Loch Ness er bare en sø, men hvilken sø.

Har man sejlet på den smalle Göta kanal gennem Sverige med dens 58 sluser og 93 meter over havets overflade, så er Skotlands Caladonia Canal med 29 sluser og 32 meter over havets overflade det rene barnemad. Kanalen er bred og sluserne nemme, med hjælp fra utroligt venlige skotske slusemestre. Men smukt, det er det. I Danmark bryster vi os af at være et tillidsbaseret samfund. I Skotland er der i havnene ’honesty boxes’, hvor man kan lægge sine havnepenge, hvis man forlader marinaen udenfor åbningstid, og en slusemester fortalte, da jeg betalte de 5 pund det koster i døgnet for at få strøm til båden, at han altså ikke gik og holdte kontrol med om folk nu fik betalt. Han havde tillid til folks ærlighed, som han sagde.

Skotterne er flinke, venlige og smilende mennesker. Med fodbold-EM finalen i søndags nåede vi nu ikke at møde en eneste skotte, der heppede på England. Det var jo ”just another country”, som en formulerede det.

Vi er nået halvvejs gennem kanalen. Skønnest har turen været over Loch Ness og de fem efterfølgende sluser i Fort Augustus, hvor vi ligger nu. Det ville jo have været skønt at kunne sætte sejl over den 37 km lange og 230 meter dybe sø, men når nu vinden netop denne dag var tæt på nul, så må man jo finde andre fornøjelser. Midt ude på søen tog vi farten af båden, smed en fender og en line i vandet og hoppede i vandet. Ja, altså ikke begge på en gang, der skal jo lige være en til at holde styr på båden, men en ad gangen. Hold op, hvor var det skønt. Køligt, ja, men friskt og ferskt. Vi havde ikke travlt med at komme over Loch Ness. At stå i stævnen og bare suge oplevelsen ind var som en velsignelse. Bjergene der omslutter søen. Solen der kæmper sig vej gennem det tynde skydække og skaber et helt særligt lys. Vandet der er så blankt, at himlen spejler sig. Men pludselig er de 37 km tilbagelagt, og der skal styr på fendere og liner, så vi kan blive sluset fem sluser op ved Fort Augustus.

Det tog ca. fem kvarter at blive sluset de fem sluser op. Os både, der bliver sluset op og ned, er dagens underholdning for alle landkrabberne og andre sejlere, der står langs kanten. Der bliver filmet og fotograferet. Vi er på arbejde, for det kræver koncentration at få båden uskadt op gennem sluserne. Men der er heldigvis også tid til en snak med nysgerrige turister. Hyggeligt og samtidig mærkeligt at være genstand for denne opmærksomhed. En ni-årig dreng fra Argentina er særlig nysgerrig. Jeg spørger om han vil hjælpe mig med at holde Penguins line. Han bliver så begejstret at snakken går. Hans engelske er imponerende. Han sejler optimistjolle hjemme i Argentina. Han spørger hvad jeg hedder. Da jeg fortæller ham det, reagerer han med ”that is a very strange name”. Vi er kommet op til sidste sluse, jeg må koncentrere mig om båden, så jeg glemmer helt at spørge, hvad den kvikke argentinske dreng hedder, inden jeg er på båden igen, og han er videre med sine forældre.

Men inden vi nåede til den mere stressfrie kanalsejlads, skulle vi jo lige sejle de 90 SM fra Skotlands østligste punkt, Peterhead, til Inverness. Vejr, strøm og tidevand gjorde det til en sejlads over natten fra fredag til lørdag. Vi forlod Peterhead kl. 13.30 og var fremme i Inverness 19 timer senere. Vinden var fra nord, så da vi endelig kunne lægge kursen stik vest, havde vi perfekt sejlads på fladt vand, 6-8 knob. Ved midnatstid tændtes et nødblus længere fremme og der blev kaldt PAN PAN over VHF radioen. En sejlbåd var kommet i nød. Et fiskegarn havde sat sig fast i deres ror, og de kunne ikke længere styre deres båd. Det er en af de ting, man som sejler frygter. At man om natten, hvor man ikke har en chance for at se fiskenettene, får dem viklet ind i ror og propel.

Af samme årsag var vi sejlet lidt længere ud fra kysten for at mindske den risiko. Jeg kan levende sætte mig ind i, hvor stressfyldt det må være at miste styring over sin båd. Søfartsreglerne dikterer, at de nærmeste både sejler til undsætning, og således tog vi vores sejl ned og satte kursen mod den nødstedte båd. En anden dansk båd kom frem lidt før os, men der var ikke meget vi kunne gøre. De var ikke i fare og kystvagten var på vej. Vi satte vores sejl igen og kunne over VHF radioen høre, at den nødstedte båd måtte slæbes i havn. Vi priste os lykkelige over, at ingen kom til skade og at det ikke var vores båd, der blev fanget i nettet.

Niels Jørgen og Karsten tog nattens vagter, da jeg var blevet noget sløj med ondt i halsen. Under dæk kunne jeg varme mig under et par tæpper og hvile til lyden af bådens skrog i rigtig god fart bane sig vej gennem vandet. I cockpittet klarede Niels Jørgen og Karsten heroisk arbejdet i kulde og regn. Indsejlingen til Inverness er smuk. Det skotske landskab fremstår præcis, som jeg har forestillet mig. Grønt, bjergrigt og indhyllet i grå skyer. Fremme i Inverness ved 8.30-tiden. Marinaen giver os et velfortjent hvil. Trætheden overmander særligt Karsten og Niels Jørgen, der tager sig en velfortjent lur.

Dette var også tiden, hvor Niels Jørgen skulle afmønstre. Vi skylder Niels Jørgen en kæmpe tak. Vi nåede at lære så meget og vi nød hans selskab. Måske vi får fornøjelse af hans påmønstring et andet sted i Europa.

Dagen i dag har være dedikeret vandreskoene. Med proviant og kamera på ryggen vandrer vi ud af Fort Augustus fra morgenstunden. Turen går op og langs Loch Ness. Vi kommer 300 meter op. Nåleskov, med bregner som tæppe i skovbunden og smukke ranke fingerbøl i lysningerne, er blevet til hedelandskab med lyng, græsser og lave buske. Udsigten ned over Loch Ness er spektakulær. Vi finder en bænk. Et lille hvil gør godt. Her er helt stille. Kun vindens hvislen i lyngen og græsserne. Jeg lukker øjnene. Nyder stilheden. Her kunne jeg godt lige sætte mig i meditativ tilstand for en stund. Men i samme øjeblik er Karstens pausetålmodighed opbrugt. Vi må videre. Og det er da også noget af en tur, vi har begivet os ud på. Det vi troede var en frisk formiddagstur på 14 km viste sig hurtigt at være en heldagstur på 28 km.

Vi runder byen Invermoriston. En hyggelig lille by, hvor jordene åbenbart mestendels er ejet af en dansker (det er ikke Anders Holck). Ved hans imponerende hus vejer det skotske flag og Danneborg side om side. Vi er ikke inviteret til afternoon tea. I stedet finder vi en hyggelig café hvor kagerne er det bedste hjemmebag og musikken spilles fra en gammel rejsegrammofon. Charmerende sted. Den kvindelige ejer fortæller med stolthed i stemmen, at hun sidste år fik lov til at købe grund og hus uden protester fra den danske jordbesidder.

Det er blevet aften. Vi er tilbage på Penguin. Benene er trætte. I aften forkæler vi os med en lækker steg på grillen. Vores sidste stykke fra Peter og Ullas skønne kvæg på Odden. Vinen, den har vi også fortjent.