Et udfordrende atlanterhavskryds

Fra tre meter høje bølger til næsten fladt vand

Fra stiv kuling til tæt på ingen vind

Fra høj sol til silende regn

Fra klar himmel til lyn uden torden

15 døgn og 6 timer

2278 sømil fra Kap Verde til Martinique i Penguin. Bare mig, Karsten, og vores gode ven og gast Jakob.

Der er dem, der fortæller, at de satte deres sejl på den første dag, nød sejladsen over Atlanten, og tog så sejlene ned, da de nåede Caribien. Den klub er vi ikke blevet medlemmer af. Vi har på vores tur over skulle arbejde med masser af sejlskift, og de færreste dage har budt på tilbagelænet og afslappende sejlads. Vores tur har været 15 dages hårdt arbejde og krævet koncentration.

Men inden vi kom ud på de store bølger, så startede det hele sådan her:

Det er blevet fredag morgen, vi mangler kun lige at klargøre småting før vi er klar til afgang. Vi får sagt farvel og på gensyn til de både vi har talt med. Flere andre er også ved at gøre sig klar til afgang. Vi har haft fornøjelsen af at have den danske båd Odara som nabo i marinaen, og da vi stævner ud står børnene med violin og blokfløjte og spiller os afsted. Jeg bliver helt rørt. Hvilken gestus, som vi desværre ikke kan gengælde, dels fordi hverken Karsten eller jeg har instrumentale evner, men også fordi vi ikke forventer at se Odara igen. Deres mål er at gå til Brasilien.

Der bliver vinket og vi vinker tilbage. “Fair winds” bliver der råbt fra en af de andre både. Fællesskabsfølelsen er stor. Vi skal alle samme vej, og vi har alle forberedt os godt og længe på drømmen om at krydse Atlanten.

Vi kommer ud af bugten, og vi er klar til at sætte sejl. Vi sætter code 0. Der er perfekt vind agten for tværs. Karsten slukker motoren, men den går ud på en usædvanlig måde. Mærkeligt. Karsten forsøger at starte motoren igen, men panelet, hvorfra vi betjener motoren, er helt dødt. Efter de første fejlfindingsforsøg uden held beslutter vi os for at vende om. Vi må have sejlet ned, da vi nu skal sejle op mod vinden, og det kan Code 0 ikke. Vi sætter fokken først, da det er afgørende, at vi kan fastholde fart i båden, ellers mister vi styringskontrol, og vi risikerer at drive ind mod klipperne. Vi vender rundt og sætter kursen tilbage mod marinaen, men strømmen er så stærk, at vi næsten ikke kan få højde på. Vi kæmper os vejen tilbage med en masse tacking. Vi kalder marinaen over VHF’en. De kan komme os til hjælp med deres dinghy, men først når vi er meget tættere på marinaen. Bag os kommer en katamaran sejlende. Den er britisk og hedder Xclip. Vi kalder dem op. Måske de kan hjælpe. De har god motorkraft. Selvfølgelig vil de hjælpe, men vi må med fokken nå ind hvor bølgerne er noget mindre. Vi kæmper os tilbage. Sætter en lille smule storsejl, for at kunne få noget højde på. Xclip kalder os op. De er klar til at trække os ind til marinaen. Vi sætter en line på vores forreste klamper, som vi kan koble en lang line fra Xclip på. De sejler helt tæt på os, og lægger sig med mindre end to meter langs vores bagbordsside. Jeg styrer Penguin, og skal for alt i verden sikre, at vi ikke rammer hinanden. Karsten og Jakob er på dækket for at gribe og fæstne linen fra Xclip. I første forsøg lykkes operationen. Fantastisk. Vi er nu på slæb. Strømmen er stadig stærk, så Xclip kæmper os vej frem med kun to knobs fart. Jeg taler med Xclips skipper over radioen.  “Well done”, siger han. Jeg roser hans manøvre, og takker mange gange. Det viser sig, at han har sejlet for den britiske kystvagt i flere år. Hvor heldig kan man være, at det lige er en erfaren skipper, udi at trække sejlbåde i land, der kommer forbi os denne dag. Vi aftaler, at det må blive til en kold øl i baren senere.

