Galiciens skatkammer
I fjorten dage har vi nydt Galiciens skatkammer af underskøn natur, fremragende mad og fantastiske vine. Et Galicien vi ikke kendte til, men som vi er blevet helt forelskede i.
Det blev til 4 dage i A Coruña. En dejlig og charmerende by. A Coruña er kendt for sit fyrtårn Torre de Hércules, der er verdens ældste fyrtårn stadig i funktion. Det blev bygget i det første århundrede af romerne. I dag står det som det blev renoveret i 1788, og er UNESCO beskyttet. Smukt er det, og fascinerende at tænke, at tilbage i romertiden brugte man også fyrtårn til de søfarendes navigation. Dog mente romerne, at denne del af deres rige også var verdens ende, og derfor hedder området syd for A Coruña Finisterra – verdens ende.
A Coruñas store heltinde er Maria Pita. Hun der jog de britiske erobrere på flugt i 1589 og befriede dermed byen. Den 4. maj 1589 brød de engelske styrker forsvaret af den gamle by. María Pita hjalp sin mand, en hærkaptajn, der bemandede forsvaret. Efter at hendes mand faldt dødeligt såret, snuppede Pita, fuld af raseri, spyddet, der bar banneret, fra en engelsk kaptajn og dræbte ham med det. Det fortælles at det demoraliserede de engelske tropper på 12.000 mand, der derfor begyndte at trække sig tilbage. María Pita dukkede derefter selv op på murens højder og råbte på galicisk: Quen teña honra, que me siga (“Den der har ære, følg mig!”), hvorpå den engelske indtrængen blev drevet tilbage af forsvarerne (kilde: Wkipedea).
Vores dage i A Coruña gik med praktiske opgaver med indlagte opdagelsesture i byen. Vejret var noget blandet, men endelig klarede det op, hvilket var signalet til os om at tage et par dage ud for anker i Ria’en. Ria betyder flodmunding, men de er nu meget mere end hvad vi forstår ved en flodmunding. Det er små farvande med et utal af bugte med hvide sandstrande, små havnebyer og øer. Fire sømils sejlads fra A Coruña finder vi et roligt sted ved en lille sandstrand lige nord for byen Sada. Vi kaster anker. Resten af dagen står på badning og afslapning. Vi er så tæt på stranden, at vi kan tage en svømmetur i land og tilbage igen. Vinden frisker lidt op sent på eftermiddagen og vi kan sidde i vores cockpit og nyde synet af et utal af sejlbåde på vandet.
Den efterfølgende dag finder vi en ny ankerplads ved Ares. Lige inden vi skal til at kaste anker, kommer der en foruroligende lyd fra motorrummet. Vi kan ikke umiddelbart identificere den, men konstaterer hurtigt, at det ikke umiddelbart påvirker motorens funktion. Kølevandet fungerer som det skal, der er ingen røg fra udstødningen og ingen advarselslamper er tændt. Karsten har også lært fra sit bådmotorkursus, at det meget sjældent er selve motoren, der er noget i vejen med, men oftest noget af alt det andet, rundt om selve motoren. Vi får kastet ankeret og Karsten finder straks manual frem for fejlsøgning. Vores bedste bud er, at det er blæseren i motorrummet, der er gået sig en tur. Vi bliver enige om, at vi venter og ser om lyden også er der, når vi skal sejle tilbage til A Coruña den efterfølgende dag. Der er ikke længere, end at det nok skal gå.
Bådreparationer: Mandag er vi tilbage i A Coruña. Det var ganske rigtigt blæseren i motorrummet, der var gået sig en tur. Made in China og uden kuglelejer kan den slags ikke holde til hvad som helst. Vi er så heldige, at José, der skal komme med thermosikringen til vores bovpropel, lige griber en ny blæser inden han skal ud af døren. Det var bovpropellens thermosikring, der var gået og José klarer, et for os, lidt kompliceret skift af denne samt udskifter blæseren i motorrummet. På 1/2 time har vi igen en fungerende bovpropel og en ny og næsten lydløs blæser i motorrummet. José er vores helt denne dag. Vi er endelig klar til at forlade A Coruña.
