Det er tid til at sige farvel til Europa

Det er ikke meget tid vi har brugt på at være turister på De Kanariske Øer, selvom vi har været her i tre uger. Vi har nok også bare haft brug for lidt stille hverdag samtidig med, at vi har arbejdet os igennem en længere liste af opgaver som forberedelse til det store atlanterhavskryds.

Fra molen, hvor vil ligger her i Marinaen ved San Miguel på Tenerifes sydkyst kan vi stå og skue udover Atlanterhavet. Der er hav så langt øjet rækker, men vi ved, at 820 sømil sydvest ligger Kap Verde. Vi havde egentlig tænkt at sejle direkte fra De Kanariske Øer til Caribien, men flere sejlere har, med deres beretninger fra Kap Verde, gjort os varme på tanken om at gøre stop her. Det er en lille omvej, men det betyder, at det lange stræk til Caribien bliver kortere.

Vi er nu klar til at forlade Europa. Vi har tjekket ud af Schengen. Penguin er fyldt med proviant til den næste måned. Vi har lavet de nødvendige gennemgange af båden, og sikret, at alt sikkerhedsudstyr er i orden. Når vi kommer til Kap Verde vil vi få selskab af vores gode ven Jakob, der vil tage med os til Caribien. Det glæder vi os til.

For tre uger siden ankom vi til La Gomera, en mindre ø vest for Tenerife. På denne ø, ved byen San Sebastian, gjorde Columbus de sidste forberedelser inden han i 1492 satte kursen mod vest i forventningen om at komme til Indien. San Sebastian misser ikke en anledning til at fortælle om byens rolle i denne historiske begivenhed. Selvom Columbus tog turen over tre gange, insisterede han til sin dødsdag på, at det var vandvejen til Indien han havde fundet, til trods for, at han blev udfordret af andre om det nu også kunne være rigtigt.

Marinaen i San Sebastian er en glimrende marina. Trods masser af vind ligger vi roligt og beskyttet. Kun nabobådens hidsige vindmølle forstyrrer roen. Det summer af liv i marinaen. Folk rumsterer på deres både. Vi har selv vores projekter. Jeg må en tur i masten for at finde ud af, hvad der er sket med vores vindmåler. Den er knækket og hænger og dingler i toppen af masten. Den kan desværre ikke repareres, så vi må bestille en ny. Vi formoder, at det er en fugl, der har forsøgt at lande på vores vindmåler med det resultat, at den er knækket. Noget træls. Efter flere dages sejlads fra Madeira trænger Penguin til en ordentlig gang ferskvand og skrubning. Den er fedtet ind i saltkrystaller. Og så er vi ikke helt tilfredse med vores solpanelers performance. De leverer noget mindre strøm end vi havde forventet, så vi monitorerer produktion og forbrug minutiøst og er i dialog med Andy, der installerede panelerne. Frank fra Summerwind kommer ilende med kabler og sikringer, da vi sammen opdager, at en isolering på et kabel er smeltet, som måske kan være årsagen til for ringe strømproduktion til vores batterier.

Vi nyder en håndfuld dage i marinaen ved San Sebastian imens vinden raser fra nordøst. Vi får os næsten en hverdagsrytme. Jeg nyder min morgenthe og Karsten sin kaffe. Jeg hiver træningsmåtte og håndvægte frem imens Karsten tager løbeskoene frem. Sammen går vi til den nærmeste strand og hopper en tur i vandet. Standen har det fineste sorte strandsand. Karsten har besluttet sig for, at han vil lære sig selv at crawle ordentligt, så der bliver trænet flere gange om dagen. Det er en fantastisk start på dagen. Hver dag får vi gjort listen over bådarbejde lidt kortere, og så kan vi ellers bare slappe af og nyde det. Kl. 17 hver dag sætter en større gruppe mænd sig i skyggen ved stranden og spiller domino. Der er dyb koncentration om spillet, og vi der passerer forbi forstår, at det ikke er noget man skal forstyrre.

En af dagene tager vi vandreskoene på. Vi går op gennem byen og gennem boligkvarterer. Til en koncert af hundegøen og hanegal lægger vi byen bag os og vandrer ud i det meget tørre og golde landskab. Vi kommer om på den anden side af La Gomera, hvor vi kan se lige over til Tenerife og silhuetten af øens højeste bjerg, Teide, der rager 3.700 meter over havets overflade. Den top vil vi gerne vandre op til, men vi finder senere ud af, at det skulle vi have tænkt på meget før, for der er begrænset adgang, og bookning er nødvendig mindst to måneder i forvejen.