Marinaen siger, at de ikke har plads til os, så  vi må i stedet kaste anker i bugten lige udenfor. Der ligger allerede mange andre både. Både sejlskibe, fragtskibe og store fiskerbåde. Uden motorkraft skal vi virkelig håbe på, at ankeret sætter sig uden trækhjælp. Xclip placerer os fint i bugten. Vi slipper linen og kaster anker. Hvis ankeret ikke får fat, vil vi begynde at drive, og vi vil intet kunne gøre. Lidt af et skrækscenarie. Det ser ud til, at det har fat. Jeg betragter kæden og bådens bevægelser længe. Ligesom vi er ved at konkludere, at alt er godt begynder vi at drive, og det går stærkt. Jeg kalder marinaen for at få dem til at komme ud med deres dinghy. Jeg kan ikke afvise, at jeg lyder lidt desperat. “Please hurry, we are draging, and we have no motor power”. De siger, at de er på vej. Vi nærmer os faretruende et stort fragtskib, der ligger for anker. Og inden hjælpen når ud, har vi ramt fragtbådens store rustne ankerkæde. Det er ikke et kønt møde. Vi har hastigt fået fendere ud på siden af Penguin, men vores rors møde med den rustne ankerkæde kan vi ikke forhindre. Hjælpen kommer ud. Også Xclip kommer ud i deres dinghy. De kobler sig på os, og får trukket os fri, men ikke uden, at vores stag har ramt fragtskibet ræling. Vi bliver trukket ind til marinaen, hvor der åbenbart er plads, og vi får fortøjret Penguin. Puha. Det var ikke lige den dag, vi havde håbet på. Og med det ufrivillige møde med fragtskibet, har vi måske fået endnu større problemer. Overlevede vores ror? Har vi fået revet vanterne og bagstaget?

Flere af dem, vi få timer tidligere havde stået og vinket farvel til, kommer og spørger undrende, hvad der dog er sket. Dernæst spørger de, hvordan de kan hjælpe. Jeg elsker sejlermiljøet. Inden vi får set os om, er Andreas, fra den danske båd Atlanta, gået ombord. Han er elektriker. Andreas finder hurtigt fejlen. Alt er godt bortset fra, at vi efter mødet med fragtskibet, står med måske endnu større problemer, med de skader, som mødet har pådraget Penguin. Dem skal vi have tjekket, før vi kan tage afsted igen. Nå, men vi er nu lettede over, at vi ikke har motorproblemer. Andreas siger, at vi endelig skal sige til, hvis vi har brug for mere hjælp.

Besætningen på Penguin sætter sig ned og drøfter situationen. Vi bliver enige om, at hvis vi kan konstatere, at Penguin er sejldygtig, så vil vi gerne afsted senere samme dag. Ingen af os er rystet så meget, at sejllysten er forsvundet. Det har været en dramatisk formiddag, men vi er alle ved godt mod.

Vi gennemgår skaderne på båden. Den har fået nogle grimme ridser bagerst på styrbords side og på stævnen. Vigtigst er det at få tjekket roret og stag og vanter. Karsten dykker ned til roret. Det har fået skrammer, men ikke umiddelbart mere end det. Vi tjekker rorstammen og ratstyringen. Karsten og jeg synes, at det ser fint ud, men vi spørger Morten fra Jasmin, om han ikke også vil give det sin vurdering. Han er enig. Rorindikatoren opfører sig dog lidt mærkeligt, så den næste time rumsterer Karsten og Andreas nede agten i båden med ror og selvstyrer.

