Månen er min ven

Jeg har stadig en snært af ængstelighed når mørket sænker sig. En sans bliver sat ud af spil. Man kan ikke se meget, og som mørket lægger sig er det som om, at alle lyde forstærkes. Vandets brusen fra Penguin, der skyder sig gennem vandet, vindens susen i ørerne og bommens knirken. Jeg øver mig i at finde ro med natsejladsen. Blive fortrolig med de forstærkede lyde og have tillid til at kortplotter og radar er mine øjne.

De seneste 14 dage har vi tilbagelagt 624 sømil fra Isle of Man til Dun Laoghaire ved Dublin over det Keltiske hav til Brest i Bretagne ud i Biscayens vanskelige sø videre til Pornic og Les sables-d’Olonne på den franske vestkyst.

Havnen i Douglas, der er hovedstad på Isle of Man, kan man kun forlade to timer før til to timer efter højvande. Ved lavvande er der intet vand i indsejlingen til havnen. Vi stod overfor for 81 sømil til Dun Laoghaire, så vi gjorde os klar til morgenens første broåbning kl 05.15. Vi har vores helt faste procedurer, når vi skal forlade en havn. Alt skal sikres under og over dæk, så bådens krængning under sejlads ikke får ting til at vælte rundt. Landstrømmen skal afkobles. Redningsvestene skal på. VHF radioen tændes. Motoren startes og vi drøfter hvilken rækkefølge fortøjningerne skal løsnes afhængig af vindens pres på båden. Fralægning kræver ofte hjælp fra vores bovpropel, så vi kan få stævnen ud. Denne morgen svigter bovpropellen igen. Broen er ved at åbne, og vi skal være klar til hurtigt at komme igennem. Penguin er klinet til den høje faste kaj. Der er ingen strøm eller vind til at hjælpe os fri af kajen. Vi skal tænke hurtigt, hvis ikke vi skal vente på den næste broåbning. Det er aldrig sjovt, når noget skal gå stærkt på en båd. Risikoen for, at noget går galt stiger straks. En anden båd, der er på vej ud, sejler forbi. Vi spørger om de kan hjælpe med at trække vores stævn fri, hvis vi kaster dem en line. Sejlere hjælper sejlere. Vi ved alle, at en sejler i problemer lige så godt kan være os selv. Den lille operation lykkes, og vi skal nok være glade for, at det var så tidligt om morgenen, at folkene i brokontrollen var tålmodige med os.

Selve turen fra Isle of Man til Dun Laoghaire var til gengæld 15 stressfrie timer med konstant middelvind for slør. Tilbage var kun at krydse fingre for at vind, strøm og havneplads var os venligt stemt i forhold til tillægning uden bovpropellen. Præcis som dagens sejlads, fik vi lagt til langskibs for enden af en pontonbro uden stress.

Dun Laoghaire (udtales Don Larry) er en meget charmerende forstad til Dublin, som vi fik set alt for lidt, da vi brugte irriterende meget tid på at vente på en mekaniker, der kunne se på vores bovpropel, men vi nåede da at gå en tur langs de super smukke kyster, som Irland har i overflod. Kysterne er fyldt med mange små bugte, hvor børn, hunde og voksne tumler, leger, bader og nyder den irske sommer, som har været mere våd end sædvanligt.

Vi tog os også tid til et par ture med toget ind til Dublin og nød lidt storbystemning. EPIC, der er et museum om den irske udvandring, er et besøg værd. Kriserne gennem den irske historie, der gjorde irere til immigranter rundt i store dele af verdenen, er i stærk bevidsthed hos dagens irere. Man skønner at der i dag er 70 mio. efterkommere af udvandrede irere i lande som USA, Canada, Argentina, England, Australien (24 pct. af de straffefanger, som Briterne sendte til Australien var Irere). Museet havde vi begge fornøjelse af, til gengæld var Karsten ikke til at trække en tur i teateret til Riverdance, så det blev en aften i mit eget selskab. Det var folkeligt og fornøjeligt. Sang, dans og musik man bliver i godt humør af.

Men sang og dans er det jo ikke alt sammen. Bådmekanikere kan vælge og vrage mellem opgaverne i højsæsonen. Har man brug for en, skal man være taknemmelig, hvis man er blandt de udvalgte. Efter flere dages venten lykkes det endelig at få en ekspert i bovpropeller til at kigge forbi. Hans bedste bud var, at et relæ er gået, og sådan nogle ligger ikke lige på lager, hverken i Dublin eller i Brest. I skrivende stund og mere end en uge efter, at et relæ er blevet bestilt i Norge, er det stadig undervejs. Det er en lang og irriterende opvisning i dårlig logistikstyring. Heldigvis har vi klaret vores havnemanøvrer uden bovpropellens hjælp.

