Et unikt besøg på en øde ø

Det blev til næsten tre uger på Madeira, før vi fortsatte turen sydover til De Kanariske Øer. Tre uger med vandreture, afslapning, bådarbejde og besøg hjemmefra.

Madeira er en skøn ø. Karstens forestilling har altid været, at det er en ø for ældre turister, og sådan nogle er vi jo slet ikke. Men vi er dog så gamle, at vi ved, at Madeira har været stedet hvor mange briter har lagt deres ferie. Der har længe været et tæt bånd mellem Portugal og Storbritannien. Churchill kom her ned for at male, da han endelig gik på pension.

Vi holder til i Quinta do Lorde, Madeiras østligste marina. Der er ikke andet end marinaen og et nyåbnet Hyatt resort. En franskmand driver en lille sejlerbutik, hvor man kan købe sig nye liner, sjækler, blokke og andet, som sejlere altid lige mangler lidt ekstra af. Han har, en for ham behagelig, åbningstid kl. 9-12.30. Han behøver ikke mere, for er en sejler trængende, skal hun nok finde tid. Der er et dykkercenter, som dagligt tager dykkerglade mennesker med ud i det lækre klare Atlanterhav, en forretning der arrangerer sejlture for turister, der gerne vil ud at se delfiner, og en lille nyåbnet Snack-bar, som en del af hotellet. De øver sig stadig i at betjene kunder.

Karsten tager en formiddag på dykkertur. Sigtbarheden er helt fantastisk. En sæl svømmer forbi og på bunden græsser skildpadden.

Vi skal ud at vandre og den oplagte første vandretur er ud til Madeiras østligste spids. Hertil kunne vi gå fra marinaen, som blev vores base i 14 dage. Madeiras østlige side er tør og gold men fascinerende smuk med de rå klipper, hvor kun kaktusserne kan gro. Solen bagte, så vinden var en velkommen gæst, især fordi det gik stejlt op og ned.

Vi er ærgerlige over, at vi fik vandret alt for lidt i Skotland. Så Madeira skulle være stedet, hvor vi tog revanche. For at komme rundt på øen til andre vandresteder havde Karsten lejet en bil. Bare den billigste klasse. Vi skulle jo bare kunne komme rundt. Den billigste klasse viste sig at være en Fiat Panda, lavet ud fra devisen om, at alle skal have råd til en bil. Karsten er ikke vant til at blive overhalet, når han kører bil, så det var en ny oplevelse for ham at blive overhalet af næsten alle på vejen. Og aldrig har vi været så usikre på om bilen, vi sad i, kunne klare stigningerne på Madeiras meget stejle veje i første gear. Nå, men rundt kom vi da.

Vi havde sat vækkeuret til kl. 6.30 så vi kunne nå op til Pico do Areeiro før solopgang. Pico do Areeiro er Madeiras højeste punkt på 1818 meter. Netop herfra skulle solopgangen være særlig smuk. Hvis vi bildte os selv ind, at vi gjorde noget unikt ved at stå op halvanden time før solopgang og iføre os vores vandreudstyr for at se solopgang og vandre i Madeiras smukke bjerge, så tog vi grueligt fejl. Vi var blot en del af en større folkevandring den morgen, men smukt det var det, og udsigten over Madeiras bjergtinder er et spektakulært syn.

Vi havde ikke givet helt op over at få os en vandretur, med Madeiras natur, lidt mere for os selv. Vi er ikke så glade for det med gåsegang. Vi fortrød derfor ikke, at vi nogle få dage senere stod op kl. 6.15. Vi gik turen ud langs Levado do Risco ud til 25 Fontes (vandfald) rimelig meget for os selv, men på turen tilbage myldrede det med folk. I alt 8,5 km. Smukt, grønt og frodigt. Dog var forårets brusende vandfald her i oktober blevet til piblende vandløb.

På Madeira er der 2.-3.000 kilometer levadaer, som betyder vandingskanaler. De er blevet anlagt siden 1400-tallet og anvendes stadig i dag til at lede vand fra det vandrige nord til det vandfattige syd. Det er langs disse kanaler, at rigtige mange vandreruter er at finde. Det har ikke været uden blod, sved og tårer, at disse er blevet etableret og endda af slaver, og her går vi så i 2024 og nyder det landskab, som det har skabt.

Vores sidste vandretur går langs Levada do Caldeirao Verde. Gennem skov og tunneller bliver vi ført langs endnu en levada. Tunnellerne er smalle og lave. Lige til at levadaernes opsynsmænd kunne komme igennem. I skovens bund er der hortensiaer. Deres blå farve afslører, at jorden er sur. Det må have været en smukt syn for en måned siden. Nu er de fleste i efterårsdragtens farver.