Jakob får til opgave at få mig op i masten. Peter fra Jasmin er som altid klar til at hjælpe. Jeg skal sikre, at stag og vanter ikke har taget skade af mødet med fragtskibet. Jeg mærker efter hvert et fiber i stålvejerne for at sikre, at intet er revet over. Alt er godt. Vi har kun taget lidt af malingen af fragtskibet. Sallingshorn og fæstningerne til masten har det også godt.

Det er tid til et nyt statusmøde blandt Penguins besætningsmedlemmer. Er alle trygge ved at tage afsted igen? Det er vi.

Vi skylder stadig Xclip en sidste tak, og så har vi stadig deres kasteline. Jeg finder to af Xclips besætningsmedlemmer i marinaens floating bar. Et ungt hollandsk par. Jeg giver dem en status, og takker endnu engang mange gange for hjælpen, og at jeg håber, at vi kan byde på en øl i Caribien. De minder mig om udtrykket “en dårlig generalprøve giver en god premiere”. Med den fortrøstning siger vi på gensyn, og jeg går tilbage til Penguin.

Klokken er blevet 17, da vi endnu engang kaster fortøjningerne. Motoren spinder og på vej ud af marinaen kommer resten af Xclips besætning forbi i deres dinghy for at ønske os god tur. Karsten kvitterer med at række dem en flaske champagne som tak og med et på gensyn i Caribien.

Vi skal nu ud at fange passatvinden, eller the trade winds, som det hedder på engelsk. Det hedder det, for det er de vinde, der er mest forudsigelig og konstante, og som har bragt den spæde verdenshandel rundt om kloden, da den blev ført for sejl. Det er den vind, der skal bærer os over til Caribien med vinden ind bagfra.

De første 7 dage flyver vi afsted. Vi flyver også så meget, at sejladsen er mere hård end fornøjelig. Vinden er 9-13 m/s. Op til 10 m/s er det fint. Mere end det, så er det en mere udfordrende sejlads. Egentlig ikke pga vinden i sig selv, for det kan man sætte sejl efter, men mere pga. de bølger, som vinden skaber. De er op til tre meter høje. Vi har dem ind bagfra, så vi rider fint på dem, men det er alligevel lidt voldsomt. Ikke mindst for Jakob, der er ramt af søsyge de første fem dage, hvor Jakob enten sover under dæk, ligger ned i cockpittet eller sidder og har blikket stift rettet mod horisonten. Åh, hvor jeg kender det. Søsyge er forfærdeligt. Det er heldigvis længe siden jeg har været søsyg. Jeg tror, at mit balancesystem er kalibreret til at være på gyngende grund døgnets 24 timer.

Med meget vind og store bølger følger også et ekstraordinært stort slid på materiellet. Karsten laver et dagligt tjek båden rundt, for at sikre sig, at alt er ok, eller om der er noget, der er på vej til at gå i stykker, som vi skal have håndteret inden det går galt. Man har sådan lyst til at give det hele en kort pause, og få lidt ro på, men den mulighed giver sejladsen over Atlanterhavet os ikke. Vinden blæser ufortrødent og bølgerne ruller i det uendelige. De reparationer, der er nødvendige at udføre, må udføres i fart. Jeg genkalder mig klip fra Tour de France, hvor cykelmekanikerne hænger ud af bilruden for at stramme en skrue eller justere et gear alt imens cykelrytteren er i fart.

Når nætterne nærmer sig, studerer vi vejrudsigten og sætter sejl efter, at vi skal kunne håndtere en svær situation i mørket. Derfor sejler vi altid med lidt mindre sejl om natten, end vinden umiddelbart tilsiger.

En håndfuld flyvefisk lander på dækket hver nat. Sker det imens man er på vagt, rammer lugten med det samme. De stinker. Så en morgenrutine er at gå en runde på dækket og smide de nu meget stive flyvefisk overbord. Tilbage er kun skæl klistret til dækket. En aften, hvor jeg havde lagt mig til at sove i salonen, ramte den karakteristiske flyvefisklugt min næse. Lugerne var åbne, så jeg tænkte, at en flyvefisk måtte være landet på dækket ved lugen. Næste morgen, da det igen er lyst, viser det sig, at den havde fundet vej ind gennem lugen og landet på gulvet i salonen.