At havnemanøvrene er gået så gelinde skyldes i høj grad, at Niels Jørgen sluttede sig til os i Dun Laoghaire. Det var et dejligt gensyn efter vores fælles tur over Nordsøen. Nu var Niels Jørgen klar til at tage turen sydover sammen med os. Vejrprognoserne viste et perfekt vejrvindue fra torsdag, der kunne give os fantastisk sejlads hele vejen til Brest. 2 1/2 døgns sejlads. Ca. 330 sømil. Godt nok havde vi et ønske om at gøre stop på Englands sydligste punkt, Isle of Scilly, men vejrvinduet, der kunne bringe os hele vejen til Brest var simpelthen for godt til at misse. Isle of Scilly må blive en anden god gang.

Inden afgang vender vi sikkerhed om bord. Det er altid rigtigt at gøre, men her, hvor vi nærmer os Biscayen, må vi også forholde os til risikoen for angribende spækhuggere. De senere år har en gruppe spækhuggere udviklet en særegen jagt på sejlbådes ror. Hundredvis af sejlbåde er blevet gjort usejldygtige fordi spækhuggerne har bidt roret i stykker, og enkelte både er gået ned, fordi angrebene har skabt hul i båden. Heldigvis er ingen mennesker kommet til skade endnu. Det er stadig kun gætværk, hvorfor disse spækhuggere gør det, og der er ikke fundet løsninger på, hvordan man kan værne sig imod sådanne angreb. Nogle har forsøgt med at kaste kanonslag i vandet (det er ulovligt at skade spækhuggerne), andre siger, at spækhuggerne er helt upåvirkede af den slags. Nogle har forsøgt at forstyrre spækhuggernes sonarsystem ved at kaste sand i vandet og andre siger, at de har haft succes med at stikke et jernrør i vandet og banke på det. Nogle siger, at man skal stoppe båden til de mister interessen, andre siger at man skal forsøge at sejle væk og komme ind under land hurtigst muligt. Det sidste kan være svært, hvis man ligger midt ude Biscayen. Hvis bare der fandtes gode råd, så ville jeg være ligeglad med om de var dyre. Vi finder os et kobberrør i et byggemarked og ellers er der kun at have styr på, hvad vi gør, hvis spækhuggere skulle få appetit på vores ror. Redningsflåden gør vi let tilgængelig og grabbags med nødudstyr pakkes, hvis det værste skulle ske. Spækhuggeren er et fascinerende og smukt dyr, men vi kan blot håbe på, at den ikke krydser vores vej.

Turen fra Dun Laoghaire til Brest bliver den gode sejlads som vejrprognoserne havde stillet os i udsigt. Efter aftensmad følger vi med strømmen ud af havnen. Den faste torsdagskapsejlads i den lokale sejlklub giver os en smuk udsejling med udsyn til et væld af sejl på vandet. Lidt længere ude skal vi manøvrere mellem svært synlige fiskenet, og når mørket falder på, er de helt umulige at se. Vi sætter sejl og slukker motoren, da det mindsker risikoen for en ulykke betragteligt, hvis vi skulle ramme et fiskenet. Fiskenet i en snurrende propel er enhver sejlers mareridt.

To døgn og 10 timer med vinden agten for tværs eller for slør hele vejen til Brest. Ned gennem det Irske Hav over det Keltiske Hav og Nordatlanten til indsejlingen til Brest. Lidt flere timer for motor pga. svag vind end vi synes er sjovt, men heldigvis langt de fleste timer for sejl. Luften er stadig kold på vandet. Vi har endnu ikke sluppet det lange uldundertøj, uldtrøjerne og sejlertøjet, der beskytter mod den kolde vind. Huer og vanter er også stadig i brug. Men det er en skøn sejlads, som vi nyder. Vi er begunstiget med tørvejr og god sigtbarhed. Mørket sænker sig, når solen går ned i vest, og jeg skal mentalt indstille mig på den lille ekstra grad af ængstelighed det giver. Men så dukker en næsten fuld måne op på himlen og kaster sit skær over bølgerne og lyser himlen op så horisonten atter kan ses. Alt bliver bare lidt nemmere. Jeg mærker roen. Kan læne mig tilbage og nyde stjernehimlen og være tryg ved, at månen viser mig vej.

