Kap Verde blev et minderigt besøg

Det er blevet fredag. Dagen, hvor vi har besluttet at forlade Tenerife og sætte kursen mod Kap Verde. Vores hidtil længste stræk. Vejrvinduet er lidt blandet med vind fra syd et par dage, derefter vindstille indtil vi kommer ned til den nordøstlige passatvind. Vi gør os klar fra morgenstunden, men vi kan ikke komme afsted, før vi har været forbi dieseltanken. Og der er kø. Karsten ender med at benytte ventetiden på at klippe et interface af ledningen til vindmåleren og koble ledningerne sammen igen i håb om, at det var det der skulle til for at få vores nye vindmåler til at tale sammen med vores kortplotter. Og sørme om det ikke var løsningen. Karsten er dagens helt. Vi kan nu igen få data om vindhastighed og vindretning. På pontonen ved vores båd står børn og voksne fra de andre danske både med viftende flag for at sende os godt afsted. Meget rørende. Vinden er svær, da vi skal ud, men der er et hav af hænder til at hjælpe, så alt går godt. Kl. 11.30 har vi sat sejlene og sat kursen mod sydvest. Forud venter 6-7 døgns sejlads.

Det er blevet den første nat. Planeten Venus lyser så klart og skarpt mod sydvest. Det er aftenens ledestjerne til den forsvinder ned under horisonten kl. 21. Bag os hænger Jupiter. Den flotte fuldmåne lyser så meget op, at horisonten ses tydeligt og måneskæret får havets overflade til at glimte. Det gør det svært at se himlens mange stjerner.

De første to dage har vi den roligste sejlads med vinden ind foran for tværs. Atlanterhavet har rolige flade bølger og Penguin glider roligt frem. Der er ikke meget vind, men vi skyder en fart på mellem 3 og 5 knob. Det er fuldstændig stressfri sejlads. Om vi kommer frem den ene dag eller den anden betyder ikke det store. Vi skal bare nyde sejladsen. 

Vi har endnu ikke haft det store held med fiskeriet. Karsten har sat linen ud med en sprutte i håb om, at vi kan fange en mahi mahi (guldmakrel) eller en tun. På andendagen får vi først så stor en fisk på krogen, at linen bliver kappet. Senere på dagen får vi en fisk så lille, at havde vi fået den hevet ind inden den røg af krogen, så havde vi sat den ud igen. Således har vi stadig vores første fangst til gode. 

Vi laver aftensmad inden det bliver mørkt og vi kan sidde og nyde solnedgangen og måneopgangen. Herude, hvor vi har en fri horisont 360 grader rundt, opdager man, at nok er en solopgang og solnedgang smuk, og dem bliver vi aldrig trætte af at nyde, men en fuldmåneopgang er magisk når den ildrød sniger sig op over horisonten i øst alt imens solen går ned i vest. 

Karsten har andet døgns første del af nattevagten. Vores solpaneler kan ikke følge med vores strømforbrug, når vi sejler. Autopiloten sluger. Vi kan reducere strømforbruget ved at tage hånden på rattet, og med den svage og lidt skiftende vind føler Karsten også, at han bedre kan få konstant vind i sejlene ved at håndstyre. Han finder sig en stjerne at styre efter. Aftenens ledestjerne viser sig at hedde Canopus. 

Klokken en 04.30. Jeg har haft vagten i to timer. Jeg styrer efter Canopus med hånden på rattet. Det er endnu en fantastisk nat med månen som stor projektør og en stjerneklar himmel. Vinden lægger sig helt. Først knitrer sejlene, så begynder de at blafre. Vi vidste, at vi ville komme ind i en vindstille zone, vi har faktisk sejlet for sejl længere end forventet, men nu går den ikke længere. Jeg vækker Karsten, så vi kan få sejlene ned. Vi får tændt motoren og taget sejlene. To dages skøn, afslappende og stille sejlads bliver nu afløst af motorens brummen. Der går nok mindst et døgn, før vi får vind igen. 

