Fra skovbrande til skønne Madeira

Det er nu lidt over tre måneder siden vi med Penguin forlod Vedbæk havn. Vi har sejlet mere end 3200 sømil og for en uge siden gav vi slip på kontinentet og begav os ud på vores hidtil længste passage fra Figueira da Foz i Portugal til Porto Santo ved Madeira. 4 1/2 døgn på Atlanterhavet. En minigeneralprøve på det store atlanterhavskryds som nærmer sig med hastige skridt.

Det er tirsdag den 17. september. Vi ligger for anker i en lille bugt sydøst for Vigo i Spanien. Vi står op kl. 7.15. Det er stadig mørkt, men vi vil gerne være klar til at lette anker så snart det er tilstrækkeligt lyst til at vi kan se de mange fiskenet, der ligger i vandet langs den iberiske vestkyst. Vi skal sydover. 63 sømil til Porto. De seneste dage har der på strækket været flere angreb fra spækhuggere, så vi må holde os så kystnært som muligt. Det fjerner ikke risikoen for angreb, men skulle uheldet være ude er vi ikke langt fra land. Vi har udsigt til en hel dags motorsejlads, da vejrudsigten siger meget lidt vind. Der er dog nord for os et vejrsystem med gale-varsel, så kanten af det kan vi måske få lidt gavn af.

På vej ud af bugten lugter vi brand. Endnu en skovbrand tænker vi. Vi har også de forudgående dage kunnet lugte brand. Som vi bevæger os ud i Atlanterhavet lægger der sig en tåge. Denne gang er det ikke en vejr-given tåge, det er en røgtåge. Den er gullig. Langs kysten ser vi solen stå op. Den er svag og helt ildrød gennem røgtågerne. Vi kan ikke se skovbrandene, men de river i vores næser. Luften på vandet er kølig, men når vi er tæt på en skovbrand inde på land, kan vi mærke en varm luft imod os, som var der tændt en kæmpe føntørrer. Vinden er fra øst. Røgtågen bliver op ad dagen, og jo sydligere vi kommer, tættere, og selvom vi er mindre end to sømil fra land, kan vi ikke længere se kysten. Et fint lag aske lægger sig på båden. Vi tjekker portugisiske nyheder, og kan læse, at der siden weekenden er opstået mere end hundrede skovbrande i det meste af landet. Den voldsomste er lige øst for Porto. Sådan bliver vores sejlads hele dagen. Omgivet af en blanding af røgtåge og dis. Hver gang, der kommer et vindpust, sætter vi sejl, men det varer max 20 minutter, så forsvinder vinden helt. Det bliver til mange sejlsætninger og rebninger indtil vi giver op. Turen til Porto tog ca. ti timer. Undervejs bliver det tid til at sænke det spanske flag og hejse det portugisiske. Endnu en landegrænse er krydset.

Portugal har en spændende historie. I dag er det ‘blot’ et almindeligt vesteuropæisk land med godt 10 mio. indbyggere, men en gang var det en af verdens absolutte stormagter, med kolonier i både Sydamerika, Afrika og Fjernøsten. Det var portugiserne, der først sejlede syd om Afrika og fandt søvejen til Indien, før Columbus sejlede over Atlanten, og det var portugiserne der fandt vejen rundt om Sydamerika, ud i Stillehavet. De fleste har sikkert hørt om Henrik Søfaren, Vasco de Gama og Magellan, men den virkelige helt i historien er Caravellen. Et lille, meget manøvredygtigt sejlskib, med trekantet forsejl, der gjorde det muligt at sejle skarpt op mod vinden, næsten som nutidens sejlskibe kan det. Netop det er portugisernes store opfindelse og det var den, der gjorde det muligt at nå langt ud i verden før både spanierne, englænderne og hollænderne. 

