Dårlig madras og god vind

Med udsigt til dårligt vejr og praktiske ærinder, der skulle klares, bevilligede vi os selv landlov for et par dage i sidste uge. Landloven skulle være et par dage på et hyggeligt hotel og vandreture i det skotske højland. Sove i en dejlig seng uden gyngen og lyde fra vinden i masten. Sådan blev det så ikke. Knockderry House er et lille hyggeligt, klassisk, men også noget bedaget skotsk hotel. Vi fik en dejlig tasting menu som den nok ville have været i København for 20 år siden, men det smagte dejligt. Det der var mindre fint var sengen. I et ellers dejligt værelse med skøn udsigt ud over Loch Long var der en seng udstyret med en madras, der var så forfærdelig, at vi næste morgen, radbrækkede og i total søvnunderskud ikke kunne komme hurtigt nok væk derfra. Tanken om endnu en nat der, var udelukket. Vi måtte finde på noget andet. Hotellets manager var totalt uforstående. Jeg anbefalede ham at tage en nat i den famøse seng.

Den planlagte vandretur op ad Ben More blev heller ikke til noget. Nok havde vi kalkuleret med lidt let regn, men silende regn og bjergene indhyllet i skyerne gav ikke just motivation til vores søvnunderskudsramte kroppe og hoveder om at bestige 900 højdemeter. Vi satte os ind i bilen uden plan andet end at ramme Oban senere på dagen, hvor vi havde fundet et nyt sted at overnatte.

Vi havde begge et stort behov for at få rørt kroppene og få sat ryghvirvlerne på plads igen og løsnet lændemusklerne. Det endte med at blive en dejlig dag. Tre timers vandring i et naturskønt område ved Loch Lomond. Videre mod Oban fandt vi et meget hyggeligt og meget autentisk skotsk spisested, der kunne stille vores frokostsult. Mændene i baren var som taget ud af Braveheart-filmen. Og som på enhver anden skotsk restaurant, uanset prisniveau, vi har været på, var der haggis og fish & chips på menukortet, men vi valgte nu at gå med cæsarsalaten. Vi fik en god nats søvn i Oban.

Trods mange lange fjorde og bjerge i Skotland, så gør de det ikke i hverken tunneller eller broer. På veje med kun et enkelt spor i hver retning kører man op og ned langs kysterne. Smukt er det, men man skal give sig god tid. Mandag over middag når vi tilbage til båden i Campbeltown. Vi har provianteret og gør klar til en natsejlads til Bangor ved Belfast. Det er tid til at sige farvel til Skotland. 

Skottere er først og fremmest skottere, og nåh ja, så er de også en del af Storbritannien. Et dejligt folk, der er omgivet af den skønneste natur. Det er det skotske flag, der vajer, og gælisk står øverst på skiltene. I Skotland kan man virkelig tale om udkant. Jeg tror, at en skotte vil grine af Støjbergs udkantsklynk.

Flere gange om dagen studerer vi vejrudsigter – eller rettere vindudsigter. Vi søger de rette vejrvinduer til at sejle ud. Vi er ikke så nemme at stille tilfredse. For lidt vind er for træls og for meget vind vil vi gerne undgå. Vi vil gerne slippe for at skulle krydse op mod vinden, så vindretningen er også afgørende. Her hvor tidevand og strøm spiller en stor rolle, skal det også tages med i betragtning, og så vil vi gerne undgå at anduve en havn om natten, da det i forvejen kræver koncentration at sejle ind i en ukendt havn.

Med alle disse parametre i betragtning konkluderede vi, at mandag aften var det rette tidspunkt at kaste fortøjningerne i Campbeltown og sætte kursen mod Bangor ved Belfast. 50 SM. Forventet tid: 10 timer. Kursen ville være stik syd. Selvom sejladsen var rolig, så er natsejlads bare lidt hårdere. Vi skiftes til at sove, og når man sejler tæt på kyst og i farvand med meget trafik, så er det med at være vågen, når man har vagten. I mørket er det langt sværere at bedømme afstanden til et andet skib, selvom man kan se skibets navigationslys. Jeg sætter derfor stor pris på moderne teknologi, hvor vores kortplotter viser skibenes AIS-position, og dermed også skibets retning og afstand.

Vi ankommer trætte til Bangor kl 6 om morgenen. 

Med toget ind til Belfast fik vi set den by, som vi i vores ungdom kun hørte om for ‘The Troubles’ og den tids terror i Europa. Belfast er en udpræget industriby, der på den front har haft sin storhedstid. Det er slående at gå rund og se de mange ‘peace walls’. Mure, der er blevet rejst for at adskille og skabe fred mellem protestanterne og katolikkerne. Mure, der står den dag i dag trods Lang Fredag Freden i 1998. Mure, der for nogles vedkommende er tre gange højere end Berlinmuren og har stået længere end Berlinmuren stod. Mure der bliver stående trods politisk beslutning om, at de alle skal fjernes, fordi nogle borgere stadig er tryggest ved deres beståen.

