfordrende, og tager lige så lang tid som turen op, men føles dog nemmere. Min ordknaphed fordufter, og Karsten og jeg kan nyde en veloverstået udfordring og en god oplevelse med den lokale is lavet på kokos, lime og guava. Turen tilbage til Soufriere fører os igennem det østlige Caribiens største kakaoplantage, og efter en omstændelig udtjekningsprocedure hos St. Lucias myndigheder har vi gjort os klar til tidligt næste morgen at begive os mod Martinique.

Efter en begivenhedsløs sejlads er det tid til at hejse gæsteflaget. Første gang vi ankom til Martinique hejste vi det, vi troede, var Martiniques flag, The Snake flag. Efter nogle dage kommenterede en martiniqueaner flaget. Han bad os om at tage det ned. Det var meget uvenligt at hejse netop dette flag. Vi tog det selvfølgelig straks ned. Men vi måtte finde ud af, hvorfor det var så galt. Martiniques repræsentant i den Franske Nationalforsamling, Jean-Phillip Nilor, mente, at det repræsenterede slavetiden, og ville have det afskaffet. Emanuel Macron udstedte derfor i 2018 et dekret om ikke længere at anvende flaget. Vi har set flere sejlbåde med flaget, så dekretet er tydeligvis ikke nået helt ud i sejlerverdenen. Vi har nu i stedet hejst det franske flag.

Tilbage i Le Marin får vi klaret tøjvask og proviantering, og vi bliver inviteret til middag hos vores gode sejlervenner Vinni og Carsten på deres fine båd Capri. Carsten og Vinni har sejlet de sidste ni år. De rummer en guldgrube af viden og erfaring, som vi er så heldige at kunne trække på. Sejlere mødes til sundowners, og vi får os en hyggelig aften med snak, som nok kun sejlere finder interessant.

Vi har en uge til vi skal være tilbage i Le Marin, hvor båden skal op. Den uge vil vi bruge på at nyde Martinique. Vi sejler afsted og kaster anker i bugte, hvor vi kan slappe af, svømme og nyde de smukke omgivelser.

Efter nogle dage kommer vi frem til Sainte-Pierre på Martiniques nordvestlige kyst. Byen blev i 1902 ramt af et altødelæggende vulkanudbrud fra Mount Pelée. Byen blev på det tidspunkt kaldt Caribiens Paris, og var Martiniques mest betydende by både økonomisk og kulturelt. Mere end 29.000 indbyggere døde. Kun tre overlevede vulkanudbruddet. Sainte-Pierres storhedstid blev aldrig genskabt. I dag bor der ca. 4.000 i byen. Vulkanen er sovende, og vi satser på, at varslingssystemerne er bedre i dag end i 1902. Med en meget smuk udsigt til vulkanen og byen ligger vi i bugten i tre dage. Et skønt sted. Vi handler på det lokale grøntmarked. Vi får vandret og Karsten får dykket. 

“Hello”, lyder det fra siden af Penguin. En mand fra nabobåden er svømmet hen til os. Karsten udveksler de indledende høflighedsfraser. Mark, som manden hedder, er svømmet hen for at invitere os på sundowners på deres båd senere samme eftermiddag. Vi har ingen planer, og takker ja til den venlige invitation. Mark og Kris er vel jævnaldrende med os. De er fra Canada, og har sejlet deres båd gennem The Great lakes gennem kanalerne, der forbinder søerne og ud til Hudson-floden helt ud til Atlanterhavet. Mark er landmand i Ontario. Han dyrker sukkerroer, tomater og hvede. Det bliver til to hyggelige aftener med Mark og Kris. Den tredje aften slutter Nick og Henrietta fra Storbritannien sig til, da vi sammen spiser middag i Saint-Pierre. Sådan er sejlermiljøet. Trænger man til selskab, og man er langt væk fra familie og venner, så banker man på hos naboen.

Karsten er manden, der finder de gode vandreruter. Der er egentlig bare tre kilometer til romdestilleriet, Depaz, som vi gerne vil besøge, men tre kilometer er jo bare en gåtur. Karsten finder en rute gennem tropisk skov på 15 km, mest op ad bakke. Der er så grønt og frodigt. Et utal af palmearter, kæmpestore træer og store tykke bambus står tæt ind imellem hinanden. Lianerne hænger i lange guirlander fra træernes grene mange meter over vores hoveder. “Me no Tarzan, you no Jane” kunne have været kommentaren fra Karsten, da jeg forsøger at opmuntre ham til at svinge i lianerne. Det kan jeg ikke få ham til, og jeg må indrømme, at jeg heller ikke er helt tryg ved at skulle lette fødderne fra jorden og sætte min lid til lianernes styrke.

Vi går forbi to geder. De hilser med et mæh og jeg kvitterer med et mæh. Jeg tænker, at de byder os velkommen med deres hilsen. Karsten, derimod, er overbevist om, at de siger forsvind fra vores grund og lad os være i fred. 

I Skotland var det whisky. I Frankrig var det vin. I Portugal var det portvin. Nu er det tid til at lære lidt om romproduktion og selvfølgelig også smage. Der er romdestillerier over hele øen. Depaz er en af de mindste. Markerne med sukkerrør omringer destilleriet og breder sig op ad Mount Pelèes bjergside. I følge Depaz giver den vulkanske jordbund sukkerrørene en særlig smag,  der også præger rommen. Det er en særlig oplevelse at gå rundt i destilleriet, hvor mange maskiner og meget inventar er bevaret fra den gang, hvor slaverne høstede sukkerrørene. I dag  er produktionen, og især høsten, meget automatiseret, men det fundamentale i romproduktionen, at lave sukkerrørene om til melasse og derfra til rom, er den samme. Vi smager nogle forskellige, og selvom vi endnu ikke har fundet det unikke i rom, bliver vi også fristet til at købe lidt til lageret. Den caribiske måde at drikke rom er med en lille smule sirup og lidt limesaft.