Tidligt næste morgen, lige ved morgengry, stævner vi ud. Vinden er i NNØ, og da den endelig tager til, efter en times tid, kan vi sætte Code 0 og halvt storsejl og sejle behagelige 7 knob i 6-10 sekundmeters vind. Målet for dagens sejlads er en ankerplads ved Camariña. Vi har sejlet ca. 50 sømil og er fremme ved 15.30 tiden. Vinden er taget yderligere til, så vi kaster anker i 11 m/s og sådan blæser det natten over. Vores Mantus anker har godt fat. Vi er ikke de eneste, der har fundet dette ankersted. Omkring os ligger to tyske, en canadisk, en fransk og en britisk båd.
Om morgenen lægger vinden sig, og den bliver så svag, at næste dags sejlads fra Camariña til Muros bliver for motor det meste af tiden. Først de sidste to timer kan vi sejle for læns med Code 0.
Havnemester Juan tager imod os, da vi sejler ind i Muros havn. Han er hyggelig og meget snaksaglig, og vil så gerne have, at vi bliver lidt længere, da vi fortæller ham, at vi blot har tænkt os en enkelt overnatning. Muros en hyggelig by, der mest minder om Gudhjem når højsæsonen er overstået. Der er alt for mange restauranter, cafeer og barer end antallet af mennesker i gaderne kan berettige.
Vi giver os god tid torsdag morgen. Vi har besluttet at sejle til Illa de Arousa, en ø inde i Ria Arousa. Det er en kortere tur på blot 25 sømil. Karsten får løbet sig en tur. Jeg giver mig bare rigtig god tid til at komme i gang med dagen. Der er ingen vind, så vi kommer nemt ud af havnepladsen. Hilser farvel til vores spanske nabo til den ene side og vores hollandske nabo til den anden side. Klokken er 10. Ude af havnen sætter vi kursen stik syd. Foran os ligger katamaranen Indy, og bag os kommer Heide Marie og Goden Wind, alle tre tyske både. Der ligger en let tåge. Som vi bevæger os ud af Ria de Muras e Noia bliver vi omsluttet af tågen. Horisonten forsvinder og tågen bliver tættere. Over vores hoveder er der stadig blå himmel, men inde i tågen kan vi efterhånden ikke se en bådslængde frem for os. Indy, Heide Marie og Goden Wind er forsvundet i tågen. Karsten er ved rattet. Både med AIS-signal kan han se på kortplotteren, men det er ikke alle både, der har AIS. Jeg sætter mig op på dækket for at holde udkig. Først og fremmest efter fiskenet som blot er små kugler, der ligger i vandoverfladen eller lystfiskerne i deres små både, men også andet, som radaren ikke måtte fange. Pludselig ud af tågen, mindre end 100 meter væk, dukker en fiskerkutter op. Ingen AIS, intet tågehorn. De lever livet på kanten. Vi får undveget. Karsten kalder Goden Wind over VHF for at advare dem. Han kan se, at fiskerbåden har direkte kurs mod dem. Radaren hjælper os med at identificere endnu en fiskekutter uden AIS.
Vandet er roligt. Kun de lange bløde dønninger fra Nordatlanten får båden til at rulle. Sådan sejler vi i to timer. Det er hårdt arbejde. Det kræver al vores opmærksomhed. Det er anstrængende og ubehageligt, så vi ånder lettet op, da tågen stille og roligt letter. Vi kan igen se Indy, Heide Marie og Goden Wind og horisonten kommer igen til syne.
Vi runder Punta Falcoeira og sejler gennem et større klippeskær. Vinden tager til, og da vi er igennem skærene og fiskenettene, kan vi rulle Code 0 ud og slukke for motoren. De næste 5 sømil glider vi blidt og roligt længere ind i flodmundingen med 5-6 sekundmeters vind med vinden agten for tværs på helt fladt vand. Nordatlantens dønninger når ikke herind. På kryds og tværs sejler små fiskerbåde, der servicerer deres muslingefarme og fiskenet.
Det er den smukkeste Ria vi endnu har set. De nøgne klipper bryder vandet. Byerne langs kysten og de lyse striber ved kystkanten, der indikerer en sandstrand. Vi har ikke set noget smukkere siden Skotlands højland. Vi har på kortet udset os en bugt ved øen Illa de Arousa.
Her ligger to andre både og længere inde en masse små fiskerbåde. Vi cirkler lidt rundt for at finde det rigtige sted at kaste anker. Vinden vil komme fra nordøst hen på aftenen og tage til. Vi skal sikre god plads til at svinge rundt uden at ramme klipper og de andre både. Delfiner svømmer rundt. Der er så mange, at jeg næsten bliver bekymret for at ramme en af dem med vores anker. Seks meter dybt. God afstand til alt andet. Jeg sænker ankeret. Det har fat. Kort tid efter er vi i vandet. En dukkert i den smukkeste bugt med delfiner svømmende mellem bådene. Jeg bliver for en stund helt høj.
