Skotsk skønhed

Lige så smuk og stressfri kanalsejlads er, lige så skønt er det at komme ud på det åbne vand igen. Caladonia kanalen har været en skøn, smuk men også en våd oplevelse. Det er en helt særlig fornemmelse at sidde i stævnen af sin sejlbåd og kunne høre fuglekvidder og kunne dufte skoven. Det er fascinerende at sejle på en kanal, som blev skabt i starten af 1800-tallet for at skabe en vandvej gennem det nordlige Skotland. Før kanalen skulle al skibstransport i området gå nord om Skotland, gennem de vanskelige farvande ved Orkney-øerne. Man valgte at bruge de aflange, dybe søer Loch Ness, Loch Lomond og Loch Lochny som udgangspunkt for kanalen. Dermed skulle man ‘kun’ grave forlængelsen i hver ende af søerne og forbinde dem. Kanalen skulle skabe beskæftigelse, sætte en stopper for affolkningen, gøre det nemmere for fiskeriet og sikre vej for Royal Navy’s 32-kanons fregatter. Som mange andre offentlige infrastrukturprojekter blev dette også både dyrere og tog mange flere år end planlagt. Da kanalen endelig var færdig i 1822 var Napoleon slået ved Waterloo, og det blev ikke relevant for Royal Navy at benytte kanalen. Det var dengang en stor ingeniørbedrift, der skulle løse store samfundsudfordringer. I dag bliver den næsten udelukkende brugt af fornøjelses-sejlere som os.

Vi har nydt turen gennem Caladonia kanalen og de forbundne søer. Vi har haft nogle dage med bare regn. Der har vi ligget stille. Læst en bog, bagt nogle pandekager, ja egentlig bare dovnet. Det har været så kedeligt vejr, at vi har tegnet et Netflix abonnement, så vi kunne se Axel F. 

Bådreparationer: To timers regeren med at få løst en tilstoppet køkkenvask. Alt er bare mere besværligt på en båd. Pladsen er trang. Man vender nærmest båden på vrangen for at komme til. Slanger skilles ad, søventil tjekkes. Problemet løses. Når alt er koblet sammen igen, og alt fungerer som det skal, så er tilfredsheden over dagens succes til gengæld også det større. 

Trafikken på kanalen har været moderat. Udover briterne selv, har vi mødt rigtig mange norske og danske sejlere, men også svenskere, hollændere, tyskere og amerikanere har fundet vej til kanalen. Flere af dem får man hilst på. Man udveksler sejlerrute, gode steder at tage hen eller bådudfordringer, som man godt lige kan bruge et godt råd til. Vi skylder f.eks Jørgen fra Baltic Lady en kæmpe tak for hjælpen med vores påhængsmotor, som var druknet i olie, og som vi endnu ikke havde nok viden til at kunne løse. Jørgens hjælp blev også et lynkursus til Karsten, så nu tror jeg, at vi kan løse det selv næste gang.

Da vi gav slip på Caladonia kanalen i Corpach gik turen sydvestover ud til de Indre Hebrider. Det blev kun til en lille halv time for sejl inden vi nåede til Kerrera. Resten af tiden var for motor, da vinden var al for svag. Det er træls, når vi er nødt til at have motoren kørende, men med den udsigt, der omgav os, så gik det nok endda.

30 sømil. 6 timer.

Det regner meget i Skotland og hvis det ikke regner, så er det overskyet. I går var vores første rigtige solskinsdag. Man synes jo, at det er smukkest, når man kan betragte et smukt landskab i solens stråler under en klar blå himmel. Men det grå kan nu også noget. Der er noget smukt og betagende over de grønne bjerge i front og sorte silhuetter af bjerge i horisonten imens himlens farver er skydækkets changerende fra hvid over i gråt til gråblåt og mørkegråt. 

Solskinsdagen brugte vi på at vandre rundt på øen Kerrera. Der bor ikke mange sjæle på øen, men øen ser ud til at være et yndet udflugtsmål for folk fra Oban. Her er smukt, bjergtagende smukt, som vi går med udsigt over vand og naboøer til alle sider, gående mellem nyklippede får, deres små lam, højlandskvæg og et utal af hoppende kaniner. Undervejs støder man på små steder, hvor man kan handle lokale varer. Vi endte derfor med at vende tilbage til båden med burgerbøffer og en steg af højlandskvæg og en marmelade. Nu spilder vi jo ikke tiden på vores orlov, så Karsten havde sørget for, at vandreskoene var på fødderne inden kl. 8.30, for så ville der både være tid til tre timers vandring, en frokost i Oban og efterfølgende effektivt planlagte ærinder.

Vi klager ikke over vejret. Vi skal nok få vores portion sol og varme senere på turen. Men man kan godt tillade sig at kalde det køligt de fleste dage. Derfor var det også med huer og vanter, at vi i dag sejlede fra Kerrera til Tobermory på Isle of Mull. 25 sømil. Med vinden i syd skulle vi få en skøn sejlads for læns. Da vinden efter et par timer endelig fik lidt kraft (vi skal bare bruge 3 m/s) kunne vi sætte sejl og nyde fantastisk sejlads hele vejen op gennem Sound of Mull.

Området omkring Hebriderne er i øvrigt et stort øvelsesområde for u-både. De har hjemmebase i Scapa Flow, lidt nord herfor, sammen med det meste af den britiske flåde. Vi har ikke set et periskop endnu og meldingen er da også, at her er så dybt, at vi slet ikke vil opdage ubådene sejle under os.

Her ligger vi så. I Tobermory i den nordlige side af Mull, en af de største øer i de i

Indre Hebrider. En charmerende lille havneby, kendt for dens farverige facader, selvfølgelig den lokale whisky og øen for deres hvidhalede havørne. Jeg kan takke Karstens ivrighed for at komme tidligt afsted i morges, for vi kom tids nok til havnen her, imens der stadig var plads til en båd af vores størrelse. De seneste timer er det fortsat med at vælte ind med både, og pladsen er blevet trang. 

I modsætning til danske havne, hvor molerne er faste, er alle de små havne her i området lavet af pontonbroer det er en simpel nødvendighed, fordi tidevandet er så markant. Der kan være to-tre-fire meters forskel mellem lavvande og højvande, så det er nødvendigt at broerne følger med bådene op og ned. 

Aftenen har vi sluttet af med et super lækkert måltid på den lokale restaurant. De har fisk og skaldyr i overflod på disse kanter.

Vejrudsigten siger masser af regn de næste dage, så vi bliver nok her, og ser om vi ikke kan få lidt fornøjelse på øen her, men de kommende dage vil vi udforske Hebriderne og forhåbentlig også finde et par skønne ankringsteder.