Dagene på søen er meget ensformige. De glider ind i hinanden. Ambitionerne om at bage, lave lækre kulinariske retter og nyde en rolig sejlads i cockpittet med en god bog er afløst af en virkelighed, hvor kampen er at holde balancen, en sejlads, der kræver stor opmærksomhed og koncentration, og hvor søvnunderskuddet hober sig op. Dagenes indhold består derfor af vagter ved roret, sejlskift, hvile og hyggelig snak i cockpittet. Måltiderne er hvad søgangen tillader. Det var nu godt, at jeg før afgang fik lavet nogle færdige gryderetter.

Alt hvad vi har udsigt til, er blåt eller hvidt. Den lyseblå himmel med spredte hvide skyer og det dybblå hav med hvide skumtoppe. Det er kun brudt af den karrygule saragossatang, der ligger i havets overflade, og som der bliver mere og mere af som vi nærmer os Caribien, og de orangerøde og gule farver, der changerer op i den blå himmel ved solopgang og solnedgang.

Vi har lavet en quiz. Vi har ingen internetforbindelse bortset fra tre gange, hvor vi kortvarigt sætter Starlink op for at klare vigtige opgaver. Vi har derfor 14 dage, hvor vi er uvidende om, hvad der i mellemtiden sker ude i verden. Quizen er derfor gæt på, hvad der er sket imens vi har ligget afkoblet fra omverdenen ude midt på Atlanterhavet. Spørgsmålene går lige fra om Manchester City har vundet en kamp, om Berlingske er blevet solgt om Putin har angrebet regeringskontorer i Kiev til om Mette Frederiksen har postet et madbillede på Instagram. Når vi får rigtig kontakt til omverdenen, får vi at se, hvem af os, der har bedst sans for forudsigelser.

Sjette døgns nat giver vejrguderne os lige en salut som afslutning på en uge med kraftig vind, ved lige at skrue en tand mere op. Det bliver en nat med en middelvind på 12,5 m/s med jævnlige peak over de 15 m/s. Vi stryger afsted, 6-8 knob, med et minimalt storsejl og en reduceret fok, men det er også en anstrengende nat, der kræver koncentration på nattevagterne og udfordrer Jakobs søsyge. Næste morgen, da solen står op, kan vi for alvor se de bølger, som vinden har bygget op over natten. De er store. Mindst tre meter høje. Masser af skumsprøjt på toppene. Og som vi bliver løftet op bagfra af en bølgevæg og ridder frem og ned på bølgen føler man sig meget lille på det store hav. Det kræver meget koncentration at bevæge sig rundt på båden, så det gør vi så lidt som muligt. Ja, det kræver koncentration at sidde i cockpittet. Vi må følge bølgernes bevægelse og støde fra med en fod eller en hånd, for at kunne blive siddende.

Syvende døgns nat bliver natten, hvor den første squall rammer os. Karsten har vagten. Klokken er et om natten. Vinden tager pludseligt til. Karsten kalder. Vi skal have rullet fokken ind. Det begynder at regne og vinden skifter konstant retning. Først kommer den fra kurs 110 for kort efter at komme fra kurs 55. Karsten kæmper en kamp, for at holde båden på rette kurs. Det er stressende. Det er hårdt. Jeg bliver i cockpittet for at kunne hjælpe til. Efter en halv times tid er det hele overstået. Der falder ro på, og resten af natten sejler vi under den skønneste stjernehimmel. Karsten får noget velfortjent søvn, og Jakob og jeg har hver tre timers vagt frem til solopgang. 