Solen når lige at stå op kl. 7.17 da vi sejler ind i Brest. Det irske flag under styrbords salingshorn er blevet skiftet ud med det franske. Vi passerer den franske flådebase, hvor Frankrigs atlanterhavsflåde og u-bådsbase holder til, godt beskyttet i den dybe bugt, inden vi sejler ind i en kæmpe marina, hvor vi med Niels Jørgens erfarne hånd på rattet let og gelinde får lagt båden til kaj. Endnu et langt sejlstræk er overstået og det er tilmed gået nemt og uden problemer. Det er tid til at tage en god lang lur imens resten af havnen og byen vågner.

Brest er det vestlige Bretagnes største by. Den ligger helt oppe i det nordvestlige hjørne af Frankrig, med nem adgang til både Biscayen, Atlanten og Den Engelske Kanal, men også godt beskyttet inde i en bugt. Byen har derfor i flere hundrede år været vigtig for den franske flåde og er samtidig en stor kommerciel havneby.

Vi fejrer vores ankomst til Frankrig med en god middag, og hvad er mere oplagt en et overdådigt fruits de mer. Vi drøfter vindprognoserne for de kommende døgn. Vores plan er et direkte stræk til A Conuña på den nordvestlige spanske kyst. Det kræver tre gode dage at krydse Biscayen på det stræk. Biscayen er berygtet for sin voldsomme sø, som skyldes at vandet fra Atlanterhavet presses ind på en havbund der drastisk går fra op i mod fire kilometers dybde ude i Atlanten til få hundrede meters dybde inde i Biscayen. Det skaber store bølger. Det gode vejrvindue ser ikke ud til at være i horisonten, så vi begynder at drøfte plan B, som er at tage ned langs den franske kyst. Og sådan bliver det.

Efter to dage i Brest tager vi et døgns sejlads til Pornic vest for Nantes. Afgang er kl. 6 om morgenen. Med en gennemsnitsfart på syv knob under sejl med vinden ind bagfra har vi en forrygende sejlads. De første timer er dog noget frustrerende. Vi har god vind, ca. 7 m/s og det er normalt alt rigeligt til at få god fart i båden, men bølgernes kraft fra siden er stærkere end den kraft vinden kan give sejlene, så vi kan ikke få fart i båden, og vi gynger frem og tilbage med irriterende flaprende sejl som resultat. Mildest talt træls. Men efter nogle timer bliver vinden stærkere, og endelig kan vindens kraft overvinde bølgerne, og vi stryger afsted.

Vi har fordelt nattens vagter imellem os. Min vagt er fra 21-24. Inden solen går ned skifter vi sejlsætning. Overvejelserne er altid at sætte sejl til natten, som er nemme at håndtere i mørke. Vi tager vores code 0 ned og sejler i stedet med storsejl. Vinden er stadig for læns, så i nogle timer kræver det håndstyring, som Niels Jørgen og jeg skiftes til at tage. Med solnedgangen kommer den smukkeste fuldmåneopgang. Vi kommer i bølgelæ af øen Belle Ile, og jeg kan nyde den skønneste sejlads i fuldmånens skær og under den smukkeste stjernehimmel. Månen er blevet min ven.

Madlavning ombord kan være en udfordring. Her laver Karsten os en omelet i gyngende sø.

Vi anduver Pornic inden solopgang. Den sidste del af natten har jeg fået nogle gode timers søvn, så jeg kan være klar til bestyrelsesstrategiseminar i Green Therma. Det kan jeg klare takket være Starlink. Til gengæld skal Karsten og Niels Jørgen have indhentet noget søvn.

Det er Niels Jørgens sidste dag med os inden han næste morgen vender snuden hjemad til Danmark. Det har endnu engang været en stor fornøjelse at have Niels Jørgen med ombord. Niels Jørgen har udfordret vores sejlføring, og det har vi lært rigtig meget af, og når Niels Jørgen har haft vagten, så har vi vidst, at der var en sikker hånd på rattet, men aller vigtigst, så har Niels Jørgen været rigtig godt selskab. Vi vil derfor savne ham på vores videre færd.

Til sidst i denne sejlerberetning kan I læse Niels Jørgens egen beretning om hans tur med os.