En anden passion for os, udover vandring, er vin. Så intet nyt sted for os uden lige at undersøge om der er spændende lokale vine, vi skal lære at kende. Vores gode ven og vinpusher hjemmefra, Ole Udsen, anbefaler os at besøge Terrabona. Madeira er ikke et oplagt sted at dyrke vin, og Terrabona har da også fået en pris for vin produceret under særlig vanskelige forhold. Vi tager bilen op i bjergene til nordsiden af øen. I grøftekanten myldrer det med skærmliljer. Denne smukke blomst, vi i Danmark betaler en formue for at kunne pryde vores haver.

En vinsmagning hos Terrabona byder på et udvalg af meget friske hvide vine, alle sammen fra stokke på de meget stejle skråninger på det nordlige Madeira produceret på druen Arnsburger. Det er en slægtning til Riesling, og derfor er der masser af syre og grønne noter i deres vin. Langt de fleste er hvide vine, produceret på ståltanke, men de eksperimenterer også med lidt lagring på egetræ og med nogle ret interessante komplekse orange vine. De producerer i alt kun ca. 3.000 flasker om året, men kvaliteten fejler ikke noget, så vi forkæler os selv ved at købe et lille udvalg.

Marinaen i Quinta do Lorde er stille og hyggelig. Her har mere end et dusin langturssejlere for en stund deres hverdag. Der er hollænderen, der fra morgen til aften skrubber og skuer, rumsterer og regerer på sin stor flotte sejlbåd. Der er det franske par på deres nye Garcia sejlbåd, der ikke kan komme videre, fordi deres motor ikke virker. Der er et tysk par, der hver aften streamer tv i cockpittet. Der er det unge canadiske par, der lige har hentet, det der ligner, en spritny katamaran i Frankrig, og som de nu skal sejle hjem til Quebec. Der er det britiske par, der passerer vores båd på pontonen hver gang de skal lufte deres to hunde. Der er den tyske båd, der bruger havnen til at lave udskiftning af mandskab inden de sejler videre til Lanzerote. Der er en tysk solosejler, der rumsterer på sin båd, hvis ikke han går rundt og hyggesnakker med folk imens han har sin lille hund på armen. Vi er tre danske både. Udover os er der Idun, der også er fra Vedbæk og Sommerwind fra Nivå. Gode mennesker, som også skal over Dammen.

Bådreparationer: Alle sejlere må sætte tid af til at rumstere på båden. Hos os er et kulfilter, der skal sikre rent vand i vores køkkenhane, gået læk. Det viser sig, at årsagen til at det lave vandtryk på vores kolde vand skyldes, at der er skyllet tusindvis af korn ud i vandslangerne, som har tilstoppet dem. To dages arbejde for at få alle koldtvandsslangerne renset.

Strømperne på vores Code 0-fald og genakkerfald er blevet udsat for et slid så hårdt, at de er slidt over. Det burde ikke ske, og vi er noget forundrede over hvorfor det sker på dem begge. Jeg må en tur i masten. Bedste bud er, at det er rullerne, der slider på strømperne når sejlene står og slår hårdt. Vi ender med at måtte købe os et helt nyt genakkerfald hos vores franske ven, der også syer to forstærkende strømper på de første to meter af faldene.

Under sejladsen til Porto Santo blev ledningen til stævnens styrbords navigationslys revet over. Vi må trække en ny ledning. Det bliver flere til timers kamp for Karsten, da alt er kringlet, småt og svært tilgængeligt, men det lykkes.

Det er højsæson blandt sejlere på Maderia. Som os, er mange på vej sydover, for at krydse Atlanten. Marinaen er derfor fyldt op. Ude foran ligger både for anker og håber, at der bliver en ledig plads til dem, når en båd i marinaen beslutter sig for, at det er tid til at sejle videre.

Efter 13 dage er det os, der forlader Quinta do Lorde. Vi sejler de 15 sømil langs kysten mod vest til Madeiras hovedby Funchal. Det er nemlig blevet dagen, hvor vores børn kommer på besøg. På vejen sejler vi forbi Madeiras lufthavn og landingsbane, der praktisk talt er svævende på store og høje betonsøjler. Sådan bygger man på en ø, hvor alt er stejlt. Vi er ikke sikret en plads i marinaen. Den er fuldt booket, så nu er det os, der må ankre op udenfor havnen, og håbe, at der bliver en plads. Det er ikke en god dag at ankre på sydkysten. Der har været kraftig vind fra sydvest de seneste dage, så der er dønninger ind mod kysten. Vi ruller rundt. Vi ruller så meget, at det bliver umuligt for os at sætte vores påhængsmotor på dinghyen, og hvis vi ikke kan det, kan vi ikke komme i land og tage imod børnene i lufthavnen. Der er få timer til de lander, og vi er dybt frustrerede. Men ligesom vi er ved at give op, bliver vi kaldt op over VHF-radioen af Funchals havnemester. Han har en plads til os. Heldet er med os. Vi ånder lettet op, får dinghyen op af vandet og letter anker.

