De Indre Hebrider – tak for denne gang

Vores tid i de Indre Hebrider er ved at finde sin afslutning. Vi har brugt de 1½ uges tid på at nyde Hebridernes skønne øer. Vi har ligget i idylliske havne og kastet anker i pittoreske bugte.

Mange gange om dagen, når blikket skruer ud, tager vi os selv i at tænke og sige højt “hvor er her ufattelig smukt”.

Vores besøg i Tobermory på Isle of Mull nød vi med vandretur mellem bygerne og fantastiske lokale råvarer. En knægt på 15 år kommer forbi vores båd i havnen med en kasse i favnen. Han har poser med jomfruhummere. Han er lige kommet ind fra vandet med sin far. De er så friske, at de stadig er levende. 10 pund for en pose så stor, at der er alt for mange til mig og Karsten. De bliver et skønt bidrag til aftenens risotto, dog efter en del arbejde med at tage livet af dem og få gjort halerne klar. Resten af posen forærer vi til båden fra Marstal som vi ‘on and off’ har fulgtes med siden Lemvig.

Vi sejler nord om Isle of Mull. Vi vil gerne runde øen Lunga, for at se søpapegøjerne, inden vi finder os en god bugt at ankre i. Vi får set søpapegøjerne, der beboer Lunga, men det bliver kun til glimt, for de er små og de er hurtige på vingerne. Vi tør ikke sejle for tæt ind under kysten. I stedet sejler vi ind ind i Ulva Sound tilbage ved Isle of Mull. Her finder vi vores første sted at kaste anker. Her er stille. Helt stille. Vi er helt mutters. Vi har udsigt til et lille dambrug og på den modsatte kyst et vandfald. Hvis fårene på Ulva havde bjælder på som køerne i Schweiz, ville der være et inferno af klokkespil. Vores første ankringsforsøg mislykkedes. Vi havde fået fat i et reb, og efter et stykke tid måtte vi konstatere, at vi drev. Op med ankeret for endnu et forsøg. Det lykkedes. Vores nye Mantus anker bestod dåben.

Efter en tur i vandet og en tiltrængt vask i det fri kunne vi nyde de skønne omgivelser og freden fra cockpittet. Et snøft lyder fra vandet. Det er en sæl, der stikker sit hoved op lige ved vores båd. Måske den lige skulle tjekke, hvad der mon var dukket op i dens territorie. Vi hilser og den forsvinder under vandet igen. Den efterfølgende dag bliver det til endnu en ankerbugt, nu på den sydlige del af Mull.

Vi har nogle dage med meget svag vind. Det er skønt, når vi ligger for anker, men kedeligt når vi skal sejle. Vi har besluttet, at vi vil sejle op til Ardfern. Det er en dags sejlads. Det bliver mange timer for motor. Der sker absolut intet. Vi slapper af, hører podcasts og Karsten får endda lavet lidt træning på dækket. Men lige som vi får sagt til hinanden, at det da var blevet en lidt kedeligt transportsejlads, så kommer vinden. Vi sætter sejl. Det går strygende. Vi når til strædet mellem Scarba og Jura. Vandet ser ud som det koger. Det er strømmen. Pludselig har vi 4 knobs medstrøm og vi sejler mere end 10 knob. Vanddybden går fra 180 m til 30 m på ingen afstand. På få minutter går vi fra afslappet sejlads til høj puls og stor koncentration. Alt går godt. Ingen dramatik. Stærk strøm er blot ukendt territorie for os, så vi er usikre på, hvordan Penguin opfører sig i den stærke strøm.

Ved aftentid når vi frem til Ardfern. Vi gør klar til at lægge til. Men noget er ikke som det bør være.  Bovpropellen slår fra. Heldigvis har vi en uproblematisk tillægning, men vi kan ikke undvære bovpropellen, når Karsten skal styre Penguin ind og ud af havn. Første tanke er, at der er noget, der har sat sig fast i bovpropellens skrue. Karsten tager våddragten på og udstyrer sig med maske, snorkel og svømmefødder. Alt ser fint ud. Brugervejledning findes frem og video på nettet studeres. Vi kommer ikke nærmere et svar på vores problem, men nogle gange skal man jo være heldig. Vi er kommet til en havn med et stort bådværft og vi er så heldige, at der trods travlhed er en mekaniker, der har tid til at se på vores bovpropel. Svaret på vores problem er kulstøv fra de bremser, der sidder i bovpropellens motor. Motoren bliver afmonteret og renset og fire timer senere virker den præcist som en bovprobel skal. Tænk så glad man kan blive over at høre dens rette lyd.

Penguin er i sit es, når hun kan sejle for slør (vinden ind fra siden) i 5-7 m/s vind. Hun stryger afsted. Stævnen skubber blidt vandet foran sig. Der er ikke mange bølger på vandet mellem øerne her i Hebriderne, heller ikke når vinden runder de 10 m/s. Det flade vand gør sejladsen ekstra behagelig.

Sådan en sejlads havde vi fra Ardfern til Port Ellen på Islay. 45 SM. 9 timer. Ned gennem Jura Sound. Tre af timerne måtte vi dog tage for motor pga. for svag vind og til sidst op imod vinden ind mod Port Ellen. 9 timer om 45 SM, tænker I, er det ikke lidt langsomt? Hurtigt er det i hvert fald ikke, men sagen er den, at vinden sjældent er konstant, og denne dag svingede den mellem 2 og 6 m/s. Når vinden dropper sidder vi  hver gang med overvejelsen: Kommer vinden mon igen? Skal vi bare være tålmodige eller bliver vi nødt til at tænde for motoren? Det sidste vil vi helst undgå, for motorsejlads tager en stor del af fornøjelsen. Omvendt kan vinden blive så svag, at vi mister styrefart, og så er der ingen vej udenom end at tænde for motoren. Den skønne blide lyd af vinden i sejlene og vandets blide brusen langs båden sider bliver nu overdøvet af Yanmar-motorens cylindres pumpen og kølevandets sprutten.