Den gang var søkort noget, der blev udviklet i takt med at hver sømil blev tilbagelagt, fordi det hele var første gang. Og søkortene kom dermed til at vise vej til de værdifulde kolonier, som de europæiske magter var på jagt efter. Da portugiserne fandt vejen til nutidens Indonesien og hurtigt besluttede at det skulle være deres koloni, fik de dermed nærmest monopol på handelen med datidens dyreste nød, muskatnødden. Derfor blev søkort betragtet som statshemmeligheder. Det var ikke noget man delte. I dag køber vi dem elektronisk hos fx Navionics (de koster ca. lige så meget som muskatnødder gjorde den gang), og de er helt uundværlige. 

Trods motorsejladsen var det en udmattende tur, da vi alle ti timer skulle holde skarpt øje med fiskenet. Det eneste opmuntrende på turen var, når delfinerne kom forbi, og at vi ikke så skyggen af spækhuggere.

3 sømil nord for Douro-flodens udmunding, her hvor Porto ligger, kommer vi til havnen Leixões. Her hænger der også gule røgtåger, men vi tænker, at det trods alt må være bedre end længere inde mod Porto, så vi søger ind i marinaen for lystbåde, der er omsluttet af en containerhavn, en industrihavn, en fiskerihavn og en mole til cruiseskibe. Den danske båd Jasmin er kommet nogle dage tidligere, og Morten står straks klar til at tage imod vores fortøjninger. Det er ikke et charmerende sted, men det er ok. Vi ligger roligt og sikkert. Men næste morgen. Fy for pokker. Jeg stikker hovedet op i cockpittet, da jeg står op. Der hænger en tung dis, og det stinker af fisk, og i havnen flyder det med skidt, møg og døde fisk, som jeg tænker kommer over fra fiskerihavnen. Jeg lukker lugen til. Her holder jeg ikke ud at ligge længe. Vi beslutter os for at sejle ind til havnen i Duoro-floden vel vidende, at det kan vise sig, at luften der er tyk af røg fra skovbrandene, og at det så heller ikke er en løsning. Men røgtågerne letter, og den efterfølgende dag bliver portugiserne hjulpet af en ordentlig regnskylle, der får slukket skovbrandene i området. De næste fire dage ligger vi i smukke Douro Marina, 3,5 km. fra Portos centrum i en dejlig havn, med udsigt over floden. Herfra kan vi cykle ind til Porto og nyde byen.

I Porto skal man løfte blikket. Beundre de mange smukke huse og facader beklædt med de smukkeste dekorative klinker. Porto er en smuk og kaotisk by, der er skabt til en anden tid uden biler og masseturisme, men smuk, det er byen. Jeg er helt betaget. Vi går op og ned ad de meget stejle gader. Her giver cykler ingen mening. Der er et leben langs havnen såvel som i gaderne. Der er gadesangere alle vegne, nogle med større talenter end andre. Det er en by under restaurering, så der graves og bygges alle vegne. Vi går ind i den smukke forhal til São Bento banegården. En overdådig udsmykning fra år 1916, der får selv den finest anmeldte københavnske metrostation til at blegne. Vi kommer til Clérigos kirkensKlokketårn, der spiller smukt imens vi passerer det. 

Karsten og jeg tager en hel dags vandretur langs floden og slutter af med at gå op til toppen på sydsiden af Douro-floden, hvor man fra det gamle kloster har den mest imponerende udsigt over floden, byen og Ponte de Luis I, broen der forbinder den gamle bydel på flodens nordlige bred med den nyere bydel på den sydlige bred. Broen er opført i 1886. Floden er fyldt med aktivitet. Et utal af turistbåde, aktive roere og drenge og unge mænd, der stadig anser sig selv som udødelige, springer ud fra Ponte de Luis I ned i Douro-flodens stærke strøm, for bagefter at løbe rundt blandt turisterne, der så stuntet, i håb om, at de vil lade en skilling falde for vovemodet.