Den hjælpsomhed vi mødte i Funchals marina er ikke enestående. Det har været gennemgående de steder vi er kommet. Søde, smilende og hjælpsomme mennesker har budt os velkommen i de efterhånden mange havne, vi har anduvet.

Funchal er en nydelig by. Det hele så rent, pænt og ordentligt. Det lokale marked bugner af frugt, grønt og fisk. En fornøjelse at handle de friskeste varer i et leben af mennesker.

Dagene med børnene er fantastiske. Bare lige at mærke dem, kunne se dem i øjnene og sikre os, at de har det godt. De har været savnet. I en Nissan Micra på Madeiras bjergveje har vi sammen sunget og nynnet til Thunder Road og Streets of Philadelphia. Vi får besøgt den lille fiskerby Câmara de Lobo, som Churchill fik gjort til en turistattraktion, da han i 1950 malede et maleri af den charmerende lille by med farverige fiskebåde ved stranden. De farverige fiskebåde ligger der stadig. Vi har spillet 500 på en hyggelig Roof-top bar, vi har diskuteret ynglingsscener fra West Wing, og vi har spist på fantastiske restauranter. Karsten og Alexander nåede også en dykkertur ned til en sænket korvette. Dagene flyver afsted og pludselig skal de hjem igen. Studier og arbejdet kalder. Sidste aften nyder vi på båden, og vi får grillet både rejer og tun.

Med børnene sendt afsted er det tid for os til at tage afsked med Madeira. Vi skal endnu et stræk sydover.

Vores mål er La Gomera, som er en ø blandt De Kanariske Øer, men inden da gør vi et stop på Portugals sydligste punkt. Det er naturreservatet Ilhas Salvagens. En vulkansk øgruppe 250 km syd for Madeira. Den største af øerne er mindre end to kvadratkilometer. Her kan man få lov til at ankre, hvis man har sikret sig en tilladelse på forhånd.

Turen fra Funchal til Ilhas Salvagens tager os 27 timer. Bortset fra den første time, hvor vi må gå for motor, har vi fantastisk halvvind hele vejen, og vi holder en fart på mellem 5 og 8 knob. En fuldstændig begivenhedsløs sejlads, hvor der er masser af tid til at lade tankerne svæve og lade blikket være på uendelig udover havets bølger. Natten byder os en skøn sejlads under skæret fra en aftagende måne. Smukt og betagende. Ved solopgang, når solen står lavt, har havets overflade en blå metalliske farve. Når solen står højt på himlen, ser man ned i det dybe azurblå hav, men går der en sky forbi solen ændres havet til at være uden dybde og helt blåsort. Fra tid til anden ser vi en flyvefisk svæve over vandoverfladen. De svæver 30-50 meter, før de dykker ned i vandet igen.

Vi kan fortøje os til den ene ankerbøje, der er tilgængelig i bugten ved Salvagens Grande, der er den største ø i øgruppen, efter, at vi har meldt vores ankomst over VHF-radioen til den ene af de to rangere, der passer naturreservatet. Vi er heldige. Vinden er i nordøst og dønningerne er små. Vi er i slutningen af oktober og det er kun lykkedes for tre andre både denne måned at komme til øen. Andre både har måtte opgive pga. vind og dønninger.

De eneste beboere på øen er to rangere, der passer naturreservatet, og to fra marinepolitiet, der har til opgave at beskytte området mod ulovligt fiskeri. De er der 30 dage ad gangen.

Vi bliver budt velkommen af de venligste og meget snakkesalige mænd. En af rangerne tager os en tur øen rundt. Han har haft vagter på øen i 30 år. Han kender alle øens kroge og fuglereder. Der er 21.000 fuglepar, der yngler på øen hvert år. Den største fugleart er en ’kuhls skråpe’, en havfugl. De lægger et æg på en rede af småsten i en lille hulning i klipperne. Ungen bliver af dens forældre passet og fodret sommeren over lige indtil en dag i oktober, hvor forældrene ikke kommer mere, og den store unge, for første gang i sit liv, må krybe ud af reden, sprede sine vinger og finde føde ude på det store hav. En unge, der flyver fra øen, når den er flyvefærdig, flyver ud på Atlanterhavet og lever på havet ud for Brasilien i seks år før den vender tilbage til lige præcis Ilhas Salvagens for at yngle. Vi går forbi et utal af reder. Fuglene kigger nysgerrigt på os. Karsten hilser pænt på de fleste.