Karsten går retur i køjen, og jeg fortsætter min vagt nu med en kop varm te. 

Havet er 3000 meter dybt, hvor vi sejler, men fra tid til anden viser dybdemåleren 11 meter eller 6 meter. Det skete også, da vi sejlede fra Portugals kyst ud til Madeira, og jeg gjorde på en nattevagt mig alverdens forestillinger om det nu var de sejlbådsrorangribende spækhuggere, der lå under vores båd og fik vores dybdemåler til at registrere deres tilstedeværelse. Det var det ikke, og jeg har siden lært, at der er tale om fænomenet “thermocline” på engelsk.  thermocline er et lag vand, der enten er meget koldere (som regel) eller varmere end det øverste lag.  de to forskellige tempererede vande lægge sig  som et lag oven på hinanden.  ultralyd kan ikke penetrere det koldere vand og så viser dybdemåleren distancen til thermoclinen i stedet for til søbunden. Så nu tager jeg det roligt. Ingen frygt for spækhuggere eller søuhyrer under Penguin. 

Det meste af tredjedagen er træls. Vinden er gået i syd. Vi sejler så spidst op mod vinden som muligt. Der bygger sig lidt bølger op, ikke store, men store nok til, at vi banker pæle. Stævnen banker igen og igen ned i bølgedalen. Det er både træls og ubehagelig sejlads. Efter en time tager vi sejlene ned og går for motor stik syd for at komme fri af kanten af den front vi ligger i, i håb om at komme i mere smult vande. Stævnen banker stadig ned i bølgerne men hen på dagen kommer vi ned, hvor der er mere ro på vandet. Ved aftenstid går vinden mere i vest, og vi kan sætte sejl igen, men vi ved fra prognoserne, at det nok kun holder kort. Ved midnatstid er vinden blevet så svag, at motoren igen må tages i brug. 

Natten er begivenhedsløs, men vi skimter dog nogle både langt væk. Der er cargoskibene, og så er der de andre sejlbåde, der uden tvivl, som os, er på vej mod Kap Verde. Månen står op lang tid efter solnedgang. Der er helt mørkt da månen igen kommer med sin projektør og lyser himlen op. Horisonten kommer til syne, og vi kan igen se havets overflade. Det er rarest sådan. Månen er og bliver min ven. Vinden lægger sig så meget, at vandet over natten bliver så blankt, at stjernerne spejler sig i vandet. 

Kl. er 8 om morgenen. Jeg har sovet under dæk de sidste tre timer. Solen er stået op og jeg stikker hovedet op til Karsten i cockpittet. Karsten er træt og glæder sig til, at det er hans tur, til at kunne lukke øjnene, men i samme øjeblik bliver der hevet i fiskelinen. Mon tredje gang er lykkens gang? Karsten hiver linen lidt ind, lader den løbe lidt ud igen. Fisken skal gøres træt. Det tager ikke lang tid før vi har hevet en flot mahi mahi op på dæk. Vores gæt er ca. fire kilo. Tredje gang blev lykkens gang. Glæden og begejstringen er stor hos Penguins tomandsbesætning. Endelig. Det er vores første fisk siden vi forlod Vedbæk. Karsten går straks i gang med at filetere den, og så ryger to flotte fiskesider på køl. Så er der blot tilbage at beslutte os for om vi senere på dagen skal lave sashimi, ceviche, grille eller stege det fine lyse rosenrøde stykke fisk. 

Der er fortsat ingen vind. Vi tøffer afsted for motor på det flade vand. Vi sidder bare og nyder blikket over det uendelige hav. En enkelt sejlbåd kan vi se bag os på styrbords side. Men pludselig ude i det fjerne kommer en kæmpe flok delfiner. Vi gætter på 40-50. Der er stor aktivitet i vandoverfladen. Der må være en fiskestime. Delfinerne må være på jagt. De kommer nærmere Penguin, og vi kan for en stund nyde delfinernes leg langs båden og foran stævnen. Jeg ved ikke, hvad det er med delfiner, men deres tilstedeværelse vækker altid begejstring, smil og latter. 