Vi forsøger at vænne os til varmen og den høje luftfugtighed. Svedperlerne der glider ned ad rygsøjlen selv når vi sidder helt stille i skyggen, eller når jeg om natten vågner med sved i hele ansigtet. Nætterne er nok det sværeste i det hele taget. En god og uforstyrret nattesøvn er det vi savner allermest. Hvis det ikke er varmen, så er det en rullende ankerplads og her i Caribien har vi erfaret, at enhver bugt med respekt for sig selv har høj musik til langt ud på natten, og det stiller store krav til vores ørepropper.

Vores sidste nat i Saint-Pierre bliver forfærdelig rullende. Det bliver ikke til meget søvn. Det er tid til at finde et nyt sted. Det er fuldmåne, og jeg har en mistanke om, at der er en sammenhæng mellem voldsomt rullede nætter og fuldmåne og nymåne. Det er her, at tidevandet er stærkest. 

Vi bevæger os sydover med to dages stop i Schœlcher. Et skønt og roligt sted, hvor maden er god og mændene sidder ved molen og spiller domino, præcis som mændene på La Gomera (De Kanariske Øer). Derfra går turen tilbage til Le Marin. I læ af Martinique har vi skøn stressfri sejlads med vinden for slør.

Tilbage i Le Marin er det tid til at gøre klar til, at Penguin kan komme på land. Vi skal bl.a. have nået at give generatoren et servicetjek og vores forsejl skal ned, så det kan få lidt omsorg hos en sejlmager. Ja, man skal kunne mange sjove ting som langturssejler. Forinden er youtube videoer og generatorens manualer blevet studeret. Der skal laves olieskift, kileremmen skal tjekkes og oliefilteret skal skiftes. Vi starter fra tidlig morgenstund. Det er helt håbløst at arbejde i motorrummet når solens varme sender lufttemperaturen op mod de 30 grader. Det går som smurt. Karsten er den motorsagkyndige blandt besætningens to medlemmer, så min opgave er at finde og række det rette værktøj. Men da vi kommer til skift af oliefilter, så rækker vores ellers store arsenal af værktøj ikke. Det kræver selvfølgelig en hel særlig tang. Carsten fra Capri har sagt, at vi endelig skal sige til, hvis vi har brug for hjælp. Carsten har selvfølgelig sådan en tang. Jeg hopper i dinghyen og sejler ud til Capri, der ligger for anker lidt længere ude i bugten, for at hente tangen. Det er første gang, at jeg er alene med dinghyen og vores lidt for store 15 hestekrafter påhængsmotor. Det viser sig at blive fatalt. På vejen tilbage rammer jeg en bølge, der får mig til at dreje på gashåndtaget så meget, at dinghyen rejser sig, for derefter at tippe helt rundt. På et splitsekund er jeg i vandet med en dinghy, der nu vender på hovedet. Noget chokeret forsøger jeg at orientere mig. Heldigvis er jeg i en trafikeret bugt, så der går ikke mange minutter før en dykkerbåd kommer forbi og samler mig op. Vi får vendt dinghyen rundt, nu med en totalt druknet motor. Med dinghyen på slæb sejler de mig tilbage til Penguin. Jeg kan se Karsten sidde på badeplatformen. Han har ikke kunne forstå, hvor jeg blev af. Nu kommer jeg tilbage fuldstændig gennemblødt ombord på en dykkerbåd. Spørgsmålene er mange. Svarene er enkle. Jeg er ok og uskadt, en ny opgave er tilføjet listen af opgaver: Redning af en saltvandsgennemvædet påhængsmotor. Og nej, jeg har ikke en tang til at løsne oliefilteret, for den ligger nu på bunden af bugten. Således går de næste timer på at forsøge at rense påhængsmotoren i håb om, at vi kan få den til at fungere igen. Det lykkes ikke. Det der skulle have været en dag med god tid til overkommelige opgaver, bliver til en udmattende dag, hvor vi lige når at få forsejlet ned inden vi skal gøre klar til at byde Carsten og Vinni på middag. Det bliver en tiltrængt hyggelig aften i godt selskab. Sådan er livet som sejler også nogle gange. 

Den efterfølgende dag er det tid til at få Penguin på land. Vi sejler hen til værftet. Aftalen er kl. 9, så kl. 8.45 er vi selvfølgelig klar ved docken. Det er kranen til gengæld ikke. Den mangler olie, og ingen ved, hvornår det er skaffet. Klokken bliver 12 før kranen fører to stærke bånd under Penguin og forsigtigt løfter hende op af vandet og kører hende hen på en plads, der skal blive hendes de næste otte dage. Det er med noget bæven, at vi står og ser Penguin blive løftet ud af sit naturlige element, men vi er også spændte på at se, hvor slemme skaderne fra mødet med fragtskibet i Mindelo er. Vi kan hurtigt konstatere, at skaderne kun er kosmetiske. Ja, måske havde det slet ikke været nødvendigt at tage Penguin op. Men jo, vi havde brug for visheden. Nu vil vi benytte os af at få ordnet skaderne og klaret andre ting, nu hun er på land.

Det er blevet til otte dage på værftet i Le Marin. I morgen, fredag kommer Penguin forhåbentligt i vandet igen. Vi har brugt ugen på en masse bådarbejde og en lille smule tid til at nyde Martinique. Hvordan det alt sammen er gået, vil vi fortælle om i næste sejlerberetning.