Den ene aften havde Karsten bestilt bord på Restauranten Portucale. På 13. etage i en uskøn hotelbygning fra 1970’erne ligger denne noget bedagede restaurant. Service og madens kvalitet kan man ikke sætte en finger på, men vi følte os sendt tilbage i en tidslomme fra omkring nellikerevolutionen i 1974 med dens indretning og menukort. Tunge retter og med en løgsovs til Karstens and som blev præsenteret som den sovs restaurantens berømte kok havde udviklet tilbage i 70’erne. En sjov aften.

I Skotland var vi til whiskeysmagning. Selvfølgelig skal vi til portvinssmagning i Porto. Vi fandt en lille producent, Niepoort, hvor vi fik en unik introduktion til historien, produktionen og smagning. Portvin må kun produceres på druer fra Douro, druesorterne er der til gengæld mere end hundrede forskellige af, og druesorten spiller ikke den store rolle. Det gør til gengæld evnen til at lagre og skabe den rigtige vintage eller tawny. I bygningen, midt inde i bydelen på den søndre bred – Vila Nova de Gaia- der siden 1842 har været stedet hvor portvinen er blevet produceret og lagret, går vi rundt i svag belysning med tønder fanget i spindelvæv og støv. Fascinerende og smukt. Det er sjette generation, der driver forretningen.

Vi nyder dagene i Porto. I byen ved vores marina nyder vi godt af de mange små restauranter. Her serveres portugisernes hofret: grillet fisk. Enhver lille restaurant med respekt for sig selv har en stor kulgrill stående klar til at lægge lige præcis den friske fisk man måtte ønske sig på grillen. Lækkert. En lille pudsighed er det offentlige vaskeri fra før vaskemaskinen og fælles tørrestativer, som ser ud til stadig at være i brug.

Når vi ikke nyder Porto har vi blikket rettet mod vejrprognoserne. Der er et vejrsystem på vej med kraftig vind og masser af regn, men på den anden side af det, ser det ud til, at der er et fantastisk godt og langt vejrvindue til at kunne sejle ud til Madeira, og det er tid til at slippe den portugisiske kyst inden efterårsstormene melder sig. Vi beslutter os for at tage et stræk længere ned langs kysten inden vi må ligge i ly for den kommende kraftige vind og regn.

Vi står tidligt op mandag morgen for at være klar til afgang ved solopgang, men tågen er tyk, så vi venter en lille times tid før vi kaster fortøjningerne og begiver os sydover mod Figueira da Foz, 64 sømil ned langs kysten. Tågen bliver igen tyk, og i 1 1/2 time kan vi kke se mange meter frem. Det er ubehageligt at sejle i, men lidt efter lidt letter tågen og vi har høj sol resten af dagen. Ved middagstid kan vi sætte sejl. Først fok og storsejl, senere skifter vi fokken ud med code 0. Det giver os en knob mere. Vi sejler halvvind. Dejlig behagelig sejlads. Vi kan hele dagen sejle blot 1,5 sømil fra kysten i 15 meters dybde. Vi ser ingen spækhuggere. 

Kysten har ændret karakter. Fra høje klippeskrænter sejler vi hele dagen langs en kyst med flade klitter og langstrakte sandstrande. Det giver minder om den jyske vestkyst. Kyststrækningen er som var den lagt med en lineal og strækker sig hele vejen til Figueira da Foz, der netop er kendt for sine store brede sandstrande.

Figueira da Foz ligger ved Mondegaflodens udmunding. Da vi rammer flodmundingen, er vandet roligt. Vinden har lagt sig helt. Solen er ved at gå ned fra en skyfri himmel, men i det fjerne lægger disen sig. De kommende dage vil vinden tage til og masser af regn vil komme. 

Og så en lille undren. Hvad er det med en mand og hans fiskestang? Vi har set ham alle vegne på vores tur. Om det er ved molen i Vedbæk havn, ved Skotlands og Irlands kyster, ved molen i Brest, ved flodmundingerne i Bordeaux eller Viveiro, langs floden ved Porto eller på molen ved indsejlingen til Figueira da Foz, så står han der med sin fiskestang eller sidder i sin lille fiskebåd og venter tålmodigt på, at der er bid. På tværs af kultur og stand. Fra tidlig morgen til sen aften. 