Natten mellem mandag og tirsdag løjer vinden af. Det har vi set frem til, for så er det endelig tid til at sejle ud og finde et sted at ligge for svaj. Fem sømil langs kysten finder vi en dejlig bugt. Der ligger et par både i forvejen. Her er vandet roligt. Fornøjelsen ved at kaste anker, slå badeplatformen ned og hoppe i vandet er lige stor hver gang. Vi nyder roen, lige indtil der kommer en fransk katamaran. En katamaran mere. Og en tredje katamaran. De følges åbenbart. De er fyldt med mennesker, og de tre katamaraner synes åbenbart, at de skal møve sig ind mellem de både, der allerede ligger der. Karsten råber dem op. De lægger sig alt for tæt på os, men de virker ligeglade. Kommunikationen mellem de tre katamaraner fungerer ved at råbe til hinanden. En kommunikation vi ikke har det store behov for at være en del af. Den uskrevne regel ved ankringsteder er, at det er den sidst ankomne båds ansvar at lægge sig på en måde, der ikke skaber problemer for de både, der er ankommet tidligere, men Karsten foreslår, at det er os, der rykker os. For en gang skyld er det mig, der har svært ved at bøje mig for andres uforskammede opførsel, men at tage kampen virker også håbløst. Vi fortrækker og kaster påny ankeret nogle hundrede meter borte. Det sikrer os en rolig og uforstyrret aften. Det samme kommer ikke til at gælde for natten. Lige så roligt vi har ligget hele dagen, lige så rullende bliver natten med dønninger, der får Penguin til vugge kraftigt fra side til side. Helt håbløst at sove i. Karsten lægger sig op i cockpittet, hvor han finder det rarere at ligge. Lidt klatøjede næste morgen hiver vi ankret op. Vi må se om vi ikke kan finde et sted med bedre læ for dønningerne. Vind er der stort set ikke noget af. Sejlturen langs kystens stejle klippevægge er smuk. Vi finder en bugt, og her ligger vi de næste to dage. Vi bader, læser bøger, tager en tur langs kysten i dinghyen og går i land i håb om en vandretur, men skrænterne er simpelthen for stejle, så det bliver en kort fornøjelse.

Vi er helt mutters. Når solen går ned, bliver der kulsort. Vi kan intet se udenfor båden, men vi kan høre vandet slå sine bølger ind mod stenstranden og høre hvordan det får stenene til at rulle.

Vi reder op i cockpittet. Denne gang fordi det bare er fantastisk at ligge under åben himmel. Vi kigger op på den vildeste stjernehimmel. Venus lyser klarest. Næste morgen vågner jeg lige før solopgang. Himlen er lyseblå. Skyerne er lyserøde. Stjernerne er væk. Kun en lysende prik over mit hoved er der på himlen. Det er Jupiter. Men også den forsvinder for det blotte øje som solen kommer højere på himlen.

Vi gør os klar til at forlade denne skønne og fredelige lille ankerbugt. Vi sætter kursen mod Tenerife, hvor vi har reserveret plads i San Miguel marina de næste 14 dage. Der er ingen vind og vi indstiller os på 6-7 timers sejlads for motor. Vandet er helt fladt, men da vi kommer fri af La Gomera kommer der krusninger på vandet, Dannebrog begynder at blafre, og vi kan mærke vind i ansigtet. Vi har ingen vindmåler, men windexen viser, at vi kan sejle for slør. Vi sætter sejl og vi stryger afsted over det flade vand med 7,5 knobs fart med perfekt kurs mod Tenerifes sydspids.

På vandet ser vi store fugleflokke. De flyver rundt lige over vandoverfladen. Der må være en stime af fisk. Pludselig peger Karsten frem. “Hvad er det, der ligger der, Rikke, er det bare fugle?” Det er det ikke. Det er 5-6 store rygfinner, der roligt svømmer 100 meter fra os den modsatte vej. De er da alt for store til at være delfiner, siger jeg. Er det mon spækhuggere? Jeg er helt rolig. Hernede har de ikke lært sig at jage sejlbådes ror, men Karsten er lidt urolig. Man ved jo aldrig. Men de forsvinder langt bag os. To flokke mere kommer imod os, men de virker fuldstændig ligeglade med vores tilstedeværelse. Ved nærmere studier viser det sig, at det var bottled nosed delfiner. Langt større delfiner end dem vi har set tidligere.