Det varer ikke længe, før vi er nede ved passatvinden. Den vind, der også skal bære os over til Caribien. Vinden vil vi få i ryggen, og det er tid til at få testet sejl-setup med vores spilerstage, som vi ikke har prøvet endnu. Med det rolige vand og svag vind benytter vi lejligheden til at teste det. Det er en større og lidt kompleks operation (i hvert fald når man ikke har prøvet det før). Vi skal trække vores fok ud på en spilerstage til den ene side og vores code 0 trukket ud til den anden side med storsejlsbommen som stage. Der er mange fald, skøder og liner i spil. Med tungen lige i munden og grundig drøftelse af rækkefølge og setup lykkedes vi. Vi betragter hvordan sejlet opfører sig, vi justerer skødet, tester hvilken vindvinkel der giver bedst vind i sejlene. For tredje gang denne formiddag bobler vi af begejstring. Nu mangler vi bare vinden, for at se om det virkelig virker, og det springende punkt bliver, hvordan det vil fungere med større bølger. 

Mens vi bruger dagene undervejs til Kap Verde til at teste de sejl-setup vi regner med at skulle bruge på strækket videre til Caribien, diskuterer vi og gennemgår, hvordan vi kan forebygge uhensigtsmæssigt slid, og hvordan vi kan gøre tingene så sikkert som muligt. 

Der sker ikke meget på Atlanterhavet. Et par cargoskibe og et par sejlbåde er de eneste vi indtil videre har kunne se med vores blotte øje. Lidt flere er dukket op på vores kortplotter, hvor skibes AIS-signal bliver fanget længere væk end vi kan ane, når vi skuer ud mod horisonten. Derfor er det også ekstra hyggeligt, da der pludselig svømmer en skildpadde forbi langs Penguin, padlende med de korte ben og hovedet lige over vandoverfladen. Den er dog hurtigt væk, og vi er igen helt alene på det store hav. 

Flyvefiskene er blevet flere og større, og ikke alle overlever mødet med Penguin. De lander på dækket og spjætter febrilsk. Vi har begge været tæt på at blive ramt i hovedet af en flyvefisk hen over cockpittet. Det er ikke alle vi når at få hjulpet tilbage i deres rette element. 

Der er blevet onsdag og der er kommet gang i vinden. Den er nu konstant fra NØ 8-10 m/s. Med vind kommer bølger. 1-2 meter høje. Der er kommet skum på. Penguin ruller på bølgerne, men vi har til gengæld god fart. Ca. 7 knob. Vi har taget code 0 ned, den slog alt for meget, og erstattet den med et reduceret storsejl og vores trofaste fok. Kursen er ikke optimal, men sejladsen er behageligere. Onsdagen bliver ret begivenhedsløs og vi glider over i nattevagtsrutinen kort efter solnedgang. Min vagt fra 21.30 til 01.30 er nok den værste nattevagt, jeg har haft siden Nordsøen. Ikke fordi, der gik noget galt. Den var bare rigtig træls. Trods en klar stjernehimmel var der kulsort indtil den aftagende måne stod op kl. 23.30. Horisonten kunne end ikke anes. De op til to meter høje bølger kunne kun fornemmes og høres, og en skæv en af slagsen opdagede jeg først, når den selvskødende fok blev kastet fra bagbord til styrbord og tilbage igen. For at undgå det, måtte jeg justere kursen så meget, at vi nærmest sejlede stik vest, da også en stærk strøm skubbede os væk fra vores ønskede kurs mod sydvest. Nogle vil nok spørge, hvorfor vi dog ikke satte fokken på spilerstagen, så vi kunne sejle en mere optimal kurs og få bølgerne mere direkte ind bagfra. Svaret er simpelt. I ni sekundmeters vind og op til to meter høje bølger, havde vi ikke lige mod på et sejl-setup, som vi ikke er helt fortrolige med endnu, og så må vi jo tage de ekstra sømil med, før vi når vores mål. 