Figueira da Foz er byen og marinaen, der skal give os ly de kommende dage imens et vejrsystem med kraftig vind og masser af regn vil passere. Det kedelige regnvejr betyder også, at det ikke er meget vi får set til stedet. Vi bruger dagene på at forberede os til vores længste passage hidtil på mere end 550 sømil ned til Porto Santo ved Madeira. Vi går båden efter, får provianteret og forbereder mad, der er nemt at varme under sejladsen. I marinaen ligger andre både, der har samme planer. Både fra Danmark, Frankrig, Sverige, Lithauen, Storbritannien og Tyskland. 

Jeg glæder mig. De tidligere følelser af ængstelse før en flere dages sejlerpassage har sluppet mig. Om det er to, tre eller fem dage, gør ingen forskel. Jeg glæder mig til at komme ud på det åbne hav. Fri af kysten. Fri af den kystnære tåge. Fri af fiskenet. Fri af fiskerbåde. Navigationen kan koncentrere sig om vind, bølger og sporadisk skibsfart. 

Vi stævner ud ved solopgang og vi undgår lige netop en ordentlig regnskylle, der bevæger sig ind mod land. Første dags udfordring er at komme så langt fra land og ud så dybt, at erfaringerne siger, at der møder man ikke spækhuggerne. Kursen bliver sat mod vestsydvest. Ved 11.30-tiden ser vi en masse fisk springe. Er det tun? Det er svært at se, men det er skøn underholdning. Den første dag har vi en del skift i sejlsætning og lidt motorsejlads. Det er svært at finde rytmen med vind og bølger, men vores code 0 bærer os frem og ved aftenstid sætter vi fok og reduceret storsejl. For natten er kriteriet at have en sejlsætning, der er nem at håndtere for en person, hvis vejret pludselig skulle skifte, og som kan give en rolig sejlads og dermed også lidt nattero. 

Min første nattevagt er kl. 00-04. Der er Stjerneklart. Vi er ude hvor vanddybden er mere end 1000 meter. Kl. 00.30 begynder dybdemåleren at vise 12 m. 6 m. 10 m. Igen og igen i 1 1/2 time. Det gibber i mig. Vi har oplevet det før, men ikke så hyppigt og tilbagevendende så længe. Hvad er det under båden, der er stort nok til at få vores dybdemåler til at reagere? Jeg frygter, at det er spækhuggere. Jeg håber, at det er delfiner. Men selv i mørke kan man ane delfinerne, når de kommer op på siden af båden. Jeg aner ingen delfiner. Men jeg ved også, at spækhuggerne også skal op og have luft. Jeg stirrer hvert andet øjeblik på dybdemåleren. Adrenalinen begynder at pumpe i kroppen. Tænker scenarier igennem, hvis det er spækhuggerne. Karsten sover/hviler under dæk. Jeg vil ikke forstyrre ham unødigt, så jeg beslutter mig for først at kalde på ham, hvis en spækhugger bumper ind i båden. Jeg føler tryghed ved, at vi på det tidspunkt har flere store skibe på begge sider af os, så der er ikke langt til hjælp. Jeg finder ro igen. Der sker ikke noget. Jeg finder aldrig ud af, hvad det var. 

Jeg har en time tilbage af min nattevagt. Jeg kigger mig over skulderen. Kl er ca 3 om morgenen. der, lige over horisontkanten, er månen lige kravlet op. Det er næsten nymåne. Den er stor og helt orange. Den ligger næsten ned. Med en opstået måne overleverer jeg vagten til Karsten og kryber under dæk. 