Squalls, hedder de på sejlersprog. Det er skysystemer, der dannes over havet, når havtemperaturen er højere end lufttemperaturen. Havvandet fordamper, fortættes, bliver til tunge regnskyer med masser af vind og sender så den tunge regn ned igen. Som sejler oplever man det som, at de kommer ud af ingen ting, og de kan være der pludseligt, og bliver så opløst igen.

De efterfølgende to nætter kommer der yderligere tre squalls vores vej, og vi bliver bedre og bedre til at håndtere deres forudsigelige uforudsigelighed.

Efter den første uge lægger vinden sig lidt, så sejladsen bliver lidt roligere, men i et par dage også mere frustrerende fordi bølgerne stadig er store og får Penguin til at rulle så meget, at sejlene slår. Vi har både code 0 oppe, sætter fokken på stage, men vi vender for det meste tilbage til vores sikre storsejl og fok på en bagbords eller styrbords halse med vinden ind agten for tværs. Det giver den mest behagelige sejlads.

To gange om dagen hiver vi, via vores satellitforbindelse, en vejrprognose ned, og med sms’er over satellittelefonen konfererer vi med Carsten hjemme i Danmark om, hvad der er den rette kurs at lægge. På det 9. døgn begynder overvejelserne om at gå mod Barbados i stedet for Martinique. Vi vil gerne undgå et meget vindstille område og et område med mange lynvarsler. Og sådan ender det. Vi tror på en bedre sejlads til Barbados og lægger derfor kursen mere sydover.

Der sker ikke meget midt ude på Atlanterhavet, så da der pludselig er bid på fiskekrogen, så rejser hele Penguins besætning sig op for at se, hvad der mon er bidt på. Karsten kæmper med fiskestangen og fisken, der ikke har givet op. Men op på dækket hiver Karsten den flotteste guldmakrel. Hermed er det bestemt, hvad dagens hovedmåltid skal være. To timer senere nyder vi risotto med lynstegt guldmakrel. Og så gik dagen med det. Dagen som også er halvvejsdag. Vi er nu nået halvvejs mellem Kap Verde og Barbados. Jakob markerer det ved at fylde en flaske med vand fra det 5000 meter dybe Atlanterhav til minde om sejladsen.

Vi er på 11. døgn. Endelig har vind og bølger lagt sig så meget, at der er faldet en ro over sejladsen. Vi kan igen høre, hvad hinanden siger, når vi taler sammen i cockpittet. Penguin glider roligt gennem vandet. Den tiltagende måne er nu blevet til en halvmåne, der kaster sit skær ned over os. Natten igennem er der lynglimt langt ude i horisonten. Både nord og syd for os. Men over Penguin blinker stjernerne fra en skyfri himmel. Vi krydser fingrer for, at lynene holder sig på afstand. Vinden er nede i 5-6 m/s. Kun lige nok til at fok og storsejl kan holde fart i Penguin. Vi går 4-6 knob. Når det bliver lyst, vil vi sætte genakkeren, så vi forhåbentlig kan få mere fart i båden og slippe for lyden af sejl og bom, der slår, fordi vinden er for svag. I mit hoved nynner jeg “her er så stille nu”.

Turens anden fangst kommer på krogen lige midt i aftensmaden på det 11. døgn. Et smuk lille tun. Aftensmaden bliver afbrudt, tunen hevet ind og straks går Karsten i gang med kniven. Af med hovedet og ud med indvoldene. Der er meget blod i en tun, så der forestår et rengøringsarbejde i cockpittet efterfølgende, men det gør intet, når vi nu kan lægge tunen på køl og glæde os til en lækker frokost den efterfølgende dag.

Det 11. døgn bliver vores kulinariske højdepunkt. Der bliver dømt regnvejrspandekager, da formiddagen byder på silende regn, og vind og bølger er endelig så det er muligt at lave pandekager. Senere på dagen nyder vi lynstegt tun med en marinade af lime, soya, hvidløg, ingefær og sesamfrø. Jo, vi har det godt.