Det, der kræver størst opmærksomhed på vandet, er fiskenet, lobster pots og klippeskær. Et fiskenet i skruen eller at ramme et skær under overfladen er en sejlers mareridt, så det vil vi for alt i verden undgå.

Vi når til kysten af øen Islay og på vej til Port Ellen passerer vi tre markante bygninger, der alle ligger synlige for de forbisejlende. På dem står med store bogstaver: Ardbeg, Lagavulin og Laphroaig. Jo, vi er kommet til øen, hvor den røgede single malt whisky af fineste karat produceres.

Port Ellen ligger godt beskyttet i en bugt. Havnen er lille og manøvrerummet lille for en en båd af vores størrelse, men straks står der tre mænd fra tre andre både, en franskmand, en brite og en svensker, og er klar til at tage imod vores fortøjninger. Alle sejlere ved, hvor stor en hjælp det er, og derfor slipper man hvad man har, hvis man ser en båd, der skal til at lægge til. Det var ellers lige ved at gå galt. Karsten og jeg havde fuldstændig misforstået hinanden i forhold til hvor og hvordan vi skulle lægge til. Når det sker, og det sker heldigvis sjældent, så er det kimen til ulykker. Vores kommunikation og tilliden til at den anden har styr på sin del er alt afgørende. Situationen blev reddet, og alt endte heldigvis godt.

Vi vender cockpittet ind mod kysten. Husene fra slutningen af 1800-tallet ligger smukt langs strandkysten. Børn leger og muntrer sig på stranden, for det er en af de smukke dage uden regn. Men måske skotske børn også leger ved stranden i regnvejr? Bag os bliver der dagligt læsset malt til øens mange destillerier. Det fandt vi ud af, da vi dagen efter besøgte Lagavulin, kun en kort cykeltur uden for Port Ellen ad en vej, der hedder ‘the three destilleries path’. Guiden hos Lagavulin fortalte at syv af Islays ni whisky-destillerier får leveret deres byg til Port Ellen hvor de første processer af byggens forarbejdning sker. Herfra leveres byggen i store mængder til destillerierne, der så har hver deres måde at gøre byg til fin malt-whisky. Det er nok knapt så sofistikeret som produktion af fine vine, men ikke desto mindre er det en vigtig del af produktionen hvor de tørv, der skal brænde for at tørre byggen, kommer fra, og hvor meget tørv, der skal bruges.

Der er produceret whisky på Islay siden 1600-tallet og historien om whisky på Islay er også historien om skatteunddragelse. I mere end hundrede år fandt whisky-producenterne på massevis af kreative påfund for at undgå at betale afgift af den whisky, de producerede. I dag er det hele meget velorganiseret og de store destillerer er ejet af endnu større globale virksomheder eller kapitalfonde, og man får smagsprøver med hjem i små flasker, hvis man er i bil. Men whiskyen produceres stadig, sådan nogenlunde, efter de samme metoder som den gang.

I dag er turen gået til Campbeltown på den østlige side af fastlandshalvøen Kintyre. Nul vind lig motorsejlads, men det har været en umanerlig smuk tur. Vandet har været spejlblankt. Solen og disen skaber de smukkeste silhuetter af kysterne i det fjerne. Som timerne går, hvor vi stille tøffer for motor bliver silhuetterne til grønne bjerge med tydelige konturer af klipper, klippehuler og stejle skrænter dækket af lilla lyng og og mørkegrønne bregner.

Til styrbord ses Nordirlands kyst. Vi er nået til det Irske Hav.

Der har været rigtig god tid til at studere fuglenes adfærd. Mågerne, der letter fra vandet, når vi med Penguin nærmer os. Sulerne, der først slår en masse bask med vingerne for derefter at holde dem helt i ro, give det yderste af vingerne et knæk nedad på 90 grader for at glide elegant og svævende få cm over vandoverfladen. Den ligner en Concorde med sin slanke krop, spidse næb og smalle vinger. Og den fine lille alk, der kun er på land for at yngle. Resten af tiden lever den på vandet. De ligger i små flokke og dykker ned under vandoverfladen, når vi nærmer os. De kan dykke hele 40 meter ned.

Da vi skal til at runde Mull of Kintyre møder vi heftig modstrøm. Hvor motoren ved 2000 omdrejninger skubber os lidt over 6 knob frem, så skubber strømmen os mere end 3 knob baglæns. Resultat: Vi snegler os frem med en fart på 3 knob i næsten tre timer. Der er strømhvirvler i den ellers spejlblanke vandoverflade.

Campbeltown ser ud til at være en smuk by. Vi har lagt til efter 9 timers sejlads. Vi har skålet i champagne. Det er vores bryllupsdag. 26 år.

Vi har givet os selv landlov et par dage imens et lavtryk forventes at rase med lige lovlig meget vind fra sydvest de kommende dage. Vi skal også have ordnet lidt praktiske ærinder, så Karsten har lejet en bil og booket hotel ved Loch Long. Penguin vil ligge trygt og godt her i Campbeltown.