Første døgn: 151 sømil

Vinden er fortsat fra NNØ. Vi forsøger os igen med code 0, men det bliver storsejl og fok der tager os igennem den næste dag. Derudover sker der ikke meget. Vi holder udkig, skiftes til at tage en lur, hører podcasts og nyder bare den gode sejlads i høj sol. Vi er udenfor almindelig netforbindelse. Vi har vores satellitforbindelse, hvor vi kan sende korte sms-beskeder og ringe hvis nødvendigt og endelig kan vi hente opdaterede vejrprognoser som små GRIB-filer. Heldigvis har vi Carsten, vores gode nabo fra Greve, som sidder og følger med. Det er meget trygt at have et par ekstra øjne på vejrudsigterne, og Carsten kan se “the bigger picture” og fortælle os om der er vejrsystemer længere ude vi skal være opmærksomme på. Tak, Carsten. 

Karsten overleverer en fuldstændig begivenhedsløs vagt kl. 23 til mig. Vinden er 7 m/s fra nord. Bølgerne har lagt sig og er flade og blide. Over os er den mest magiske stjernehimmel. Ikke en eneste sky. Fra horisontkanten i øst til horisontkanten i vest er der stjerner og hen over himlen ses Mælkevejens mælkehvide bælte. Nu forstår jeg det magiske ved at sejle på det åbne hav under himlens stjerne. Det er ubeskriveligt smukt. Jeg føler mig saglig og taknemmelig over at være til i dette smukke univers. Jeg ser stjerneskud. Flere end jeg har ønsker til. Men allerstørst bliver det, da en kæmpe lang og tyk dobbelt lysstribe viser sig hen over himlen. Det må have været en meteor der brød gennem atmosfæren. Hvor mon den landede? I Saharas ørken eller midt ude i Atlanterhavet?

Andet døgn: 140 sømil

Det tredje døgn er ren champagnesejlads. Om formiddagen sætter vi genakkeren og sejler 7-9 knob i næsten 7 timer. Hold op hvor er det skønt.

Det er ikke mange skibe, vi har mødt på vores vej. Men der er nogle. Alle cargoskibe eller tankere. Nogle gange er vi i tvivl om vi er på skærende kurs. Vi kalder skibet op over VHF-radioen, hvis vi er i tvivl. Vi vil gerne sikre os, at de har set os. Det er jo ikke fordi pladsen er trang på Atlanterhavet, så vi har kun mødt positiv respons på vores opkald, og de er flinke til at justere deres kurs, hvis nødvendigt. 

Jeg tager hul på min tredje nattevagt kl 23. Dybdemåleren bliver igen aktiveret. Oftere end hvert andet minut viser den 10 m eller 12 m. Min bekymring fra forleden nat er afløst af nysgerrighed. Vi skulle for længst være ude af området hvor de sejlbådsrorangribende spækhuggere hærger. Men hvad er det mon der her på fire kilometers dybde svømmer rundt 12 meter under vores båd?

Tredje døgn: 140 sømil

Fjerde dag bliver en stille sejladsdag. Vi er begge noget trætte, og efter en dag med fuld fart med genakkeren sejler vi med fok og storsejl roligt og sikkert uden krav om stor koncentration. Der er også lidt reparationsopgaver. Karsten må se på generatoren, der er stået af. Den bruger vi til at toppe batterierne op med, når solcellerne ikke er tilstrækkelige. Impelleren er gået i stykker. Heldigvis har vi en reserve, så den får Karsten skiftet. Vores fald til genakker og code 0 ( de reb som sejlene hænger i oppe fra toppen af masten) bliver slidt i stykker, når vi bruger sejlene. Vi forstår ikke rigtigt hvorfor det sker. Det er ret problematisk. Heldigvis har vi opdaget det før en potentiel katastrofe med et sejl der ryger i vandet. Jeg får det repareret, men vi skal have fundet og løst årsagen inden vi skal krydse Atlanterhavet. 