Vinden lægger sig i de tidlige morgentimer. De skumsprøjtende bølger er blevet afløst af blide rolige bølger, og jeg kan sidde og nyde solopgangen og mærke, at roen også lægger sig over mig. 

Da det er blevet lyst, og Karsten er stået op, bliver vi enige om at det er tid til at sætte de to forsejl, og se hvordan det fungerer med vinden lige i ryggen. Vi bruger en lille halv time på at sætte spilerstage til fokken og bruge bommen som stage til code 0. Endelig kan vi rulle sejlene ud. Vinden er 5-7 m/s og bølgerne blide. Men det fungerer ikke for os. Alt for tit mister sejlene vind, når en skæv bølge rammer, og de slår. Det er vanvittig stressende, både lyden og tanken om materiellet holder. Vi sidder bare og venter på næste gang der lyder et ordentligt slag fra et af sejlene. Det holder vi ikke ud 14 dage over Atlanten. Vi vender mulige alternativer, og beslutter os for at prøve butterfly, med fokken på spilerstagen til den ene side og storsejlet til den anden side. Vi har tøvet med den sejlsætning fordi vi har bagudvendte sallingshorn, der gør, at der er grænser for hvor meget vi kan skøde storsejlet ud. Men det virker. Vi kan sejle med vinden næsten lige i ryggen (170 grader) og det er meget mere stabilt. Jeg tror vi har en vinder. Det er sådan vi skal sætte sejlene til Caribien. Vi har nu kurs direkte mod Mindelo på Kap Verde. Karsten har sat fiskesnøren ud og vi nyder en god downwind-sejlads

Syv døgns sejlads er ved at få sin afslutning. Kl. er 8 om morgenen, da jeg stikker hovedet op til Karsten i cockpittet. Jeg har fået et par timers søvn. “Vi kan se land”, siger Karsten. Ude i horisonten kan vi skimte konturerne af Kap Verdes vestligste øer. Nu er der ikke mange timer, før vi kan få fast grund under fødderne. Vi sejler behageligt med vinden ind bagfra. Karsten har sat fiskesnøren ud tidligere på morgenen, og pludselig er der bid. Den er ikke stor, så den er hurtigt hevet ind. Endnu en guldmakrel. Så ved vi, hvad vi skal have til aftensmad.

Vi nærmer os Mindelo på São Vicente. Vi ved, at vi ikke kan få plads i marinaen før efter kl. 12. Samme dag er der afgang for de 90 sejlbåde, der har tilmeldt sig ARC+, der er et rally fra Gran Canaria til Grenada i Caribien med stop netop her i Mindelo. Det er et fantastisk syn der møder os, da starten bliver skudt i gang præcis kl. 12. Sejlbåde i mange størrelser med sejl sat og klar til at krydse Atlanterhavet. Vi ligger og venter, til de alle er afsted, og der er blevet plads i marinaen. Det er vi ikke ene om. I løbet af en time er marinaen igen godt fyldt. Hjælpen til at lægge til ved pontonerne er uovertruffen og meget effektiv.

Kap Verde fik først sin selvstændighed i 1975. Indtil da, var det en portugisisk koloni. Frem til Portugal selv slipper for sit diktatur med Nellikerevolutionen i 1974, ville styret ikke slippe sine kolonier. Kap Verde gik fra at have en koloniherre til at blive ledet af en kommunistisk diktator. Helt frem til 1990 var Kap Verde styret af et kommunistisk et-parti system. Kap Verde er derfor et endnu yngre demokrati. Kap Verde består af 18 øer, der alle er vulkanske, dog kun med en aktiv vulkan tilbage. Der bor ca, 600.000 på Kap Verde.