Det bliver til 3,5 timer for sejl. Halvvind. 4,5-7,5 knob. Vinden dør 8 sømil før marinaen, så sejlene må  ned. Hvor vindprognoserne havde stillet os en hel dags motorsejlads i udsigt, var det fantastisk at få 3,5 time for sejl.

Tenerife skal selvfølgelig også opleves med vandreskoene på. Karsten har fundet en vandrerute op hvor pinjetræerne gror og til byen Vilaflor, den højest beliggende by på Tenerife 1400 meter over havets overflade.

Vi sætter vækkeuret så vi kan komme afsted før solopgang. Som altid skal jeg bare gøre mig klar og have kamera med. Karsten har styr på resten. En rygsæk med vand, en smoothie og en nøddebar, og minder mig om, at jeg børe tage en tynd trøje med. I bilen på vej op til vandreruten kan vi nyde solens opgang. Luften er dejlig kølig, da vi parkerer bilen. Vi ved, at om blot om et par timer, så bager solen på vores lyse skandinaviske hud. Vi begiver os afsted. Vi passerer øens to ældste pinjetræer, der skønnes at være henholdsvis 500-600 år og 700-800 år gamle. Vi passerer forbi de nye selvsåede små lysegrønne pinjetræer. Tænk så mange år de har foran sig. Det er en skøn vandretur i det rå og stenede landskab. Der er terrasser anlagt til dyrkning i noget der umiddelbart ligner håbløse vilkår. På en terrasse er der nyplantede små fine vinstokke. Vi slutter i Vilaflor, der har en meget velrestaureret historisk bymidte. Byens stolthed er bysbarnet Hermano Pedro, der tog til det Nye Spanien og missionerede i Guatemala og skabte et hospital for de fattige i midten af 1600-tallet.

Karsten har lejet sig en cykel. De hjemlige cykelture er savnet så de fleste morgener tager han tidligt ud på Tenerifes stigninger. Her er ikke mange flade strækninger, og det er meget varmt allerede kl. 9. til gengæld er bilisterne mere hensynsfulde end derhjemme og ifølge Karsten smager morgenkaffen bedre efter at have slæbt sig op ad stejle stigninger.

Det er 2 1/2 uge siden, vi fik ødelagt vores vindmåler, og det er 2 1/2 uge siden, at vi bestilte en ny, da den endelig ankommer. Til La Gomera. Øen vi forlod for en uge siden. Så meget for lange korrespondancer om, at den skulle sendes til Tenerife.

Vi har i de samme 2 1/2 uge brudt vores hoveder med, hvordan vi kan komme helt op i toppen af masten. Med vores normale setup, når jeg er i masten, mangler jeg 80 cm. Nogle vil nok straks tænke, at Karsten har de cm, der skal til, men bare tanken om, at skulle op i den højde får blodet til at forsvinde fra Karstens ansigt. Vi diskuterer og drøfter. Tidlig morgen og sen aften. Når vi vandrer i Tenerifes bjerge og når vi sidder i den lejede Kia på vej til en marinebutik. Kan vi gøre det selv? Kan vi finde en professionel, der kan hjælpe os? Kan vi leje en lift? Karsten får faktisk et tilbud på en lift. Det er ikke billigt og er noget omstændigt, men det kan faktisk lade sig gøre. Der er travlhed i marinaerne her på De Kanariske Øer. Hundredvis af både er ved at gøre sig klar til at krydse Atlanterhavet, og de professionelle riggere har kronede dage, og er helt umulige at booke. Sejlermiljøet bliver spurgt til råds. Vi indsamler tips og tricks. Karsten har på en af sine cykelture mentalt indstillet sig på at skulle i masten, men jeg foreslår, at jeg giver det en chance mere. Vi tager de bedste og mest anvendelige råd i brug. Jeg tager min klatresele på. Genakkerfaldet er hejselinen og Code 0-faldet er sikkerhedsline. I bom-ophalet binder vi en løkke, som jeg kan sætte en fod i og på den måde løfte mig det sidste stykke op, når jeg er nået toppen. Vi får hjælp fra Aske, der sammen med seks andre unge mænd på båden Cassiopeia, er ved at gøre sig klar til atlanterhavskrydset, til at hjælp med sikkerhedslinen. Udstyret med værktøj ryger jeg til tops. Missionen er at få afmonteret den ødelagte vindmåler. Med en fod i bom-ophalets løkke og en hånd fast i mastens top kan jeg lige løfte mig tilstrækkeligt op til, at jeg med den anden hånd kan afmontere ledningen, sikre at ledningen ikke falder ned gennem masten, klippe strips over og finde låsemekanismen så jeg kan løsne vindmåleren fra mastens top. Det er hårdt og kræver pauser mellem hvert lille skridt. Jeg ænser ikke den skønne udsigt oppe fra masten, jeg ellers plejer at nyde. Sejrsfølelsen er stor, da jeg har vindmåleren i hånden, og kan fire den ned til Karsten. ’Mission acomplished’. Karsten kan give besked til udlejer af lift, at vi ikke har brug for deres hjælp. Vi skal nok også klare monteringen af den nye vindmåler.