Belfast er kendt for sin politiske street art. Lad mig blot sige, at den er ikke domineret af libetarianske street art kunstnere, og aktiviteten har tydeligvis været høj siden den 7. oktober 2023. 

Bangor er en kystby, der ligger 18 km øst for Belfast. En charmerende by med sine mangefarvede rækkehuse langs kysten og en dejlig park omkring Bangor Castle med den skønneste walled garden. Jeg savner egentlig ikke min have, men tænker engang imellem hvordan den mon har det. Jeg blev hel salig og sugede alle dufte og synsindtryk til mig, da vi tog en tur rundt i Bangor Castles Walled Garden. Farverne. Formerne. Duftene. Uhh, det gjorde godt.

Bugten ved Bangor var et af de steder, hvor amerikanerne samlede de soldater, der skulle være klar til D-dag, og derfor hedder den store mole ved havnen Eisenhover Pier.

Vi havde talt om, at tage til Isle of Man, men længe havde vindudsigterne ikke set gode ud til sådan en tur. Derfor var planen, at tage direkte til Dublin fra Bangor. En tur på 90 SM og endnu en natsejlads. Men nu er det sådan, at man som sejler tjekker vindudsigterne mindst to gange om dagen, og pludselig havde udsigterne ændret sig, og en tur til Isle of Man gav nu meget mere mening end en tur direkte til Dublin.

Og derfor er vi nu på denne særlige ø, der på deres hjemmeside skriver “The Isle of Man is not, and never has been, part of the United Kingdom, nor is it part of the European Union. It is not represented at Westminster or in Brussels.” Man fornemmer, at de har lyst til at skrive det med både versaler og fed skrift. Og den stolthed over selvstændighed er jo fint, men til gengæld har de hørt under den norske konge og skotsk herredømme, og i dag er øen stadig en britisk kronbesiddelse. Først i 1980 fik øen en folkevalgt regeringsleder til erstatning for Lieutenant-Governor udnævnt af den britiske dronning. 85.000 indbyggere er der på de 572 kvadratkilometer.

Isle of Man er særlig kendt for to ting: deres haleløse katte og TT motorcykel racet. De haleløse katte gemmer sig godt og de mange motorcykler er her vist kun den dag på året, hvor de kan få lov at køre mere end 200 km/t øen rundt. Hvad vi ikke vidste var, at Bee Gees brødrene er fra Isle og Man, og så berømte bysbørn skal selvfølgelig have en bronzestatue.  

Det kan godt være, at man kun må køre ræs en gang om året på Isle of Man, til gengæld er der rimelige skatteforhold alle 365 dage. Højeste skatteprocent er på 20 procent og der er ingen kapitalskatter. Øen undgik lige akkurat at komme på den britiske sortliste over såkaldte skattely. Karsten siger at det ikke er et ordentligt skattely, hvis der ikke er på en sortliste. 

Sejladsen til Isle of Man var fantastisk. Endelig fik vi rigtig vind i sejlene. Karsten havde dikteret afgang kl. 05.00, så vi kunne være sikker på at komme ind i havnen i hovedstaden Douglas, der kun er tilgængelig to timer før og to timer efter højvande. Vækkeuret blev derfor sat til 04.15. Og hvilken morgen. Efter en dag med regn regn og atter regn, så stod solen lavt og kastede sit skær på de fine huse langs kysten imens vi bevægede os mod sydøst. Da vi slap kysten tog vinden til og bølgerne byggede sig op. Vinden var for slør og vi susede derudaf. Desværre skal jeg under sådanne forhold engang imellem kæmpe med at holde søsygen stangen, så enten skal jeg ligge i cockpittet og have blikket stift rettet mod horisonten eller også skal jeg have hånden på rattet, og på den måde have fuld føling med vind, bølger og horisont. Til vores held, så ved Karsten ikke hvad søsyge er – endnu.

Vi var oppe og runde 10 knob med en vind, der svingede fra 8 til 12 m/s. Bølgerne kom op på 2 meter. Det er fantastisk sejlads, men også sejlads, der kræver koncentration og hånden på rattet, så da vi vender sydspidsen af Isle of Man, for at gå nordøst mod Douglas, så kan vi puste lidt ud med vinden for læns og bølgerne i ryggen. Rolig og afslappende sejlads, stadig med en vind på 10 m/s.

Det har været sjovt at besøge Isle of Man. Men vi skal videre. Derfor bliver vækkeuret sat til kl. 04.40 i morgen tidlig. Vinden er vendt, og vi forventer en skøn sejlads mod Dublin. Vi er ved at gøre tilløb til turen over Biscayen. I Dublin støder Niels Jørgen til igen. Med ham som gast er planen, at vi sammen går sydover til Storbritanniens sydligste punkt: Ilse of Scilly for der at vente på det rigtige vejrvindue til at krydse Biscayen.