Vi er kommet til den del af verden, hvor bureaukrati er en tung og omstændig størrelse. Jeg er skipper på Penguin, for det er skipper, der skal melde sig til myndighederne, og den dialog er Karsten og jeg blevet enige om er bedst, at jeg tager mig af. Først en længere gåtur til immigrationskontoret. Pas og skibspapir, og crewliste forevises, kopieres og jeg underskriver. Rundt om bygningen til politiet. Pas og skibspapirer forevises og kopieres. Samme oplysninger skal jeg så udfylde på et stykke papir. Øverst på et skab ligger en kasket med Kap Verdes slogan ”No Stress”. Tilbage til marinaen for at tjekke ind og betale for de dage vi forventer at blive. Pas og skibspapirer forevises og kopieres, og jeg udfylder et stykke papir med oplysninger om båd og skipper. Og sådan gik der tid med det, men vi skal jo ikke nå noget, og jeg suger indtryk til mig.

Vi er udmattede, så resten af dagen går med hvile, lidt oprydning og en gennemgang af listen af opgaver, vi skal have klaret inden afgang mod Caribien. Listen er overkommelig og ikke noget kritisk, men der er altid ting, der skal repareres og ordnes på en båd.

En nydelig ældre kapverder stopper ved vores båd. Goddag, siger han, og begynder at tale til os på dansk. Han hedder José og er 72 år. Han begynder at fortælle. I 1971 kommer han til Danmark, og arbejder på danske skibe. Efter 10 år har han råd til at købe sig en større fiskekutter, som han sejler hjem til Kap Verde. Med den som fundament, får han opbygget en fiskeflåde på hele 10 skibe. Han har ikke været i Danmark siden, men han kan lide at vedligeholde sit danske ved altid at hilse på de danske sejlbåde, der lægger til her i Mindelo. Vi spørger, om han kan fortælle os, hvor vi kan købe frisk fisk. Han tilbyder straks at komme næste morgen kl. 8, så vil han skaffe fisk til os. José er lattermild. Han fortæller, hvordan han har afhændet sine fiskeskibe, så han kun har to tilbage. I næste uge afhænder han endnu en. Han ejer et par udlejningsejendomme, som hans sønner driver. Vi står og mangler en stor unbrakonøgle, og spørger om han tilfældigvis har en vi kan låne. Det har José, og inden vi får set os om, har han taget os med i sin bil. Først kører han hen for at vise os sine fiskeskibe. De er store. Den ene er den han sejlede hertil fra Esbjerg i 1981. Vi tager vi forbi fiskemarkedet. Han går alene ind. Så er prisen en anden, som han siger. To kilo tun og fire storøjet selar for 4 euro. Vi kører videre til Josés værksted imens han fortæller om sin familie, hans ønske om, at Kap Verde var en del af Portugal og tristheden over, at mange unge på Kap Verde er ude i misbrug. Der kommer meget narkotika fra Sydamerika, og tit er det flydt ind på strandene, når en båd, for at undgå at blive taget, smider det hele overbord. På hans værksted, hvor han har en enkelt medarbejder, står en drejebænk. Drejebænken anskaffede han sig i Esbjerg, og sejlede den med hjem. Blandt sine mange sager finder han den rette unbrakonøgle. Men det er endnu ikke tid til at vende tilbage til Penguin. Vi skal lige se hans hjem. Et stort hus, meget fornemt indrettet. Det kunne være et hus i Danmark. Han viser stolt sin pool og hustruens smukke malerier. Han ser ud til at have gjort det godt. I kvarteret omkring er det som så mange steder i Afrika. Støvet, slidt og beskidt. Vi kører tilbage til marinaen, og siger tak for nu til José. Vi ved, at vi kommer til at se ham igen. Vi har meget mere fisk end vi to kan spise, så tunen ryger i fryseren og de fire storøjede selar ryger på grillen samme aften.