Det er blevet lørdag den 9. november. Vi er otte danske både, der har aftalt at mødes. Vi har dannet en flotille under FTLF’s faner (Foreningen Til Langturssejladsens Fremme (en forening, I nok kan regne ud, der ikke blev etableret i dette årtusinde)). Jasmin har standerflag med til os alle. Der er, groft sagt, fire forskellige besætninger der laver de lange sejladser: De fleste er børnefamilier, der for en stund har skiftet en hektisk hverdag ud med familiesamvær alle døgnets timer. Derudover er der overraskende mange unge mennesker, der er på eventyr. Mænd og kvinder i 20’erne, der tager et-to år ud af kalenderen for at opleve noget, de færreste kommer i nærheden af. Man bliver meget optimistisk på dansk ungdoms vegne når man møder dens repræsentanter herude. Den tredje gruppe er pensionisterne og efterlønnerne. Dem, der har al den frihed de ønsker og som nyder sejladsen. Endelige er der sådan nogle som os. Sådan ca. midt i livet og med mulighed for at trække stikket. Vi er færrest, men ikke alene.

Endelig er der en helt femte gruppe. Charter-sejlerne. Dem, der har lejet en båd hernede, for at nyde det fantastiske sejlervejr. De er ofte en stor gruppe på en båd, som de ikke kender særlig godt. Det skaber flere problematiske situationer i marinaen, især i forbindelse med tillægninger og afsejlinger. Sammenstød, ødelagte søgelændre og den slags. Desværre også en kvinde, der får en arm i klemme, da hun forsøger at redde en dårlig sejlermanøvre ved at holde fra med hånden.

Men når det er sagt, så er sejlermiljøet ikke desto mindre fantastisk. På dagen for vores skippermøde er der tre danske både på vej fra La Gomera til San Miguel på Tenerife, hvor vi ligger. Via Jasmin får vi kontakt til Icenic, som vi ikke har mødt endnu. De tager kampen med havnekontoret for at få udlevet vores pakke, og derfor når de ikke vores skippermøde senere den eftermiddag, men vi er dem dybt taknemmelige, for endelig har vi den længe ventede vindmåler. Hjælpsomheden bådene imellem er kæmpe stor. Vi ved alle, at vi kan få et problem, som vi ikke selv lige har svaret på eller selv kan løse, og på den måde hjælper vi hinanden med at nå til bunden af opgavelisten inden den store afsejling.

Spændingen er stor, da vi pakker vindmåleren ud. Vil den passe til den gamle holder på masten? Umiddelbart ser det godt ud. Op i masten med mig. Selvom det er tidlig formiddag bager solen allerede fra en skyfri himmel, men solcremen er for længst blevet en del af den daglige påklædning, så det er blot varmen jeg skal udholde. Vindmåleren klikker nemt og ubesværet i den gamle holder. YES! Så skal stikket bare sættes i. Men ligesom med mobiltelefoner, så bliver stik ændret. Så jeg kommer ned fra masten med uforrettet sag. ØV! Det skal ikke være nemt.

Den efterfølgende dag sætter vi jagten ind på en adapter til vindmåleren, som er tilføjet den allerede lange liste af anskaffelser og proviantering vi skal have foretaget. Vi har Freja og Anton med i bilen til Tenerifes hovedby Santa Cruz. Her sætter vi dem af imens vi får brugt en dag på alle vores ærinder.  Freja og Anton er skønne unge mennesker, der sammen med deres venner Anne Sofie og Nikolaj sejler i Artemis. Aftenen før havde vi en hyggelig middag sammen. Vi kunne være deres forældre, men de fire unges sejlererfaringer slår vores, så det er os, der trækker på gode råd og erfaringer.