11. døgn glider over i 12. døgn. Endnu en nat står foran os. Nattevagterne er fordelt. Vi har måtte starte motoren, og må forvente motorsejlads hele natten. Vinden er for svag. Vi kunne godt sejle med genakkeren, men vi ønsker ikke sejlsætning, der kræver, at vi skal på dæk om natten, og med det ustabile vejr er det for risikofyldt at have så stort et sejl oppe, som genakkeren er. Den strategi kommer vi til at prise os lykkelige for senere på natten. Da mørket er faldet på, begynder lynglimtene rundt i horisonten. De er lagt væk, og vores radar melder fred og fordragelighed mere end 20 sømil omkring os. Ved midnatstid overtager jeg vagten fra Jakob. Der er overskyet, men månens skær kan alligevel sikre, at horisonterne kan ses. Jeg fornemmer de store skysystemer i det fjerne. Kl. 02 er et uvejr med regn og lyn så tæt på os, at det dukker op på radaren. Vores strategi er, at kan vi undvige et lynvejr ved at skifte kurs, så gør vi det, også selvom det forlænger rejsen. Jeg ændrer vores kurs 45 grader mod nordvest, og det lykkes at få skysystemet til at gå bag os. Kun dens kant med lidt ekstra vind får vi at føle. Men flere skysystemer melder sig på radaren og lige som Karsten har overtaget vagten fra mig kl. 03 kommer en voldsom regn ind over os. Dette skysystem har vi ingen chance for at undvige. Vinden stiger kraftigt. Vores vindmåler går helt amok. Viser en vindhastighed på over 50 m/s. Det stoler vi nu ikke på. Nok var vinden heftig, men næppe så heftig. Det river og rusker i Penguin og Karsten bliver gennemblødt i løbet af få minutter. Lynene er tæt på. Gud ske tak og lov for, at vi ikke har sejl oppe. Jeg følger med under dæk, og er klar til at assistere Karsten, hvis der bliver brug for det. Sådan står det på i en time. Skysystemet driver over os, og radaren melder igen fred og ro. Jeg kan lægge mig til at sove, og Karsten kan, med nyt tørt tøj på, puste ud.

Sliddet på materiellet er stort. Bevægelige dele arbejder 24/7 i 15 dage og vindens og bølgernes kræfter er stærke. Særligt den første uge var hård. Presset på storsejlsudhalet var så stort, at der blev slidt hul på rebets strømpe. Vi måtte derfor trække det ud og påsy en forstærkende dyneemastrømpe, der hvor sliddet var størst.

• En morgen slap vores indrullede code 0 pludselig koblingen til rullemekanismen. Nu hang den og dinglede i faldet. Vi fik den hurtigt ned. En split var røget.

• Under en af nætternes squalls lyder der pludseligt et ordentligt smæld. Et reb, vi har sat til at fixere bommen, så den ikke banker frem og tilbage  med de store bølgers bevægelser, og for at undgå utilsigtede bomninger, er sprunget. Vi fik et chok, men ingen skader skete.

• Vores selvskødende fok kører i en skinne på dækket. Bølgerne og den første uges hårde vind kunne få fokken til at smække så hårdt frem og tilbage, at det stødabsorberende gummi på skinnen er smadret i stykker.

• Vores fok har været på arbejde en meget stor del af turen. Vind, vejr, sol og saltvand er hårdt ved sejlet. Underliget er blevet slidt og en lille revne er opstået. Der forestår et reparationsarbejde, når vi kommer frem.

Sådan har vi skulle forholde os til sliddet på materiellet. Mentalt fylder det hele tiden i hovedet. Hvad kan den næste skade være? hvordan kan vi forebygge skader? hvordan kan vi risikominimere?

Genakkeren bærer os i den lette vind mange af timerne de sidste døgn. Med en vind på 4 m/s skyder vi 6 knob. Det er nok den mest behagelige sejlads. Penguin glider støt og roligt gennem vandet.

