Nordsøen gav os det hele

Vestenvind med bølger lige imod os de første timer. Ingen vind og motorsejlads i næsten et døgn. Sydlig vind og sol og skøn sejlads med letvindsejlene det meste af tirsdagen. Hård vind til stiv kuling fra øst lige i ryggen med silende regn og to-tre meter høje bølger de sidste 19 timer.

Thyborøn til Peterhead. 335 sømil. 66 timer.

Vi har passeret flere boreplatforme end skibe. Vi har ikke mødt en eneste sejlbåd på vores vej. Det meste af tiden har vi haft Nordsøen helt for os selv, så langt øjet rakte.

Jeg indrømmer, at inden afsejling var jeg noget anspændt. Jeg tror heller ikke, at Karsten helt kunne frasige sig samme følelse. Vi stod overfor vores første havkryds. Havde vi nu styr på det hele? Fungerede alt som det skulle? Men det var som det har været så mange andre gange før, at når vi først er ude af havn og ude på søen, så falder roen over en. Båden er tryg. Alt er godt. Vi er på vej. Vi har Niels Jørgen med. Det er godt og trygt at have en erfaren sejler med os, udover det gode selskab. Vi har lagt en vagtplan. Tre timers vagt, derefter er man backup-vagt de efterfølgende tre timer, og endelig har man tre timer, hvor man er helt fri. Det fungerer fint.

Det er mange timer, man skal have til at gå. Vigtigst er at holde øje med vind og vejrskift. Kræver det skift af kurs eller måske skift af sejl? Vi får alle vores sejl i spil på vores tur over.

Tirsdag morgen følte jeg mig salig. Vagten kl. 04-07 var min. Jeg er alene i cockpittet. Solopgangen var i sin smukkeste udgave, vandet roligt og vi sejlede 6 knob for halvvind med storsejl og Code O. Båden glider stille men med god fart gennem vandet. Der er stille. Kun lyden af båden gennem vandet og en lille smule knirken fra bommen. Det var første tidspunkt på turen, hvor jeg følte mig veludhvilet. Jeg havde fået en god søvn over natten. Når Jeg sidder og har blikket ud over havet og lader tankerne flyve, så dukker der tit en sang op i mit hoved, ofte en sang, jeg ikke har skænket en tanke i årevis, men pludselig er den der. Sangen der udtrykker den umiddelbare følelse. Denne morgen lyder det pludselig i mit hoved ”Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever!”

Der lyder plask på luv side af båden. Det er delfinerne. Der er mindst ti. De er svære at tælle. De fister rundt i vandet. Under båden. Langs båden. Vandet er klart. Jeg kan se deres hvide bug og hvide snude under vandet. De dukker op til overfladen. Laver deres karakteristisk lille spring. De trækker luft ind. Jeg sidder med kæmpe smil på læberne. Tager mig selv i at klukle hver gang de springer op. Jeg er fyldt med glæde. Tænk at jeg lige får toppet den smukkeste morgen i hundrede år med denne skønne opvisning fra disse smukke legende væsener. Først efter en time ser de ud til at være videre. Jeg føler mig taknemmelig.

Den skønne rolige sejlads holder desværre ikke hele vejen til Peterhead. Tirsdag aften ved 18-tiden tager vinden til og det begynder at regne. Vi kæmper med at finde den rigtige sejlsætning, for vinden er nu lige i ryggen. Vi sejler for læns, og det er faktisk svært at sætte sejl til. Vinden runder pludselig 12 m/s. Vi har alt for meget sejl, og der kommer korte øjeblikke af følelsen af kontroltab. Når båden ikke vil som vi vil eller vinden lige pludselig har taget for meget magt.

Vi finder den rigtige sejlsætning. Vi nøjes med reduceret storsejl, og de næste mange timer går sejladsen faktisk godt trods stiv kuling og 2-3 meter høje bølger, som vi rider på. Sejladsen kræver stor koncentration, og dem der ikke har vagten, sørger for at være under dæk, for regnen siler ned. Det er vådt, det er koldt og sigtbarheden er begrænset. Sådan er det helt frem til indsejlingen til Peterhead, næsten 20 timer i hårdt og vådt vejr. Der er ingen billeder af land i sigte, for sigtbarheden er så ringe, at land først er i sigte mindre end en sømil til land, og der skal bruges kræfter på alt andet end at forevige oplevelsen.

Vi kommer trygt i havn. Følelserne er en blanding af total udmattelse og kæmpe begejstring over, at vi gjorde det. Vi er våde, kolde og trætte. Efter en velfortjent og lang lur åbner vi champagneflasken og skåler på en vellykket tur over Nordsøen.

Nu er det dagen derpå. Der er altid lidt småreparartioner, der skal klares. Fokkens sjækel til skødet var gået sig en tur, og en bordplade i cockpittet røg løs. Vores AIS signal og modtager har ikke helt fungeret som det skulle, så det har Karsten fået løst. Dagen er også blevet brugt på almindelig rengøring af båden og tørring af tøj, og endelig har vi fået aktiveret vores Starlink, så vi nu har high-speed internetforbindelse. Det kan godt være, at vi er gået på orlov, men i dag har nu været lidt af en arbejdsdag.

I morgen går turen til Inverness. Vi skal time afgang og ankomst i forhold til tidevand. Det bliver derfor afgang ved 13.30-tiden med sejlads over natten. Der er ca. 90 sømil til Inverness. Det skulle blive en rolig sejlads, men vi får se.