Rangeren fortæller vidt og bredt imens vi går rundt på øen, der er gold og nøgen. Den sparsomme vegetation har sommerens varme for længst brændt af. Havtemperaturen om vinteren steget fra 19 grader til 20-21 grader de seneste tre år. Rangeren registrerer forandringerne og fortæller også, at de fra GPS-sendere på nogle af fuglene ved, at fuglene skal flyve længere og længere væk for at finde føden. De har fulgt nogle fugle, der søger helt til Canadas østkyst for at finde føde.

Mørket falder på og fuglene kredser rundt i luften. De er på vej tilbage til deres reder. Nu ved vi hvor George Lucas har fået inspiration til druidernes sprog, for det lyder som om R2D2 hænger over vores hoveder denne aften. Der er kulsort. Kun svagt lys fra rangernes beskedne boliger og stjernerne på himlen.

En hel unik oplevelse som vi aldrig havde fået, hvis vi ikke var begivet os ud med Penguin.

Ved solopgang næste morgen løsner vi os fra ankerbøjen og sætter kursen mod La Gomera. Endnu et døgns sejlads har vi foran os. Da vi tænder for instrumenterne, kan vi ikke få vist vindhastighed og vindretning. Efter først at have mistænkt instrumenterne ser vi op mod mastens top og ser, at vindmåleren hænger og dingler. Den er knækket. Det bliver så en dag, hvor vi må nøjes med den gode og analoge windex i toppen af masten til at fortælle os vindretningen, og endnu en opgave bliver tilføjet ’to-do-listen’. Vi har vinden lige i ryggen, så vi kommer til at jibbe (krydse med vinden bagfra) os hele vejen til La Gomera. Vejrprognosen har fortalt os, at vi får fin og uproblematisk vind hele vejen. Storsejl og fok gør arbejdet. Vi har god fart. Mellem 5 og 8 knob. Vi nærmer os Tenerife da natten falder på, og kl. 02.30 overdrager jeg vagten til Karsten. Alt ånder fred og ro. Ingen skibe i sigte, og vinden er uændret. Vi har ikke reduceret sejlene for natten, for prognoserne har lovet en rolig nat.

Sådan blev det så ikke.

En halv time efter, at jeg havde lagt mig til at sove, tager vinden til. Den tager så meget til (vi har jo ingen vindmåler til at fortælle os hvor meget), at Karsten må slå autopiloten fra og håndstyre. Bølgerne er blevet så høje og vinden er så kraftig, at han ikke kan slippe rattet. I to timer kæmper Karsten med at styre båden inden jeg hører ham kalde. Karsten er udmattet. Hans bud er, at vinden har været oppe at runde 20 m/s. Fartmåleren er oppe at runde 10 knob. Ved bagbord kan vi se Tenerifes nordlige kyst oplyst. Vi har stadig 25-30 sømil til havnen på La Gomera. Det lykkes os at få rullet fokken ind, og det tager noget af presset, men vi er stadig nødt til at have hånden på rattet. Med lidt mindre pres på sejlene kan jeg afløse Karsten, og han kan få sig et velfortjent hvil i cockpittet. Det bliver en kamp med vinden hele vejen til La Gomera. Selv med svagere vind og uden fokken sejler vi otte knob. Det blev til seks timer med hånden på rattet i en hård kamp med vinden. Vi sejler ind i en godt beskyttet marina kl. 9.15. 165 sømil på 25 timer. Det er vist ny rekord. Vi er udmattede. Vores kroppe har det, som havde vi løbet en maraton. Så snart Penguin er blevet fortøjret, og vi har sikret os, at der ikke er sket skader under den hårde tur, kryber vi til køjs. Det eneste vi fandt var en flyvefisk, der sikkert med de høje bølgers hjælp landede på vores dæk, og det blev dens endeligt.

Vi er nu udhvilede. Vi har stadig til gode at se, hvad La Gomera er for en ø, men vi har taget hul på listen over opgaver vi skal have løst på båden. Bl.a. har vi erfaret, at vores besøg på Ilhas Salvagens blev et dyrt besøg. En ny vindmåler koster 500 Euro. En erfaren riggers første spørgsmål til os var, om en måge havde forsøgt at sætte sig på den, for hans erfaring var, at det oftest er årsagen. Vi tænker at en skråpe over natten fandt vores mast interessant.

Vi bliver på La Gomera til på mandag. ’To-do-listen’ er lang.