Solen er stået op. Vi har et døgn tilbage. Vinden har lagt sig helt. Der er ingen bølger tilbage, kun blide, lange lave dønninger. Når vi nu ikke kan få vind i sejlene, kan vi jo lige så godt få en anden fornøjelse ud af at ligge herude på det åbne hav. Det er tid til en tur i det dybe Atlanterhav. Begejstrede hopper vi i badetøjet, slukker for motoren, slår badeplatformen ned og smider en fender med et reb koblet til båden. Det er helt igennem en fantastisk oplevelse. Vandet er lunt, det er klart, det er forfriskende. Vi er 120 sømil fra land, og der er mere end fire kilometer ned til havbunden. Jeg har slet ikke lyst til at komme op igen. Men det kommer jeg selvfølgelig, for vi skal videre. Vi sætter kursen mod Martinique endnu engang, og dropper tankerne om Barbados.

Den sidste nat bliver en regnfuld en af slagsen. Femte nat i stræk samler der sig kraftige skyer og det lyner gevaldigt i horisonterne. Denne nat får vi et voldsomt regnvejr ind over os. I to timer står Jakob og jeg i silende regn. Først har vi fin vindstyrke, men den skifter fra den sædvanlige sydøstlige vind til at gå i nord. Derefter rammer vi et vindhul. Vi venter tålmodigt på, at vinden kommer igen, men tålmodigheden slipper op, og vi må tænde for motoren. Først ved solopgang kan vi igen sætte sejl.

Nu kunne der måske være nogle af vores pårørende, der er blevet bekymret for os over dele af denne beretning. Men jeg kan berolige. Vi har ikke været i farlige situationer. Der har været hårde og udfordrende tidspunkter, men vi har hele vejen følt os trygge på Penguin.

“Land i sigte” råber Karsten. Klokken er 10.40 og vi har 40 sømil til land. Vi er alle godt brugte. Søvnunderskuddet har hobet sig op. Vi er saltet godt til. Vi trænger alle til et godt bad og en god nats søvn.

25 sømil fra Le Marin på Martinique kommer to suler og kredser om Penguin. Som om de vil byde os velkommen til Caribien, selvom de nok mere er interesseret i, om Penguins stævn får nogle flyvefisk til overfladen som de kan hapse. Men hyggeligt er det.

Med solnedgangen om bagbord og fuldmåneopgang om styrbord glider Penguin de sidste sømil mod bugten ved Le Marin. Vi har alle blikket rettet mod Martiniques silhuet. Det er første gang i 15 dage, at vi ser noget grønt. Mørket er faldet på, da vi nærmer os bugten ved Le Marin, hvor vi vil kaste anker. Vi kan lugte jorden. Vi kan lugte planterne. Vi kan lugte civilisationen. Åh, det bliver godt at mærke fast grund under fødderne igen og møde et liv af mennesker. Jeg er ikke så begejstret for det med at ankomme i mørke, men vi har heldigvis min trofaste ven, fuldmånen, der kaster sit skær ned over os. Vi finder, blandt hundredvis af andre sejlbåde en plads, hvor vi kan kaste anker. Der er ingen af os, der har kræfter til at puste dinghyen op og finde påhængsmotoren frem, så vi kan komme ind til land samme aften. Det må vente til næste morgen. Vi åbner en flaske champagne og skåler på en veloverstået tur over Atlanterhavet. Jakob laver en lækker pastaret med pesto og stegt chorizopølse inden vi overgiver os til vores senge. En helt ny fornemmelse, at båden ikke er i bevægelse, og at der ikke er nattevagter, der skal fordeles. Vi sover alle tungt og godt til næste morgen, hvor varmen fra tidlig morgenstund minder os om, at vi er kommet tættere på Ækvator.

Jakob afmønstrer den næste dag. Han skal hjem til det kolde nord. Vi takker for godt selskab. Karsten og jeg tager nu hul på et nyt kapitel på vores rejse. Fire måneder rundt i det Caribiske Hav.