Lige så skøn og smuk en aften vi havde i denne bugt lige så forfærdelig blev natten. Vinden tager til og båden svinger fra side til side. Vores ankerkæde og snubber (et tov, der aflaster ankerspillet) knirker og knager, og ankerkæden banker ind i skroget. Vi får ikke meget søvn den nat. Vi har tydeligvis ikke fundet det rigtige setup med vores ankring. Med vind på 9-11 m/s er det heller ikke et behageligt sted at blive liggende da solen er stået op. Til gengæld er det fantastisk vind til at sejle tilbage ud af Ria’en, for vi vil have vinden ind agten for tværs. På fladt vand får vi den skønneste sejlads, kun med fokken, i 9-14 sekundmeter vind og mere end 7 knobs fart. Med solen fra en skyfri himmel sejler vi ud af Ria de Arousa og videre sydover mod Vigo, der ligger i Ria de Vigo. Det bliver til 5 timers skøn sejlads inden vinden dør og vi de sidste 45 minutter må sætte motoren til.
Vigo er en fantastisk by. Det er en stor by og det er en industriby, men byens kerne er fantastisk charmerende med sine stejle, smalle og krogede gader med smukke pladser som byens åndehuller, hvor restauranter og barer skaber rammerne for det udeliv som galicerne ynder. Fra byens gader, hævet over kysten, har man den smukkeste udsigt udover Ria de Vigo, og ved solnedgang gør den en mundlam.
Lørdag havde vi besluttet os for at tage en tur til Santiago de Compostela med toget. Blot en time fra Vigo. Lidt naive var vi, da vi troede, at det blot krævede at være på stationen tids nok til at kunne trække en billet i en automat. Der var ingen ledige pladser den lørdag og i øvrigt krævede det legitimation for at kunne købe en billet. Vi fik billetter til søndag. Udstyret med vores pas og en tur gennem sikkerhedskontrollen kunne vi stige på toget. Jeg tænker, at det er prisen for de terrorangreb, som Spanien desværre gennem årene er blevet udsat for.
Pladsen foran Santiago de Compostelas katedral er imponerende smuk. I det hele taget er den gamle bydel, der omkranser katedralen smukt vedligeholdt.
Aldrig har vi set så mange backpackers samlet på et sted. Unge som gamle. Om de er pilgrimsrejsende eller blot vandrere med et mål for øje er svært at skelne, men det er fascinerende at se de mange ankomme til pladsen og udtrykke en blanding af udmattelse, lettelse, sejrsrus og begejstring over at have nået deres mål.
Kirkerum er næsten altid imponerende. Man bliver fanget i en andægtighed og ydmyghed. Ikke blot overfor troen men også overfor arkitekturen, her skabt for snart 1000 år siden.
Jeg har det dog svært med den katolske kirke. Den har bildt folk ind i århundrede, at de kunne købe sig aflad ved at give kirken penge og den udviser en vulgaritet i kirkerummet og en dobbeltmoral i dens adfærd overfor egne præster, der har krænket et utal af unge drenge gennem årerne. Men katedralen og Santiago de Compostela var et fint besøg værd.
Galicien har forkælet os med det lækreste mad og de skønneste vine. Vi har mæsket os i blæksprutter, hummere, rejer, jomfruhummere, muslinger, havtaske, pighvar, kulmule, havaborre, tun og torsk. Vi har spist på den lille bar og på den finere restaurant. Kvaliteten af råvarerne er i top uanset. Vi har nydt Albariño, Mencia og Godello. Det er ligefrem blevet til en vinanmeldelse fra Karstens hånd på foodstories.
Galiciens natur er bjergtagende. Ria’erne på vestkysten har det hele. Klippeskrænter og klippeskær, kridhvide sandstrande og charmerende havnebyer. Mange gode minder tager vi med os fra Galicien, der bestemt er et gensyn værd.
Nu har vi forladt Vigo. Vi har kastet anker ved en sandstrand mellem klippeskrænter. Her er ro. Ro til at bade, læse en bog, tage sig en lur og skrive denne sejlerberetning færdig. Vi tager nok en enkelt ankerligger dag mere her i Ria De Vigo inden vi siger farvel til Galicien, sænker det spanske flag og hejser det portugisiske som vi bevæger os længere sydover langs den iberiske vestkyst, mod Porto.