Fjerde døgn: 140 sømil

Ved solopgang på femtedagen, efter er fuldstændig begivenhedsløs nat, sætter vi genakkeren. Den skal gerne kunne bringe os frem til Porto Santo hen på aftenen samme dag. Det bliver en god dags sejlads med masser af fart. 6-9 knob. Kl. 14 ser vi land, men der skal gå otte timer før vi kan kaste anker ved Porto Santo. 

De sidste 30 sømil bliver frustrerende. Bølgerne er blevet større, og vi er kommet under et tyndt skydække. Vinden skifter konstant retning og hastighed. I mere end en time kæmper vi med at sejle med genakkeren med den skiftende vind lige indtil det uheldige sker, at genakkeren ved et vindskifte vikler sig rundt om fokkens forstag, og den kan ikke vikle sig ud igen. Pokkers! Vinden river og vi må få det ned. Et kvarters kamp, og vi har genakkeren nede. Vi har stadig fire timer til Porto Santo, men vi giver op med sejlsætning og tænder for motoren, for første gang i fire dage. En rigtig ærgerlig afslutning på en ellers fantastisk og succesfuld sejlads. Faktisk den nemmeste siden vi forlod Vedbæk.

Solen er for længst gået ned, da vi når Porto Santo. Der er ikke plads i havnen, så vi kaster anker lige vest for. Der ligger allerede mange andre både. 4 1/2 døgns sejlads er slut. Vi har sejlet 657 sømil. Den lige kurs fra Figueira da Foz til Porto Santo er 556 sømil, men vi skulle gå mere sydover for at undgå flere dage uden vind og det lykkedes. På 4 1/2 døgns sejlads havde vi mindre end ti timers sejlads for motor. Vi har været begunstiget af et fantastisk vejrvindue, hvor vi har kunnet sejle agten for tværs hele vejen, med kryds, selvfølgelig. Skønt har det været. 

Vi er trætte. Får en bid mad og et fortjent glas vin. Vi skåler på en ny milepæl og går til køjs. Vi har ikke fået ordentlig søvn siden vi forlod Figueira Da Foz, men det skulle ikke være denne nat, hvor vi kunne indhente søvnunderskuddet. Dønninger får båden til at rulle voldsomt hele natten. Vi er helt klatøjede næste morgen og bliver enige om, at her kan vi ikke blive liggende. Vi snupper dog lige en dukkert i det umanerligt lækre vand. Vi ligger på 7 meters dybde og kan se sandbunden klart.

Vi sætter kursen mod Madeira. Der er kun 30 sømil, så det er en kort tur på fem timer. Først den sidste time er der vind nok til at sætte sejl. Men hvilken sejlads. For fulde sejl vender vi Madeiras østlige spids og nærmer os Quinta do Lorde marina. Hold op, hvor er Madeira smuk her fra vandsiden. Klipperne tårner sig op. Det rå landskab står i smuk kontrast til det azurblå vand. Vi kalder havnen op over VHF’en. De har heldigvis plads. Vi lægger til og kort tid efter er det tid til en lur. Vi har søvn, der skal indhentes.

Nu er vi her på Madeira, og det vil vi være frem til den 20. oktober. Indtil da vil vi nyde øen og lave bådreparationer, men aller vigtigst nyde at få besøg af børnene. Vi savner dem. 

Vi har gennemført en minigeneralprøve på atlanterhavskrydset. Vi har fået testet vores udstyr, og vi vil nu bruge tid på at evaluere og justere. Vi har bl.a. konstateret, at vores batterikapacitet og strømproduktion er for lille til vores forbrug. Det er autopiloten, der er den helt store strømforbruger. Vi er udfordret på vores sejlsætning, når bølgerne er store. Vores fald til vores to letvindsejl (Code 0 og genakker) bliver udsat for et slid, der river dem i stykker. Alt det skal vi finde bedre løsninger på inden vi stævner ud på det store atlanterhavskryds i slutningen af november. Det har dog været en selvstændig succesfølelse at have lykkedes med at finde og udnytte det rigtige vejrvindue, der har givet en god, behagelig og uproblematisk sejlads.