Det er mandag aften. Vi har nydt lidt god mad på båden og et godt glas vin. I bådene omkring os sidder folk i deres cockpit og hygger. Pludselig kommer der en båd ind i marinaen med 30-40 afrikanere. De må have været adskillige dage på vandet. Den korteste distance til det afrikanske fastland herfra er mindst 160 NM. Det er en lang sejltur i en spinkel båd, med ikke andet end en lille påhængsmotor.

De virker glade og lettede idet de sætter deres fødder på land. I løbet af kort tid kommer der en ambulance og kort tid efter kommer op til flere biler fra Røde kors og til sidst kommer politiet. Røde Kors og myndighederne har tydeligvis prøvet dette før. Det helt store apparat går i gang. Migranternes sundhedstilstand bliver undersøgt, de får udleveret aluminiumstæpper, så de kan få varmen og registreringen går i gang. Den nu tomme båd bliver undersøgt og registreret af myndighederne. Jeg bliver på et splitsekund kastet tilbage til min tid som integrationsminister og de barske beretninger jeg fik om kyniske menneskesmuglere og migranter, der har betalt med alt hvad de ejer og har og nogle gange mere end det, for en lovning af mælk, honning og job. De bliver desværre svært skuffede. Ønsket om en bedre tilværelse i det forjættede Europa bliver kun opfyldt for de færreste. Som minister var jeg i 2006 på de Kanariske Øer for at se FRONTEX’s og de spanske myndigheders arbejde med og håndtering af de mange bådmigranter. Nu sidder jeg her på vores sejlbåd på De Kanariske Øer, privilegeret og i gang med at udleve vores drøm. 30 meter herfra sidder udmattede og lettede migranter og venter på hvad skæbnen bringer dem. Puha.

Den efterfølgende morgen er det eneste, der er tilbage, de sørgelige rester i båden, der har sikret migranterne passage til Tenerife. Der ligger en masse regntøj, som de åbenbart er blevet udstyret med, til gengæld kun få redningsveste. Vi kan kun gisne, hvor de er kommet fra, og hvor de nu bliver ført hen.

Hverdagen hos os danske langturssejlere fortsætter. Vi får hjælp fra unge Peter fra Jasmin og Nikolaj fra Artemis til at gå i masten. Jeg har givet op med stikket til den vindmåler, men trods Peters og Nikolajs formidable hjælp, er vi stadig uden forbindelse til vores vindmåler to dage før vores afgang til Kap Verde. Vi får fremragende råd om sejltrim fra Ulrik fra båden Maude. Vi forsøger at give tilbage med hjælp til de både, der har brug for det. Om formiddagen er det relativt stille, for der er hjemmeskoling på bådene med børn, men når den korte skoledag er forbi, myldrer de ud og skaber liv i marinaen med leg i vandet og fiskestænger i forsøget på at fange en fisk.

De sidste par dage har vi provianteret og lagt et par måneders madbudget her på Tenerife. Der er stuvet i skabe, skuffer, under og bag sofaen og under dørken. Mad går vi ikke ned på foreløbig. Og så er der gjort et sidste forsøg med vores vindmåler. Karsten har brugt timer på at splejse et nmea-kabel så stikkene passer og forsøge at identificere årsagen til, at vi ikke får data ned fra den. Årsagen er højst sandsynligt fundet, men vi når ikke at få det løst inden afsejling. Nikolaj har endnu engang været i masten for at installere vindmåleren, men på turen til Kap Verde bliver vi hjulpet af en nyanskaffet håndholdt vindmåler.

Nu er vi klar til afgang. Det er fredag morgen, og der er kun småting der skal klares før vi sejler over til dieselstanderen, for at få toppet tanken op. Vejrvinduet er ikke oplagt, så der er forskellige planer på bådene i marinaen. Nogle skal vente på gaster, andre på et bedre vejrvindue, men vi er nogle stykker der meget snart forlader Tenerife for at sejle 820 NM sydover for at ramme Kap Verde, en lille afrikansk ø-stat, i vores næste skridt på vej over Atlanten.

Vi vinker farvel til de andre danske både med de mange gode mennesker, vi har lært at kende, og som vi forhåbentlig møder igen et sted derude.