Vi er godt med på vores liste over opgaver, så vi beslutter os for at tage en dag til Kap Verdes vestligste ø, Santo Antão. Vi tager færgen kl. 7 om morgenen. Der er stadig mørkt og dejlig køligt, da vi står op. Santo Antão er kendt for sine smukke vandreruter og naturen man bliver ført igennem.  Ved færgelejet står en masse taxichauffører og byder sig til. Nogle mere pushy end andre. Frénk har den rette tilgang til sådan nogle som os. Stille og roligt går han hen til os og tilbyder sin hjælp. Vi aftaler, at han kører os op til toppen af den udslukte vulkankrater Cova. Herfra skulle der være en smuk 4-5 timers vandretur til kystbyen Pombas. Mod kysten er øen gold, som mange vulkanøer. Desto mere spektakulært er det at komme op over vulkanens top 1200 meter oppe, og se lige ned i det mest frodige landskab. Der er den skønneste fuglekvidder og luften i de tidlige formiddagstimer er frisk og kølig. I bunden af vulkanen bliver der dyrket alverdens frugt og grønt. Vi krydser vulkanen og fortsætter ned gennem en fantastisk smuk og kæmpe stor dal, der fører ned til kysten. Der bliver dyrket sukkerrør, mango, papaya, kål, citrusfrugter, bønner, tomater, bananer og meget meget andet, men alt i en skøn pærevælling. Ingen store monokulturelle marker her. Mon ikke biodiversiteten har det godt her? Til gengæld er det nok ikke den største velstandsskabende dyrkning. Der er lokalvalg på Kap Verdes øer på søndag. Ifølge Frénk er det største problem, politikerne bør løse, den store arbejdsløshed. På Santo Antão vil Fernandes rigtig gerne vælges. Han har fået sine kampagnefolk til at køre gennem øens byer med kæmpe højtalere på bilernes tage så alle kan høre Fernandes løfter til vælgerne. I dalen, hvor vi vandrer, flytter lyden sig rigtig langt, så en højtaler på den ene bjergside kaster valgløfterne ud i hele dalen.

Vandreturen i Santo Antãos frodige natur i en udslukt vulkan er noget af det smukkeste vi har oplevet, men som solen kommer højere på himlen bliver det også en meget varm og hård tur. Efter 4 1/2 time er vi endelig kommet ned til kystbyen. Vi får en tiltrængt frokost inden Frénk samler os op, og kører os langs en smuk kystvej tilbage til færgen, der tager os tilbage til Mindelo. Vi kommer til at sove godt i nat.

Endelig oprinder dagen, hvor vores gode ven, Jakob Weiss, påmønstrer Penguin for at sejle med os over Atlanten til Martinique i Caribien. Han er fløjet fra det kolde novembervejr i Danmark ned til os i Kap Verde. Tirsdag eftermiddag står Jakob med sin bagage på pontonbroen i Mindelo marina. Vi har nu 2 ½ dag til at gøre det sidste klart inden afgang fredag morgen. Vi gennemgår sikkerhed med Jakob. Alt fra brandslukker, redningsflåden, sikkerheden ombord, hvor regel nummer et er: Fald ikke over bord. Jeg skal endnu en tur op i masten og efterse, at alt er, som det skal være. Vi skal have trukket et nyt indhal til fokken, og Jakob bliver sendt ned til ankerbrønden, hvor indhalet til fokken er fæstnet. Vi skal have repareret vores code 0, vi skal have lavet en sele til vores 15 hestes påhængsmotor, vi skal have fyldt diesel på og provianteret. Vi har også udskiftet vores storsejlsudhal, fået ryddet op i ledningsfuglereden under masten, tjekket olie på motor, watermaker og generator og efterspændt alle skruer. Der er heldigvis også tid til om eftermiddagen at tage en tur til stranden og hoppe i Atlanterhavets bølger, og udforske Mindelo by. En middag  i byen bliver det også til, hvor vi får smagt på den kap verdiske mad og ikke mindst den lokale vin fra øen Fogo.

Fredag morgen, når vi er veludhvilede, løsner vi fortøjningerne og vinker farvel til de andre sejlbåde i marinaen, som vi måske ser igen et sted i Caribien. Foran os har vi 2100 sømil, ca. 15-17 dages sejlads afhængig af vinden og hvor gode vi er til at trimme sejlene. Det bliver fantastisk. Vi glæder os. Har lidt sommerfugle i maven, men allermest fylder forventningens glæde.