Bådreparationer: Da vi pakker vores code 0 sammen ser vi, at faldet har fået slidt strømpen i stykker. Det er et stærkt fald med dyneema i kernen, men noget overraskende at strømpen er gået sig en tur. Der har været godt træk og også rusk pga. bølgerne. En reminder om det slid udstyr bliver udsat for, og at derfor jævnligt skal tjekkes. Heldigvis en mindre reparation som kunne klares med saks, nål og sejlersytråd.

Pornic er en meget charmerende fransk havneby. En ferieby, som det umiddelbart virker som om kun franskmænd har opdaget. Der er mere end fem meters forskel på højvande og lavvande, så der er ikke mange centimeter vand under vores køl, når vandet er lavest, hvilket er lidt angstprovokerende for en bådejer. Tidevandet præger byen og kysten. Der er intet vand i havnen inde ved byen ved lavvande, og ved lavvande er aktiviteten høj med folk, der høster østers, muslinger og snegle på den blottede kyst.

Fra Pornic sejlede Karsten og jeg så i går videre til Les Sables-d’Olonne. 60 sømil længere ned langs den franske kyst. En god dagssejlads, hvor Biscayens bølger behandlede os godt og vinden fra sydvest sikrede os en dejlig behagelig sejlads.

For første gang siden vi forlod Vedbæk havn kan jeg stikke bare fødder i sandaler. Solens stråler varmer. Vi mærker sommerluften. Vi er kommet ned, hvor fersknerne er solmodne og muslinger er en basisfødevare.

Les Sables-d’Olonne er en stor fransk strandby, men endnu mere interessant er den stedet hvorfra Vendée Globe starter og slutter. Vendée Globe er et jordomsejlingsrace, hvor singlehandede sejlere i 18 meter lange sejlbåde sejler jorden rundt non-stop syd om Kap Horn, Australien og Kap Det gode Håb. Den hidtidige rekord blev sat i 2016 på 74 dage. Noget af en bedrift, som vi må huske hinanden på, næste gange vi er trætte efter tre-fire-fem døgn på vandet. Vi har udsigt til de imponerende både, hvorfra vi ligger. Starten for Vendée Globe er 10. november.

I morgen går turen til Port-Medoc. Vi har besluttet at vi vil nyde nogle dage i Bordeaux med sønnike før vi fortsætter mod den spanske nordkyst.

Gastens Klumme

Et bekendtskab med Rikke og Karsten startede ved et tilfældigt møde i 2018 i Klintholm havn. En hyggelig aften udvikledes og hurtigt fokuserede samtalen på Rikke og Karstens tanker om at tage et par år ud af kalenderen  for at sejle som minimum “Down Under”.

Mine mange år som sejler mønstrede ideen om, at jeg evt kunne sejle med over Atlanterhavet.

I de forløbne år har jeg haft lejlighed til at kommentere valg af båd, udstyr, sikkerhed samt på hvilke delstrækninger mod Caribien jeg mente, det kunne være fornuftigt at ha’ en erfaren gast med ombord. Konklusionen blev som beskrevet i Rikkes turberetninger, at jeg har deltaget i sejlads på Limfjorden, over Nordsøen og senest fra Dublin til Pornic ved Sct. Nazaire i Frankrig.

Vi har sejlet i magsvejr og i kuling med vinden både med og imod. Som ALTID på en sejlbåd har der været forskellige udfordringer i forbindelse med sejlføring og vedligehold af Penguin som alle blev løst i konstruktivt fællesskab.

Der har undervejs været anledning til en del diskussioner om bl.a. sejlføring både i almindelighed og når hurtige beslutninger skulle træffes. Uden undtagelse har det stærkeste argument vundet i en god atmosfære også når trætheden havde meldt sig.

Det ændrer ikke ved at føring af skib ikke er nogen demokratisk foreteelse og kaptajnen har da også vist sig fuldt beslutningsdygtig som hun/han nødvendigvis må og SKAL være.

Min rolle som gast har givet mulighed for udnyttelse af hele mit personlige sejlerpotentiale, hvilket jeg er yderst taknemmelig for.

Hyggelige middage og fælles dag- og nattevagter har givet mulighed for gode diskussioner om en bred vifte af emner som politik, erhvervserfaring og meget andet.

Sejladsen med Penguin er blevet en “milestone” for mig og jeg vil med glæde deltage som gast igen ved en senere lejlighed.

Rikke og Karsten er blevet mine gode venner, og jeg vil helhjertet anbefale enhver potentiel gast der måtte blive tilbudt sejlads med Penguin at tage imod tilbuddet. Jeg har aldrig befundet mig bedre på nogen anden sejlbåd.